Læs meget mere fra VM 2011 her.

Det er igen koldt, mørkt og trist i januar. Men lyset i mørket behøver endnu en gang ikke være et modkørende tog. I januar kommer håndboldens tog nemlig fræsende, og der er lys på alle kanaler. Den 13. januar går det løs med VM i Sverige, og der er lagt op til et af de mest åbne verdensmesterskaber nogensinde. Frankrig kæmper med skader, og holdene efter de franske kæmper og forfølgeren Kroatien virker meget lige. Det danske hold får en stor hjemmebane i Malmö og har en god lodtrækning. Men den danske defensiv fremstår skrøbelig, og vi har endnu til gode at se den blive maksimalt udfordret. Og så er der lige ham der Mikkel Hansen.

Da jeg voksede op, lå VM i håndbold omkring februar/marts, og det fandt kun sted hvert fjerde år. Og man kunne samtidig altid glæde sig til at se, hvad de forskellige hold nu havde gravet frem. Det var f.eks. altid en fornøjelse i sig selv at opdage, hvad russerne nu havde fundet på. Eller om Jugoslavien kom med nye boldspillende enere. Nu er Jugoslavien sprængt til atomer og Rusland klarede slet ikke kvalifikationen til VM efter et sammlet nederlag på et mål til en af VM-historiens store nationer Rumænien. Som så meget andet er også håndbolden blevet mere transparent, og der er ikke så mange overraskelser længere.

På fredag den 14. januar indleder Danmark det, som forhåbentlig bliver en lang turnering i Malmö. I den nye arena er der plads til hele 13.700 tilskuere, og dermed giver den sydlige udkantsby seriøst baghjul til hovedstaden hvis globe slet ikke er i spil til dette VM. Det er blevet arenaernes tid, og det er vel ikke urealistisk at forvente, at Malmös arena kan udvikle sig en smule i retning af jubelarenaerne i december. Da Danmark spillede EM i Sverige i 2002, udviklede den lille Idrottens Hus i Helsingborg sig hurtigt til en dansk hule. Denne gang får det danske formentlig en imponerende hjemmebane i Malmö, hvor vi vist godt allerede nu kan se frem til et brag mellem Danmark og Sverige.

Vi er i den mest attraktive halvdel – men der venter hårde østeuropæiske opgør

Men først skal Danmark indlede i Gruppe C mod Australien fredag aften til rigtig TV2-tid kl. 20.15. Det må vist siges at være en start i den bløde ende. Men derfra går det løs for alvor med Rumænien, Serbien, Algeriet og Kroatien i en halvdel, hvor også Polen venter senere sammen med Sverige.

Det må forventes, at Danmark går over i mellemrunden sammen med Serbien og Kroatien. Danmark skal kunne slå både Rumænien, Algeriet og Serbien, hvis holdet vil noget som helst ved VM. Egentlig er jeg mest nervøs for kampen mod Algeriet. De nordafrikanske hold har ved flere lejligheder vist sig at være skrækmodstandere for Danmark. De formår at slå holdets rytme i stykker, og det er sket adskillige gange fra 1986 og senest ved OL.

Da Ulrik Wilbek kom til som landstræner var hans erklærede mål at skabe stabilitet i de danske herrer præstationer. Det kom efter de meget svingende præstationer mellem 2002 og 2005. Wilbek har haft som mål, at Danmark altid skal blive mellem de otte bedste. Det løfte har han holdt, og målsætningen har vist sig at være meget virkningsfuld; ind imellem kan man jo også godt blive bedre end nr. 8.

Denne gang har Wilbek forsøgt at styre forventningerne, sådan nogenlunde, ved at slå fast, at “Vi kan blive alt fra 1 til 10″ . Den udmelding er jo dejligt bred (og så har vi slet ikke nævnt Erik Veje Rasmussens berømte målsætning fra 1986 om at blive “mellem nr. 1″. Men den er også afleveret med Wilbeks vanlige præcision. For det er virkelig rigtigt, at VM på den ene side fremstår meget åbent uden helt klare favoritter, samtidig med at det danske hold både har gode muligheder men samtidig står overfor svære opgaver.

Det kan slet ikke nægtes, at Danmarks turneringshalvdel er klart den mest attraktive af de to halvdele. Ikke mindst er vi langt væk fra den virkelige “Dødens Gruppe A” med Frankrig, Spanien, Tyskland, Tunesien og Egypten. Stakkels Bahrain at være i det selskab! I vores halvdel regerer ikke mindst Kroatien, og vi krydser over med Polen og Sverige. Det virker fornuftigt på alle måder – og kunne pege i retning af en decideret kvartfinale mod Sverige.

Der er gjort meget ud af skaderne på det franske hold. Narcisse er ude, men Frankrig er så meget mere, og de er så sandelig et turneringshold. Jeg vil godt vædde på, at de taber en eller måske to kampe undervejs. Men når der spilles semifinaler i Malmö skal de nok være der. Sammen tager de enten Spanien, Island eller Tyskland. Det bliver knivskarpt i den halvdel.

I vores halvdel ser det lidt nemmere ud. Nøglekampen må blive den mod Serbien. Den skal vindes. Vi kender serberne og det tryk, de vil lægge på vores midterzone. En af de store profiler er Momir Ilic fra Kiel, som altid kommer med stort tryk, og som også har et fint blik for stregen. Men der er også Ivan Lapcevic, Ivan Stankovic og Aleksandar Stojanovic at tage hensyn til. Serberne har i øvrigt foretaget endnu et skifte på trænsersiden og fortsætter med at finde de gamle stjerne frem. Denne gang er det Veselin Vukovic, der står i spidsen for holdet. En kantet g hård spiller, der muligvis har lagt endnu et lag disciplin på det serbiske hold. Mødet med ham bliver afgørende for Danmark. Men hvis det danske hold mangler lidt motivation, kan de jo altid mindes denne her:

Danske spørgsmåltegn – og Mikkel Hansen

Jeg har altid hævdet, at det danske hold spillede bedre under Torben Winther men vandt mere under Ulrik Wilbek. Det er muligvis ude på forenklingens overdrev og Wilbek har vænnet sig til at komme hjem fra slutrunder uden medaljer. Lige nu fungerer det danske angrebsspil imidlertid fremragende. Der er ligpesom vendt op og ned på det hele i forhold til guldet i 2008: Angrebet er godt, forsvaret usikkert. Den opskrift plejer ikke at vinde mange titler, selvom det kan være godt at se på. Derfor er der flere alvorlige spørgsmål, der kommer til at afgøre det for Danmark:

1. Skader og ældre nøglespillereDen store generation, der toppede med EM-guldet i 2008, er løbende blevet udskiftet og har valgt at stoppe. Guderne skal vide at Lars Jørgensen og Kasper Hvidt er savnede, men alderen trykker hos dele af den danske trup. Michael Knudsens mange hårde slåskampe på stregen har for alvor sat sig sine spor på hans krop, Kasper Nielsen var god i 2008, men har også døjet med skader. I det hele taget virker nogle af de ældre kræfter for Danmark sårede og lagt fra den optimale form.
2. Det vaklende forsvar. Wilbeks største bekymring er ubetinget forsvaret. Vi har ikke længere en oplagt fire-kæde i midten, som bare kværner derudaf. Slet ikke. Rene Toft og Kasper Nielsen har potentiale, og flere af spillerne har udviklet deres defensive radius. Men på allerhøjeste niveau er der grund til virkelig bekymring. For nogle år siden kunne Lars Jørgensen nogenlunde kontrollere en spiller som Balic. Man kan kun frygte, hvad der vil ske for det danske forsvar, når de møder de helt store drenge.
3. Målmandsposten er et problem. Det må ikke være nemt at være Niklas Landin. Han er måske et af Danmarks største målmandstalenter nogensinde. Men han får godt nok ikke meget tid til at udvikle sig. Denne gang står han og Søren Rasmussen med et enormt ansvar. Koldt vurderet er det en enorm svækkelse af Danmarks chancer, at vi ikke kan kalde på Kasper Hvidt, der så sent som i december, viste umådelig høj klasse for AG. På den anden side får Landin og Rasmussen nu virkelig ansvar og mulighed. De er dog meget svingende og har et lavt bundniveau. Men står de på toppen foran 8.000 danskere, kan de løfte det danske hold til store højder. Det er virkelig et af de store danske spørgsmålstegn.
4. Mikkel Hansen som frelser?. Efter Mikkel Hansen hjemkomst til dansk håndbold er hans næsten trådt ind i frelser-lignende rolle. TV2 spørger: Hvornår er Mikkel verdens bedste? Jeg har set håndbold i alt for mange år og kan ikke mindes at have set en arm som Mikkels. Når han bliver spillet op, scorer han næsten hver gang. De danske playmakere skal finde opskriften til at få spillet ham god og i fart. Men selv ikke Mikkel Hansen er en frelsende engel, og holdet må ikke lure sig selv ind i en tro på, at han kan ordne det hele. Vi skal passe på ikke at ende som Norge, hvor Kjelling altid får bolden, når det brænder på. Det bliver forkrampet og forudsideligt. Vi skal stadig huske, at alle fire danske fløje har høj klasse og at vi med Nøddesbo har en streg i verdensklasse.

Når alt dette er sagt og spekuleret, kan vi i sidste ende skære det hele ud i pap. I sidste ende er der én og kun én nøgle til dansk succes:

De danske målmænd og midterforsvaret SKAL præstere på meget højt niveau. Det kan ikke siges nok. Skal man vinde titler er det storspil nødvendigt. Målmændenes redningsprocent bliver et afgørende pejlemærke. Det er ud fra det fundament, at vi også får alle de ‘nemme’ mål på kontro, som vi er afhængige af.

Det er ikke originalt at udpege målmænd og forsvar som nøglen til succes. Men det er der, Danmark skal vinde. I slutrunderne falder scoringsprocenterne altid voldsomt, pga. intensiteten og det hårde fysiske arbejde. Så når alt kommer alt, kan det hele (hver gang) koges ned til denne enkle iagttagelse: Virker den danske defensiv, kan holdet gå hele vejen.

Konklusioner og forudsigelser

Men at komme dertil bliver absolut ikke nemt. Og som altid står Kroatien, Frankrig og Tyskland til at blive de værste konkurrenter. De olympiske mestre fra Frankrig har været uovervindelige, men kan måske røres denne gang?

Det vil være oplagt at udpege to semifinaler, der hedder Frankrig-Polen og Kroatien-Tyskland. Men helt så enkelt går det sjældent. Fra vores halvdel kan Danmark og Sverige bestemt blande sig med Kroatien, selvom både svenskerne og os virker skrøbelige. Og i den anden halvdel er der hold som Island (med den unge Aron Palmarsson) og Spanien, der vil give alle hold kamp til stregen. Et frækt bud til et højt odds kunne være Island som en uventet verdensmester. Men det ender nok med det ny-klassiske opgør mellem Kroatien og Frankrig i finalen den 30. januar i Malmö Arena.

Konklusion: Det bliver svært men ikke umuligt for danskerne at slå sig igennem til semifinalerne. Et realistisk mål er at blive nr. 7, så der er kvalifikation til OL i sigte. Optimisten vil fremhæve 8.000 danskere, der får Landrin til at flyve til himmels i Malmö. Det bliver tæt, intenst og formentlig meget seværdigt. Og jeg kan overhovedet ikke vente. Lys i januar igen. Og så er der ham der den unge mand med armen. Det er 41 år siden Danmark havde en topscorer ved et VM:

Mere fra VM 2011 her.

Print PDF