Samba og æbleskiver ligner et dårligt match – optakt til VM 2011 i Brasilien

Vm 2011 i Brasilien kvindehåndbold fra Bolsjedrenge og jernhårde ladies

Der er lagt op til måske det mest mærkværdige VM i kvindes minde, når der i weekenden fløjtes op til VM i kvindehåndbold fra Brasilien.

En kvindelig slutrunde i december er efterhånden blevet synonymt med æbleskiver, gløgg og succes foran et enormt dansk tv-publikum. Denne gang spilles der under varme brasilianske varme himmelstrøg og med et hold, der mildest talt er sat sammen med hæfteplaster.

Få mennesker vil misunde Jan Pytlicks job, sådan som det har artet sig i de seneste måneder. I hvert fald må han have haft mange søvnløse nætter på Thurø i ensom spekulation over, hvem der nu blev skadet, og hvem han overhovedet kunne tage med til Brasilien. Først meldte Rikke Skov afbud. Så blev skytten Camilla Dalby skadet og senest måtte skrøbelige Lærke Møller bukke under. Det er tre meget store profiler, der må blive hjemme i kolde Danmark. En hel og ganske effektiv bagkæde sat ud af spillet.

Så hvis man oven på World Cuppen i Århus i forvejen var tvivlende overfor det danske holds chancer, blev man ikke yderligere opmuntret af de afbud. Og hvor målsætningen generelt har været at sikre sig minimum en syvendeplads, så man er sikret en plads i OL-kvalifikationen, mener mange, at netop en syvendeplads er at strække sig så langt, man overhovedet kan komme for et amputeret dansk hold.

De store dommedagsoverskrifter er allerede nedfældet, de tunge skyer trækker op over den skønne brasilianske himmel, og nekrologen over dansk kvindehåndbold ligger klar i skuffen.

Ikke så sort endda
Men før vi nu svælger til i håndboldens dårligdomme, er der også grund til at se lidt mere klart på tingene. Man skal huske, at strukturen ved VM er lavet om, således at man går direkte fra indledende runde til ottendedelsfinalerne. Fire ud af de seks hold fra den indledende runde går videre, og Danmark har virkelig været begunstiget af decideret lodtrækningsheld.

For det første er man havnet i en overkommelig gruppe, hvor kun Sverige og måske Kroatien bør volde problemer. Man kan oven i købet bade sig ind i turneringen mod Uruguay og Argentina. For det andet befinder Danmark sig i klart den letteste halvdel, når der skal spilles ottendedelsfinale. I praksis kan vi derfor tillade os at tabe til enten Kroatien eller Sverige og alligevel stå med pæn mulighed for en kvartfinale. Derfra bliver det så for alvor vanskeligt, når hold som Norge, Rusland, Spanien og Montenegro fra den andel halvdel kommer i spil.

Trine Troelsen VM 2011 i Brasilien kvindehåndbold fra Bolsjedrenge og jernhårde ladies

Men en plads mellem de syv bedste er bestemt inden for rækkevidde, og det danske hold indeholder trods alt så mange kvaliteter, at mere sagtens kan ske. Forud for sidste års EM brugte mange eksperter al deres taletid på at tale danskerne ned under Hernings gulvbrædder. Godt nok gik holdet ned til sidst, men formåede undervejs at spille fejende flot håndbold

Hvis det for alvor skal lykkes i Brasilien kan vi allerede nu pege på en række åbenlyse faktorer, der skal lykkes:

  1. Forsvar, forsvar, forsvar. Det danske hold er ikke verdens største af natur. Havde Mette Melgaard ikke meldt sig på banen i sidste øjeblik, så det for alvor tungt ud. Men hun får sammen med Louise Svalastog trods alt nogle kampe at spille sig hen imod et stærkt midterforsvar. Pytlick har prøvet sig med nogle offensive varianter – uden stort held. Forsvaret bliver den store prøve for holdet.
  2. Målvogterne. Pytlick har udtaget hele tre målvogtere til VM. Skyldes det at han ikke helt stoler på dem? Karin Mortensen er måske ikke frygtindgydende i ligaen, men på landsholdet til de store slutrunder plejer hun at være helt fænomenal, og hun vil vist også meget gerne til OL igen.
  3. Forsvar + redninger = Nemme kontramål. Det danske angreb mangler den store kreativ, som Lærke Møller kom med, og de kan få nogle svære perioder, hvor alt for meget kommer til at ligge i hænderne på Trine Troelsen og Line Jørgensen. Derfor skal vi have nogle nemme kontramål på baggrund af en stærk defensiv. Her har Maibritt Kviesgaard og de to venstrefløje vist sig meget stærke. Det skal fungere, hvis Danmark skal slå sig igennem
  4. Træneren. Det kan ikke siges nok gange Jan Pytlick er en af håndboldens helt store trænere. Han har før fået rigtig meget ud af ikke helt så meget. Hans OL-guld i 2004 var en trænermæssig triumf. Men denne gang skal der nok graves meget dybt i posen undervejs, for der kommer mange svære momenter, og den indledende kamp mod Sverige bliver her et afgørende pejlemærke.
  5. De mange spørgsmålstegn. Der er mange nye, uprøvede kræfter med. Hvad kan Line Jørgensen f.eks., når der nu virkelig hviler et stort ansvar på hendes skuldre? Hvad kan Stine Jørgensen bidrage med? Kan Sandra Toft blive en joker, der kan spilles ud? Kan holdet overhovedet kapere bare en skade mere? Hvor skrøbelige er de mentalt? Tror de overhovedet selv på det efter den hårde opstart?

Som altid er det ingen revolutionerende analyse at pege på, at det danske hold skal stå godt i forsvaret og løbe nogle kontraer. Det lyder næsten som et taktikmøde fra Gudmehallen i starten af 90’erne. Men når man formentlig står på et lidt vaklende fundament, er en solid defensiv og nogle gode keepere det sted, som holdet skal bygges fra.

Hvem vinder så VM?
Det danske bør på denne baggrund have en god chance for at nå den eftertragtede syvendeplads – og hvis de får heldet med sig, har de da bestemt en chance for at havne blandt de fire sidste. Men til tops kommer de ikke. Dertil er der en række andre hold, der står med langt stærkere kort.

Det er jo næsten trivielt at nævne Norge og Rusland som de første. Norge fremstår dog lettere svækkede, og selvom russerne har høj kvalitet er det aldrig helt til at blive klog på, om Trefilov hjælper dem, eller hiver dem ned i egen frustration. Måske er dette VM i en lettere eksotisk lokation den anledning, der skal til for at få en lidt mere overraskende verdensmester. Flere peger på Frankrig, som har et meget stærkt hold, Spanien kan sikkert også nå langt, og hvis kræfterne slår til, er Montenegro en meget farlig outsider. De har i hvert fald en, der godt kan skyde på mål.

Så mens sambaen kan begynde, og Brasilien kan tage fat på en serie af værtskaber, sætter vi æbleskiverne i ovnen, krydser fingrene og glæder os til en slutrunde, der giver lidt lys i vintermørket og forhåbentlig lukker munden på alle dommedagsprofeterne.

Comments
One Response to “Samba og æbleskiver ligner et dårligt match – optakt til VM 2011 i Brasilien”
Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. [...] Spillet er ikke flydende, og der er perioder, hvor de har svært ved at komme til mål. Men kampene mod Kroatien og Sverige har vist, at med et stærkt forsvar omkring Mette Melgaard og Louise Svalastog, er der et grundlag, man kan bygge et hold på. Der kommer masser af redninger fra ikke mindst imponerende Christina Pedersen, og der kommer nemme mål på kontra. Det er helt efter opskriften. [...]



Leave A Comment

%d bloggers like this: