Den desperate kvartfinale: Før Danmark – Sverige ved EM 2012 i håndbold

Det burde ikke kunne lade sig gøre. Men onsdag har det danske hold mulighed for at spille sig helt tilbage ved EM og ind i en semifinale. Chancen er der, men det er primært Polen, der står med nøglen til et dansk avancement ved EM. En ulideligt spændende onsdag eftermiddag og aften venter håndbolddanmark.

Det danske hold i jubel efter sejren over Tyskland ved EM 2012

Det danske spil har ikke været kønt. Men det kan man sige om langt de fleste hold ved dette EM, der har vist sig som en meget tæt affære, hvor det kun er meget få hold, der holder et højt niveau. Turneringen har formet sig med uhyre tætte kampe og meget få stabile hold. Storfavoritten Frankrig er ude med et brag, og det er vel egentlig kun hjemmeholdet Serbien, Spanien og delvist Kroatien der har skilt sig ud. Måske er det alligevel blevet det ‘transportmesterskab’, man kunne se for sig før turneringen. Niveauet har svingende, og specielt hat tempoet i flere af kampene været forbavsende lavt. Det er ikke kun Danmark, der har spillet med håndbremsen trukket. Til gengæld har flere hold spillet meget klogt – ikke mindst Serbien der virkelig har fået at afvikle kampene på deres præmisser.

Men selvom Danmark har gerådet sig ud i en vanskelig situation, tændte den danske sejr over Tyskland mere end et lille håb med godt målmandsspil og et par forrygende kontraer. Ligeledes betyder Spellerbergs indtræden på holdet altså noget og med Mikkel Hansens præstation og shoot-out mod Lazarovs makedonske hold nærmer vi os det, man vist kan kalde en stærkt stigende formkurve. Husk samtidig at Danmark altid står stærkest sidst i en hård EM-turnering, hvor de andre hold har trukket store veksler på få spillere.

Det er måske lige lovlig sent, at det danske hold melder sig ind i turneringen. En dårlig periode og forkrampet indsats mod Polen kan vise sig afgørende i en turnering med meget små marginaler. Omvendt er det selvsamme Polen, vi nu skal hælde vores hoved og alle forhåbninger på. Det kan bestemt lade sig gøre på det, der allerede nu ligner en meget nervepirrende onsdag:

  1. Kan Polen tage point fra Tyskland? Svaret er da et klart ja. Tyskland er simpelthen ikke godt spillende. Det viste kampen mod Danmark. Men ummidelbart har tyskerne mere at spille for, og dere vilje har hidtil båret dem langt. På den anden side har polakkerne spillet helt uforudsigeligt og bl.a. hentet elleve mål på Sverige og helt vendt kampen mod Danmark. Det bliver nok svingende, uskønt og superspændende hele vejen. Vurderet ud fra hele turneringen må tyskerne dog være 60-40 favoritter. Men Polen har også masser at spille for, og for dem er det med tyskland også en kamp, man gerne vil vinde.
  2. Kan Danmark slå Sverige? Her må svaret også være et klart ja – specielt hvis det viser sig, at Polen har taget point fra Tyskland. Så står Danmark med det hele i egne hænder. Svenskerne er ingenlunde en skræmmende modstander for et dansk hold, der bør være svenskerne overlegne, og som senest ved VM havde godt styr på svenskerne. Under normale omstændigheder bør Danmark være 70-30 favotitter, og det vil specielt holde stik, såfremt Polen har vist vejen forinden.

Kort og godt: Der er alt mulig grund til at følge med og bide negle fra eftermiddagens start. Onsdag kan betyde en mirakuløs dansk genkomst ved EM (og så siger vi ikke noget om at der kan vente en gentagelse af sidste års semifinale mod et godt spillende spansk hold).

Og mens vi venter på onsdag, kan vi da minde om, at Sverige med elleve medaljer og fire titler fortsat er en klar leder på alletiders VM-scoreboard – og en traditionel håndboldmæssig storebror. Og så var svenskerne deltager i den måske allerbedste håndboldkamp i historien. Mens vi venter skruer vi tiden tilbage til den 10. marts 1990 i Prag, hvor det er muligt at nyde det nuværende svenske trænerpar Staffan Olsson og Ola Lindgren i fuldt vigør på banen i “Underet i Prag”:

Og for de mere nørdede er her VM-finalen fire år tidligere, hvor den nuværende serbiske træner også satte sit præg på et uhyre velspillende jugoslavisk hold.

Mere fra EM 2012 her.

Leave A Comment

%d bloggers like this: