Tænker fodboldspillere da slet ikke på penge? Kommentar om brandværdi og misforstået styring af kommunikation

Med både sportslige og kommercielle briller er det tossedumt, at de danske fodboldspillere betragter deres omgivelser som en evigt nærværende trussel – i stedet for en oplagt fælles mulighed.

For DBU og de danske landsholdspillere er forholdet til deres omverden blevet en yderst kompleks størrelse. Det burde egentlig være så enkelt, for i sidste ende bør fans, medier, spillere og sponsorer være fælles om deres passion for spillet med den lille runde. Men så enkelt er det ikke. DBU har med sit Twitter-selvmål vist, at de ikke forstår, hvordan nye medier på en enkel måde kan anvendes til at knytte bånd til de mennesker, der i sidste ende betaler deres løn.

Og noget kunne tyde på, at holdet ikke ligefrem opfatter deres omverden som en mulighed. Spillernes boykot af medierne viste, at der ikke er meget overskud at gøre godt med, og før kampen mod Portugal sagde holdets anfører Daniel Agger f.eks. til Politiken: ”Danmark er jo sådan et dejligt land. Alle har en mening – både når det går godt, og når det godt skidt. Danskerne er hurtigt på nakken af os, og de er hurtigt med os – og det er jo skønt. Vi bliver også selv hurtigt negative eller positive.”

Man skal ikke være noget kommunikativt geni for at regne ud, hvorfor dette fodboldhold ikke er elsket. Vi kender dem jo slet ikke, og det er vanskeligt at elske nogen, man ikke kender. I stedet har fodboldspillere har med tiden udviklet helt nye standarder for, hvor intetsigende man kan henvende sig til sin omverden, som når Dennis Rommedahl før sidste års finale i Champions League frejdigt proklamerede, at han ikke vidste, hvem der spillede i finalen, mens samtlige børn i Danmark med en fodbolddrøm allerede havde forberedt Barcelonas startopstilling.

Og mens de danske fodboldspillere går rundt i Polen og koncentrerer sig om at give så lidt af sig selv som muligt, er det danske håndboldlandshold i gang med forberedelserne til sommerens OL. Og det er nogenlunde nemt at følge dem, for i håndboldens verden er der ikke langt fra spiller til omverden.

Håndboldspillerne holder gryden i kog. Ikke fordi de skal, men fordi de har lyst.

Det ironiske resultat er, at dén umiddelbare tilgang er meget nemmere af effekturere – og langt mere effektivt hvis man ønsker at styrke sine relationer til de mennesker, der i sidste ende betaler spillernes løn.

Professionelle fodboldspillere er sædvanligvis meget opmærksomme på deres brand- og markedsværdi. Når man køber en fodboldspiller, køber man også hans navn og den værdi det navn har bag på de klubtrøjer, der er en stor del af den moderne fodboldøkonomi.

Men som alle kommunikationsfolk ved, skal man værne og pleje sit brand. For en moderne sportsstjerne bliver brandet ikke ligefrem større af at blive lukket inde i en spændetrøje af kommercielle hensyn og misforstået kontrolleret kommunikation.

Der er således gode penge i at pleje sin markedsværdi i en tæt dialog med sin omverden. Men et andet oplagt resultat af at tænke anderledes på sine relationer er at det faktisk virker inde på banen. Topidræt som håndbold og fodbold udføres af fantastiske atleter med store kvaliteter i fysisk, taktisk og teknisk henseende. Derfor er det ofte det mentale, der er afgørende. Og den mentale indgang til en kamp eller en turnering kan være afgørende for udfaldet. Det kan derfor godt betale sig at opbygge en positiv og vindende sky omkring sit hold. Det virker faktisk. Det danske håndboldhold spillede ikke bedre efter at Ulrik Wilbek blev træner. Men efter det katastrofale VM i Tuneisien i 2005, var der brug for en ændret mental indstilling, og derfor var Wilbeks indgang og helt bevidste mediestrategi lige præcis det middel, der ændrede indstillingen og skabte resultater.

Man bliver ikke en bedre fodboldspiller af at pleje sin omverden og give lidt af sig selv. Men risiskoen ved at tænke det helt anderledes er at kan være både penge og resultater i det.

Leave A Comment

%d bloggers like this: