Indtil nu har de danske kvinder spillet EM 2010 med en orkanagtig medvind i ryggen. Sejrene over Rumænien og Rusland var imponerende, og allerede før torsdagens kamp mod Montenegro ved vi med sikkerhed, at Danmark kommer til at møde ‘arvefjenden’ fra Norge i semifinalen på lørdag for fulde danske tribuner i Herning.

Dermed får vi det brag af en afslutning på EM, vi kun kunne drømme om, inden slutrunden gik i gang. Personligt havde jeg helst set en finale mellem Danmark og Norge. Det har ligesom et klassisk potentiale i sig. Men når nu ikke Norge kan klare ærterne hele vejen, må vi tage dem allerede i semifinalen. Hvis man vil vinde, må man selvfølgelig slå alle.

Men Norge er virkelig ikke nogen ønskemodstander for Danmark. Bag et massivt forsvar og en fremragende målmand, scorer de uendeligt mange mål på kontra. Til gengæld er deres etablerede spil ikke alt for imponerende. Gro Hammerseng (som Jørn Mader en gang lignede med Bambi på isen) er ikke blandt turneringens markante bagspillere, og trykket fra den norske bagkæde er ikke problemet for et godt dansk forsvar.

Problemet bliver at score mål og passere en Katrine Lunde, der kender de danske skytter alt for godt, og som har evnen til at lukke helt ned og kreere en række nemme kontramål. Det kunne meget vel ende i et regulært ‘shoot-out’ mellem de to målvogtere. Før turneringen ville Norge have været KÆMPE-favoritter forud for en kamp mod Danmark. Sådan er det ikke længere. Semifinalen må betragtes som helt åben.

Tre faktorer bag den danske succes

At semifinalen overhovedet er åben, skyldes et imponerende dansk hold, der har overrasket alle – og med sikkerhed også sig selv. I optakten til EM her på bloggen pegede vi på tre ting, der kunne være nøglen til dansk succes. Og det er jo altid dejligt, når man kan hive i selvforherligelsen, slå sig på maven og sige: “Hvad sagde jeg?”. Det vigtigste er dog, at de mange skeptikere fik aldeles uret. Men det er tre ting, der har vist sig afgørende, og som blot får endnu større betydning til kampen mod Norge:

1. Hjemmebanen. Dette EM har været en næsten skræmmende illustration af, hvad en hjemmebane kan gøre ved et hold. Godt nok mener EHF måske at de danske tilskuere er lidt for larmende. Men både i Aalborg og i Herning har holdet fløjet på en begejstringsbølge. Den gejst kan holde langt – også mod Norge, og specielt hvis holdet kommer godt fra start. Norge skal omvendt satse på en kanonstart og på at gøre hallen stille og danskerne rådvilde.
2. Træneren. Jan Pytlick har endnu en gang demonstreret, at han er en af håndboldens helt store trænere. Måske ikke helt så estimeret som f.eks. Wilbek eller Mikkelsen. Men husk altid på at han har vundet to OL-guld med et materiale, der nok var ringere end Wilbeks. Og husk at han både i 2002 og nu her i 2010 virkelig får maksimalt ud af sit hold.
3. Det (u)forløste potentiale. Skulle dette EM ende med en tredje- eller fjerdeplads er der stadig grund til masser af smil på læben. For EM har vist, at en helt generation af nye spillere står parat til at vinde mere guld for Danmark.

Lørdag kommer den store prøve mod Norge. Det bliver nok ikke kønt. Men det kan blive uforglemmeligt.

Og til lige at varme yderligere op til lørdagens semifinale følger her et længere uddrag fra bogen “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om VM i 1997. En turnering der på banen vil blive husket for en knusende sejr over Norge!

Eksklusivt uddrag fra Kapitel 6 af “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om VM i 1997

Danmark havde med sin fantastiske vindervilje genvundet EM. Men det var et slidt hold, der tog hjem fra slutkampene i Herning. Og en slidt træner: ”EM-stævnet generelt og finalen i særdeleshed havde taget hårdt på mig. Jeg følte, jeg var blevet 10 år ældre på 10 dage og begyndte at spekulere på, om jeg fortsat kunne holde til det utrolige pres, som omgivelserne lagde på mig og holdet. Men jeg besluttede mig til at jeg ville tage VM i Tyskland med, og så tage situationen om til overvejelse igen”.

Sådan følte landstræner Wilbek det efter et hårdt men også helt fantastisk år med sejre ved både OL og EM. Nu var holdet regerende europamestre og regerende olympiske mestre. Nu manglede blot VM, og for det ambitiøse hold var det præcis den motivation, der skulle til for at yde endnu en formidabel indsats i træningslokalet. Et par spillere valgte at takke af. Det gjaldt bl.a. for en kun 23-årig Anja Byrial Hansen, der fulgte sin fodboldspillende mand Per Pedersen.

Men der stod i den grad nye unge spillere klar i kulissen. Det formidable arbejde med plantræningerne, der blev etableret efter lavpunktet i 80’erne, gav nu virkelig pote. Det gav i 1997 en ny stor triumf for dansk håndbold, da det danske ungdomslandshold vandt U-VM i Elfenbenskysten. Dermed blev holdet de første danske verdensmestre nogensinde. Men samme år kom der flere VM-triumfer til. På det unge danske hold var det særlig to kæmpetalenter fra Randers, der gjorde opmærksom på sig selv. Merete Møller var et talent helt ud over det sædvanlige, som meget hurtigt kom med på Wilbeks A-hold, og som lige så hurtigt tilkæmpede sig en nøglerolle på det landshold. Desværre blev hun offer for en af de knæskader, der har holdt så mange dygtige håndboldkvinder væk fra spillet. Hun fik aldrig lov til at vise, hvad hun virkelig kunne blive til. Det gjorde hendes holdkammerat fra Katrine Fruelund til gengæld. Hun var med til at vinde U-VM i Elfenbenskysten, og selvom hun først kom ind i varmen på A-landsholdet lidt senere, så fik hun i den grad chancen for at vise, hvor langt hendes store talent kunne være. Udover de to var der på holdet i Elfenbenskysten også kommende profiler som Christina Roslyng og Karen Brødsgaard. Det U-VM var en bekræftelse af, at det store talentarbejde var en ubetinget succes, som gav forhåbninger om, at de danske kvinder ikke bare skulle leve på to store generationer fra 1987 og 1991. Nu ville en generation fra 1997 også blande sig.

Den tidligere landstræner Ole Eliasen kom senere til Østrig som landstræner, og han har lidt på afstand fulgt den udvikling, som han selv var med til at sætte i gang: ”De andre land er vildt misundelige på den danske model. De har slet ikke den struktur om talentarbejdet, som vi har”. Man kan meget kort slå fast, at den struktur, der blev lagt for talentudviklingen i 1987, har vist sig at give Danmark en klar fordel i forhold til konkurrenterne. Danmark har i en årrække vist sig som førende, når det gælder om at producere talenterne. Til gengæld er nogle af landene særlig på herresiden bedre til at gøre talenter til bærende kræfter på landsholdene.

U-VM i 1997 gav løfter for fremtiden. Men de forsvarende europamestre og olympiske mestre var ikke færdige med at henrykke nationen endnu. Der manglede lige en titel og en pokal til samlingen. Den skulle hentes i Tyskland. Men at vinde et VM er den største udfordring et hold kan tage på sig. VM er ganske enkelt det sværeste at vinde, fordi turneringen med mange hold bliver meget lang og udmarvende. ”VM er det sværeste at vinde, fordi vejen er længere. Det er større at vinde verdensmesterskabet end noget andet, og dette hold var ved VM meget optagede af at vi skulle vinde”, fortæller Ulrik Wilbek. Der er mange muligheder for at fejle undervejs i en så lang turnering, og det fik det ellers uovervindelige danske hold også at føle:

Det hold, der tog af sted mod Tyskland, kunne ikke fås meget bedre. Ti år efter det fantastiske U-VM i Danmark stod Wilbeks hold som et næsten overjordisk vinderhold på toppens af deres formåen. Holdet der spillede i Tyskland er udenfor enhver diskussion det bedste danske håndboldhold, der nogensinde har stået på en håndboldbane sammen: ”Det var det bedste hold, der har været, på alle pladser. Det var det ultimative hold. De var modnede så meget alle sammen, at de alle var på deres karrieres højdepunkt. Der var det kun os selv, vi kunne tabe til”, husker Wilbek om indgangen til det VM. Et blik på formationen siger næsten det hele for en dansk håndboldfan:

Så bliver det nok ikke meget bedre. Angrebsformationen fra VM i 1997 var skræmmende. Det var et hold, en træner og en række spillere, der var på toppen af deres formåen.

Men selvom holdet var helt fantastisk, var det ingen garanti for succes i en lang og opslidende turnering med mange hårde kampe på meget få dage. De tre første kampe gav dog de danske tv-seere det sædvanlige show i primetime lige til æbleskiverne. Kina, Tjekkiet og Slovenien blev simpelthen fejet ad banen. De havde stort set opgivet på forhånd mod den danske overmagt og valgte ikke at give sig fuldt ud, fordi det tydeligvis ikke nyttede noget. Danmark scorede i de første tre kampe ikke mindre end 116 mål. Helt uhørt for en VM-turnering.

Den gode start blev en sovepude for det danske hold. De tre første hold i turneringen havde lagt sig ned i næsegrus beundring for det danske hold. Men det gjorde den fjerde modstander i turneringen ikke. Makedonien var en af de nye nationer på Balkan, og de havde ikke tænkt sig at agere boksebold for den danske overmagt. Dertil var den nationale og sportslige ære simpelthen for stor for den unge nation. Fra kampens start gik makedonerne til kampen. Særlig spillede højre backen Indira Kastratovic måske sit livs kamp mod danskerne. Hende fandt det danske forsvar og de danske målvogtere aldrig rigtig ud af. Og det gik meget stærkt. Indenfor meget kort tid scorede hun fem gange og Danmark var bagud med fire mål. Op til pausen gik det helt galt, og makedonerne kunne gå ud i omklædningsrummet med en føring på 15-8. Men dette hold havde gjort det før og var kommet igen. Det var ikke en af de gange, selvom det i 2. halvleg lykkedes at reducere nederlaget til blot to mål. I sig selv en præstation. Men der var gået skår i den legestuen. Nu skulle holdet pludselig kæmpe sig tilbage i turneringen, og i den sidste kamp i pulje ventede Rusland. Ikke just en optimal timing. Samtidig kom tvivlen snigende ind på holdet: Var man virkelig så gode, som alle gik rundt og sagde, og som man måske selv gik rundt og troede?

Svaret kunne komme i kampen mod Rusland. Men efter kampen mod Makedonien havde et nyt russisk hold fået blot på tanden. Anført af Viborg-spilleren Natalia Deriougina gik Rusland i gang med en indædt kamp mod de danske favoritter. Fra kampen vil Susanne Munk Lauritsen helt sikkert også huske den fantastiske højre fløj Natalia Malakhova, der scorede flere mål stort set fra baglinien. Ved pausen var stillingen 12-12, og den jævnbyrdighed holdt sig hele vejen til slut. Sagen var imidlertid den, at Danmark skulle vinde for at vinde puljen og komme i en ottendedelsfinale mod Elfenbenskysten. Vandt Danmark ikke, blev man kun nr. 3 i puljen, og så stod den på kamp mod Ungarn. Der var meget på spil, og en uafgjort kunne ikke bruges til noget som helst. Til sidst hoppede kæden fuldstændig af for Anja Andersen, der muligvis ikke kunne klare den pressede situation. Indtil da havde hun ellers været bedste dansker med ni mål. Men til sidst gik det galt. Hun inviterede sin direkte russiske modspiller til duel, og den vandt russeren klart. Først fik hun provokeret Anja til en angrebsfejl, hvorefter Anja provokerende stillede sig frem ved 3-meter linien og inviterede russeren til et gennembrud. Den tog russeren imod og scorede til 21-22. Selvom det lykkedes at udligne til 22-22 var det et nederlag, hvor Anja og holdet ikke havde disciplinen og holdbarheden.

Det så skidt ud for holdet, og da Wilbek lige efter kampen blev interviewet til tv, lagde han slet ikke fingrene imellem over Anja Andersens opførsel. Hun fik en skideballe til et par millioner mennesker. Nu stod holdet virkelig overfor en af sine måske største mentale udfordringer nogensinde. Og svaret kunne kun komme fra holdet. Men på dette tidspunkt skete der noget, som for alvor viste den vilje til sejr, som dette hold havde. Wilbek husker udviklingen ved VM på denne måde:

”Det gik for nemt for os i starten. Og så går vi fuldstændig kolde i kampen mod Makedonien. De spillede deres livs kamp i den kamp, og alt gik galt for os. Det der var det spændende var så at kunne ud af de to kampe mod Makedonien og Rusland igen. Der var Anja en nøglefigur, for hun ville vinde. Spillerne tog et møde ved midnatstid efter Ruslandskampen og sagde, at det skulle være løgn. Der var Anja helt vild konstruktiv, og det var nok Anja og Anne Dorthe, der var nøglefigurerne.”

Det var et modnet og meget mere rutineret hold, der nu stod sammen. De ville vinde, og de ville overkomme denne umiddelbare krise. På dette tidspunkt viste holdet for alvor sin karakter. Måske var dette hele denne generations fineste stund. Og det handlede også om den gensidige forståelse, der med årene var bygget op mellem spillere og trænere. Ikke mindst i det evige forhold mellem Wilbek og Anja: ”Vi fik større forståelse for hinanden. Vi havde aftalt efter 1993, at det var mig, der skulle tage tingene med Anja. Så satte vi os ned og så en video sammen. Hun blev meget konstruktiv i den fase, og så kunne hun også selv bidrage med noget. Specielt i 1997 var hun helt overdådig. Måden vi greb det an på gjorde nok, at Anja også blev eksponent for at kunne fortælle de andre om mine tanker. Det var positivt for de andre at høre, at hun godt kunne se, at vi skulle gøre det sådan her.” Anja Andersen er modnet som person, men både dengang som spiller og nu som træner, har hun stadig sine udfald. De kommer som regel, når hun er under pres. Som i kampen mod Rusland i 1997, eller når hun i en ligakamp mod Aalborg bliver presset taktisk af en dygtig træner fra det andet hold. Men der kom ikke flere ved VM i 1997. Nu handlede det om knald eller fald kampene.

Ungarn havde nok ikke ligefrem ventet at skulle møde Danmark så tidligt i turneringen. Det var en dårlig julegave for dem. For det danske hold var det formentlig den helt perfekte modstander, der ville komme med en maksimal udfordring. Det var det rigtige for et hold, der simpelthen ville tilbage i turneringen. Men Wilbek formåede også at motivere holdet på den helt rigtige måde. Indtil da havde holdet dækket godt op i en flad 6-0 formation. Men Wilbek foreslog, at man skulle starte kampen meget aggressivt og offensivt i forsvaret, selvom det traditionelt lå godt til det ungarske overgangsspil. Men idéen var primært at komme hurtigt i gang med kampen med et overbevisende initiativ. Som ved kampen mod Norge ved OL var det en idé, der i den grad kunne motivere og engagere holdet. Kampen i Rotenburg viste holdet fra sin bedste side. Holdet kom meget hurtigt foran, og særlig Camilla Andersen viste sig enorme talent sammen med den unge Merete Møller, der virkelig tog ansvar. Ved pausen førte Danmark 19-12.
Imidlertid kom Ungarn tilbage og midt i halvlegen tog Wilbek en timeout, da Danmark kom førte med to mål. Som altid var tv helt med i den, og de mange tv-seere fik her et sjældent syn. Landstræner Wilbek mistede nemlig for en gang skyld overblikket, da han overså, at Annette Hoffman ikke kunne skiftes ind pga. en skade. I det kritiske øjeblik trådte assistenttræner Kim Jensen til, genskabte roen og fik skiftet de rigtige spillere ind og ud. Det var nok. Danmark kom igen op på en føring på syv mål og vandt kampen 30-25.

Nu var det virkelig et farligt hold, der var vendt tilbage med appetit på VM-guld, og den efterfølgende kamp i kvartfinalen mod Kroatien blev en af den slags kampe, hvor Danmark virkelig satte sig fuldstændig på både kampen og spillet. Ved pausen var det hele allerede afgjort. Danmark førte 14-7, og Anette Hoffmann og Janne Kolling var blandt de danske profiler. Nu var der kun to kampe tilbage, og de foregik begge i Berlin i den nye og flotte Max-Schmeling-Halle opkaldt efter bokselegenden.

Norge havde inden da slået Korea ganske klart i kvartfinalen, og nordmændene spillede den første semifinale i Berlin mod værtsnationen. Det blev en tæt kamp, hvor Norge til sidst kunne sikre sig en finaleplads med en sejr på blot to mål. I den anden semifinale var det tid for revanche. Danmark skulle igen møde Rusland. Men denne gang gjaldt det ikke puljesejren. Nu gjaldt det en plads i VM-finalen. Nu var man tæt på målet, og mere end godt forberedt på det russiske spil. Kampen igennem lykkedes det flot at få blokeret for det stærke russiske stregspil. Men højre fløj Natalia Malakhova fik holdet heller ikke fat i denne gang. Hun var helt uovertruffen ved dette VM.

Det samme var en dansk spiller ved navn Camilla Andersen, der særlig i 1. halvleg ikke satte en eneste fod forkert. Som dansk playmaker fordelt hun spillet formidabelt, samtidig med at hun selv var en enorm skudtrussel. Hun udviklede med tiden en lang række afslutningsteknikker, der gjorde det meget svært for modstanderne at dække hende op. Hun kunne skyde rundt om forsvarerne, over paraderne og bryde igennem med spektakulære gennembrud. Ligeledes betød hendes stil som playmaker, at det danske spil blev både tempofyldt og meget direkte. Der blev ikke spillet meget på tværs i det år. Det foregik med retning direkte mod modstanderne og med stor effektivitet.

Russerne fik den danske hævn at føle. Ved pausen første Danmark med hele 19-12, og opvisningen fortsatte efter pausen. Camilla Andersen scorede sit ottende mål ved at hive et underhåndsskud op i målhjørnet, og ved 22-12 lagde hun et elegant vip ind i feltet til scoring ved Janne Kolling. Danmark spillede håndbold af en anden verden. Men netop som det på banen nærmede sig et uforglemmeligt spillemæssigt højdepunkt indtraf den største tragedie i dansk håndbolds historie.

En psykisk syg tysker havde forvildet sig ind i hallen og var kommet i klammeri med glade danske tilskuere under semifinalen. Pludselig trak han en kniv og stak de to danskere ned. Episoden skete stort set lige udenfor TV3’s studie, og som seer kunne man efterfølgende følge, hvordan den fortvivlede studievært Jens Højbjerg forsøgte at tilkalde hjælpe indefra studiet. På den danske bænk havde man travlt med at nyde spillet på banen, men Wilbek har senere fortalt, hvordan han huskede, at der 10 minutter inde i 2. halvleg blev tilkaldt en læge til tilskuerpladserne. Men indtil videre anede ingen uråd. Kampen fortsatte og Danmark bragte sit i VM-finalen med en sejr på hele 32-22. En fantastisk sejr.

Efter kampen udviklede det sig til en kæmpe tragedie. Allerede ved kampens afslutning stod det klart, at den ene dansker var død, og at den anden svævede mellem liv og død. Landstræneren fik beskeden umiddelbart efter kampen, og viderebragte med det samme beskeden til sit hold i omklædningsrummet. Fra jubel det ene sekund til fuldstændig forfærdelse det næste. Selvom det er en kliche, så blev spillet med den lille runde pludselig ikke så vigtigt mere. Flere af spillerne begyndte spontant at græde. De havde netop spillet drømmehåndbold, og derefter blev de mødt af en så frygtelig besked.

Det stod selvsagt klart, at man var havnet i en helt ekstraordinær situation for håndbolden som helhed. Og fordi der var tale om danske ofre, hang en stor del af beslutningen om det videre forløb også på det danske hold. Man fik indtil kl. 23 om aftenen til at beslutte, om man ville spille eller ej. Spillerne var i vildrede på hotellet. På den ene side var håndbold ikke ligefrem det, der lå ligefor. På den anden side var netop håndbold og et VM-guld den bedste måde at ære de to danske ofre. Da klokken nåede 23. ringede Wilbek til forbundets Gunnar Knudsen og bekendtgjorde, at man spillede. Det blev en sen nat, hvor spillerne brugte en stor del af natten til at tale ud om dagens vanvittige begivenheder.

Da holdet stod op sent på finaledagen søndag den 14. december 1997 fik man en besked, der gjorde sit til at gøre dette til en historisk dag for håndbolden. Via Marianne Flormann, der var med til VM som kommentar, havde en af de pårørende givet en kort besked: ”Spil – og gå så ud og bank de nordmænd!” Opladningen til kampen blev selvsagt helt anderledes end til en hvilken som helst anden kamp. Men der blev tid og overskud til et meget kort taktikmøde. Og selv i denne yderst presse situation havde Wilbek overskud til måske et af sine allerbedste taktiske træk nogensinde. Taktikmødet tog 10 minutter. Men indholdet i mødet var nok til at fuldstændig at stække nordmændene. Ved OL havde han afgjort kampen meget tidligt ved at være taktisk foran fra starten. Denne gang opdagede nordmændene det slet ikke: ”Jeg talte med dem efter 97-finalen og spurgte ”Lagde I ikke mærke til, hvad vi lavede?” Det havde de ikke lagt mærke til. Vi dækkede med seks mand indenfor fire mands plads og lod fløjene stå. Vi var rystede over at de ikke havde lagt mærke til det. Vi havde altid en ny overraskelse klar til dem”, fortæller Ulrik Wilbek.

Genialiteten i det skaktræk viste sig først for alvor efter pausen. De to hold lagde meget naturligt forsigtigt ud i den respektfulde atmosfære i Max-Schmeling-Halle. Der var ingen musik efter et mål men blot en uhyre respekt for de efterladte også efter at kampen blev indledt med et minuts stilhed. Et minut der tærede hårdt på de sidste mentale kræfter for en række af de danske spillere. Dette var ingen almindelig håndboldkamp. De to hold følges ad til 6-6. Men så brænder den store skytte Tonje Sagstuen et straffe, og Danmark bragte sig stille og roligt i front med 9-6. Det skifte i kampen kom nordmændene sig aldrig over, selvom der ved pausen stadig kun var tre mål imellem holdene. I halvlegen bad Wilbek sit hold om at dække endnu mere radikalt ind mod midten og simpelthen lade de norske fløje stå. Det skabte vild panik hos nordmændene. Normalt burde fløjene jo bare piske indover og score, men de norske fløje brændte og til sidst fik de slet ikke bolden. Det blev et spil indover midten, hvor danskerne hele tiden var i overtal. Og det blev til decideret dansk opvisning. Det danske forsvar, mesterligt anført af Anne Dorthe Tanderup og Tonje Kjærgaard, fik fat i det hele og selv ikke en norsk timeout kan forhindre at Danmark bringer sig videre foran med 24-16. Det lignede og var en egentlig nedspilning af nordmændene, som blev afsluttet i ren opvisningsstil med to målgivende vip. Kampen endte med 33-20 til Danmark. Den største sejr nogensinde i en VM-finale. Og en kamp som blev overværet af 2,7 mio. danske tv-seere.

Det havde man ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig ti år tidligere, da hele epoken startede ved U-VM. Men nu var selv de allervildeste drømme gået i opfyldelse, selvom det havde haft sine omkostninger. Nu stod man som europamestre, olympiske mestre og verdensmestre. Det var et højdepunkt i dansk håndbolds historie. Og hvis man gerne vil slutte på toppen, var dette et helt perfekt tidspunkt. Så det var selvfølgelig, hvad Ulrik Wilbek at gøre. Han havde for så vidt allerede meddelt sin beslutning til forbundet, men det var først dagen efter finalen, at spillerne fik beskeden. Han og holdet var nået til vejs ende på en helt utrolig tur, og snart fulgte flere profiler som Susanne Munk og Anja Andersen efter. VM i Tyskland blev reelt ”sidste nat med kliken” og et på alle måder vemodigt og dog fantastisk højdepunkt. Det spil man havde vist i de afsluttende kamp var helt enestående. Det var ikke bare det at man vandt. Det var i den grad også måden det blev gjort på.

Print PDF