Danmark ind i turneringen med et brag – status efter tre kampe ved VM 2011

Mikkel Hansen mod Serbien VM 2011 fra www.eb.dk

Det var matchen, der skulle give svar på, hvor Danmark står – ikke mindst oven på Thomas Mogensens ærgerlige exit. Og svaret var klart og entydigt: Det danske hold spillede en fremragende kamp. Efter tre kampe står holdet godt rustet til det videre forløb. Men forude venter en irriterende kamp mod Algeriet og en veritabel finale mod Kroatien.

Kampen mod Serbien skulle vise, hvor det danske hold egentlig stod. Og resultatet var overraskende positivt – specielt efter Thomas Mogensens exit. Kampen viste, at det danske hold simpelthen er en tand bedre end hold som Serbien, selvom serberne kommer med klassespillere. Det var en af den slags sejre, som simpelthen gav løfter om mere.

Mikkel Hansen var selvfølgelig outstanding. Mange mål, få forsøg og adskillige assists. Hans afsluttende mål må stå som billedet for dén kamp. Og så var der lige Rasmus Lauge. Da han kom ind, løftede Malmö Arena sig. Og femten sekunder senere havde han sat den ind. Sådan. I Mikkel Hansen og Rasmus Lauge har vi vist en duo, der sammen med Landin kan agere stamme mange år fremover.

Wilbek kan nu øjne en semifinale. Måske lidt tidligt. Men går vi ud fra, at Danmark kan slå Algeriet og Argentina, så skal vi ‘bare’ vinde to ud af de tre kampe mod Kroatien, Polen og Sverige. Det er indenfor mulighedernes grænser, selvom spillet skal yderligere op i niveau, før de muligheder kan realiseres. Ikke mindst skal forsvaret og målmændene lægge yderligere til.

Mit bud er fortsat, at kampen mod Algeriet bliver overraskende vanskelig. Deres ‘kebab-forsvar’ er hamrende irriterende. Simpelthen. Så det bliver rodet, grimt og pisseirriterende. Men deres angreb er ringe, så der skal løbes kontra, kontra, kontra. Så må det smukke spil vente til torsdagens kamp mod Kroatien. Og det er bestemt ikke umuligt, at kroaterne der får sig en forskrækkkelse. De plejer at have ét udfald i enhver turnering. Det kan da passende komme mod Danmark?

Mere fra VM 2011 her.

Leave A Comment

%d bloggers like this: