Det sidste store album – anmeldelse af Radioheads “OK Computer”

Radiohead var for en tid kendt som bandet med hittet ”Creep”. Siden lavede de The Bends. En stor skive med mange melodier. I 1997 kom så det album, som mange betragter som et af rockhistoriens allerstørste. Med OK Computer skabte Radiohead lydsporet til deres tid og satte helt nye standarder for, hvad man kan med cd-formatet. Et værk af de helt få.

Radiohead OK ComputerDer er mange gode grunde til at lytte til OK Computer. Der er gode sange, finurlige indfald, inderlighed og ironi. Men OK Computer er først og fremmest et stort sammenhængende album. Måske det sidste af sin slags inden mp3-formatet tog over og sprængte albumformatet itusind stykker.

Forfatteren Dai Griffiths hævder i sin bog om OK Computer, at Radiohead opløste albummet, som vi kender det og for første gang udfordrede cd-formatet. Men måske er det mere præcist at sige, at Radiohead med OK Computer skabte rockens sidste store album.

Efter at gruppen med The Bends havde vendt blikket indad med en række smukke emotionelle hymner, blev fokus et noget andet med OK Computer. Blikket er vendt mere udad i en række polaroide snapshots af en verden i forandring. Skal man forstå, hvad der rørte sig i 90’erne, er OK Computer et meget godt sted at starte. Her farer verden forbi i rasende fart, computeren taler til os, og det enkelte individ hvirvles fremmedgørende afsted uden mål og med. Mens britpoppen klingede af og Oasis blev inviteret med ind i Tony Blairs nye Labour som posterboys for Cool Britinia tog Radiohead afsted til mere håbefulde steder.

Radiohead ønskede en helt ny lyd og tilgang. Hele indspilningsprocessen blev radikalt forandret og foregik på landsteder langt væk fra byen og modernitetens kværnen på bandets eget udstyr. Det ledte vej til en mere eksperimenterende lyd og leg med den electronica,
der altid havde fascineret bandet.

Radiohead under indspilningen af Ok Computer

Mange betragter Radiohead som et studentikost udkrads fra Oxford. De glemmer bare, at der bag de soniske ambitioner ligger fantastiske sange og melodier gemt. Allerede i 1995 fik vi med sangen ”Lucky” et varsel om, hvad der var på vej. En original idé og en tilstand, det er svært at ryste af sig:

Pull me out of the aircrash,
pull me out of the lake,
’cause I’m your superhero.
We are standing on the edge.

Det er umuligt ikke at tænke på en figur som Douglas Coupland, når man hører OK Computer og ikke mindst betragter hele art-worket fra pladen. Det er den radikaliserede post-modernitet som kunstnerisk udtryk. Alt er fragmenteret, men midt i det hele banker hjertet og et spirende håb. På en gang håbefuldt og desperat omkring Thom Yorkes virkningsfulde udtryk.

Første single fra skiven var ”Paranoid Android”, der med en spilletid på 6:23 og en kompleks struktur nærmest må betegnes som en anti-single. Men på den måde meget betegnende for en kompromisløs tilgang, hvor der kræves noget af lytteren. Det her er ikke musik, der gør sig godt som baggrundsmusik. OK Computer skal høres højt og som en helhed. Gør man det, vil man opleve en kunstnerisk sammenhæng, der ikke findes meget bedre.

At opleve OK Computer er i sidste ende håbefuldt. Det er beviset for, at rocken som udtryksform stadig giver mening, og at der også i et nyt årtusinde kan laves store plader.

Radiohead viste vejen frem og gjorde rejsen fuldendt tre år senere med Kid A. Succesen med OK Computer blev næsten tyngende for orkestret, og desværre åbnede den succes for en syndflod af elendige kopibands, der prøvede at ramme Radioheads tone. I de tretten år siden OK Computer er albummet blevet skamredet af både inden- og udenlandske bands, der ikke er i nærheden af det niveau Radiohead altid har befundet sig på. OK Computer vil for altid stå som et af 90’ernes store højdepunkter og et af rockens helt store albums.

Leave A Comment

%d bloggers like this: