Så er det alvor (igen) – optakt til Serbien mod Danmark ved VM 2011

Ulrik Wilbek mod Rumænien fra www.ihf.info

Danmark er indtil videre kommet fint fra start ved VM i Sverige. Vi scorer mange mål og spiller i højt tempo. Men først i aften begynder VM for alvor. I kampen for en mulig semifinale er kampen mod Serbien i aften noget af en nøglekamp. I aften får vi et fingerpeg om, hvor det danske hold reelt står. Umiddelbart en kamp, der måske kommer til at minde om kampen mod Rumænien – men med endnu større tryk på midterforsvaret.

Det danske VM-hold er vågnet op til mandagen med den triste nyhed om at Thomas Mogensen er færdig ved VM. Rasmus Lauge er allerede indkaldt som gardering for en ellers storspillende Mogensen. Og selvom det er en god nyhed, at Lauge er med, så er nyheden om Thomas Mogensens exit et kæmpe minus for Danmark. Han viste i går, præcis hvad der skal til mod de lidt tungere østeuropæiske nationer.

Så nu er danskerne for alvor under pres i en kamp, der for vil give et fingerpeg på hvor holdet står. Det foreløbige indtryk er positivt. Vi har spillet med fint tempo, fløjene har alle fire vist store kvaliteter, og der er stadig masser at give af for f.eks. Mikkel Hansen og de to målmænd. Og så er der jo også Lasse Boesen med en del skud, men langt fra målet i 2008. I aften skal holdet træde sammen og træde i karakter mod Serbien. Måske en udmærket lejlighed til at vise, hvad man står for.

Ilic fra Serbien

Serbien bliver ofte karakteriseret som nogle labile håndboldgangstere. Det er også dejlig nemt. Og når man skal spille mod Serbien, handler det ofte om, at det bliver “fysisk”. Sandheden er imidlertid snarere, at Serbien repræsenterer en del af den berømmelige jugoslaviske håndboldskole, og at de efter flere år med manglende resultater nu har samlet en slagkraftig enhed, der vil volde de fleste problemer. Som trænerne har de haft en perlerække af stjerner fra 1986-holdet fra Vujovic over Cvektovic og nu til Vukovic. Dog tyder noget på, at sidstnævnte måske har fået sat lidt mere styr på spillet og individualisterne.

Men for Serbien handler stadig om et stærkt skydende bagkæde og stort pres ind mod den danske midte. De har flere hårdtskydende backer at veksle imellem, men virker umiddelbart lidt svagere i det defensive, hvor tabet af målmand Árpád Sterbik til Spanien er et stort handicap. Det kunne tyde på en kamp med mange mål igen, og hvor danskerne skal ud og løbe med serberne, som de løb med Rumænien i anden halvleg. Det kan nemt blive en genudsendelse af kampen mod Rumænien.

Mikkel Hansen mod Rumænien

Men serberne har mere kvalitet. En af de store profiler er Momir Ilic fra Kiel, som altid kommer med stort tryk, og som også har et fint blik for stregen. I det helt store billede er Serbien imidlertid et hold, Danmark skal slå. Får vi to point mod dem, står vi pludselig ganske stabilt på vej ind i mellemrunden og kan være på vej mod en spændende gruppefinale mod Kroatien.

På den baggrund er det i aften, at Danmark virkelig kommer på en hård prøve. Og med Mogensen ude er Wilbek igen tvunget til at vise sit format mod et godt hold. Nu begynder VM for alvor.
TV2 fra kl. 20.00.

Mere fra VM 2011 her.

Leave A Comment

%d bloggers like this: