Ned i kaninhullet igen – på vej med den nye udgave af Mordet på JFK

I 2013 er der halvtreds år siden præsident John F. Kennedy blev myrdet ved attentat i Dallas. Derfor er jeg lige nu i gang med en helt ny udgave af bogen “Mordet på JFK”.

Den oprindelige bog udkom i 2003 i tre oplag, men er siden helt udsolgt. Det er derfor nu tid for en grundig opdatering af den, og arbejdet er nu godt i gang. Her er er par noter fra det arbejde.

Først og fremmest skal man lige tage en dyb indånding, før man tager fat. Materialet omkring mordet er enormt, og man bliver meget nemt fanget i en af de uendeligt mange detaljer, der omgærder attentatet. Men der er meget at læse op på igen. Nye ting er kommet til i de seneste ti år, og jeg skal bl.a. have alle detaljer på plads fra Vincent Bugliosis mammut (livs)værk “Reclaiming History” fra 2007.

Den er indtil videre i min nye research en ambitiøs sværvægter, som man skal have på plads. Ikke mindst fordi Bugliosi faktisk gennemgår stort set samtlige konspirationer – og afviser dem én for én. En kolossal bedrift, selvom man undervejs godt kan blive lidt irriteret på den lettere arrogante tone fra den gamle anklager.

Oswalds Mannlicher Carcano Dallas 22. november 1963

Det er min bestemte ambition, at en række områder fra den oprindelige bog skal gøres endnu bedre og skarpere, og det er det, som jeg arbejder på lige nu:

  • De fysiske beviser mod Oswald, herunder fundet af fingeraftryk og de ballistiske afprøvninger af riflen mod kuglefundene.
  • De medicinske beviser og hele diskussionen om obduktionen, herunder ikke mindst spørgsmålet om såret i Kennedys ryg
  • Nyligt offentliggjorte dokumenter, Jackies interview osv. Alt det nye skal med.
  • Videre fokus på Cuba og Gus Russos arbejde.
  • En generel sproglig opdatering

Siden 2003 er det også blevet meget klart for mig, at Stone “JFK” spiller en meget dominerende rolle i den generelle opfattelse af sagen. Den vil jeg også hellige en lidt mere skarp behandling.

Så det er ned i kaninhullet igen. Håber at komme op igen med en bog en gang i 2013!

Comments
One Response to “Ned i kaninhullet igen – på vej med den nye udgave af Mordet på JFK”
  1. Bent says:

    Hej Thomas,
    Må jeg anbefale at du læser, ‘The Girl on The Stairs’ af Barry Ernest, om vidnet Victoria Adams der fra samme bygning, som Oswald skulle havde skudt JFK fra, så attentatet.- Det er et vidne der voldte, Warren kommissionen en del problemer….og hvad jeg også har hørt, Vincent Bugliosi ved ikke at tage hende alvorligt ved at sige…
    “Perhaps the woman herself was the assassin. “Why not?” he suggests. “Women can pull triggers too, you know.”

    Der er ingen tvivl om at man har manipuleret med Victoria Adams vidneforklaring i Warren rapporten.

    Mvh, Bent

Leave A Comment

%d bloggers like this: