VM uden den store fortælling efter første runde

Sepp Blatter og Vuvuzelaen

Ethvert VM har din grundlæggende fortælling. Dette VM har endnu ikke fundet sin. Så i mellemtiden har vuvuzelaen ikke helt overraskende stjålet hele (lyd)billedet.

Slutrundens første runde har mildest talt været afdæmpet og uden de store oplevelser. Engelske medier og kyndige kommentatorer er allerede meget afmålte. Men de glemmer, at til et VM er forventningens glæde ofte den største, og vi skal altid igennem en vis ørkenvandring, før de store oplevelser kommer. Hvert VM kommer med 5-6 store kampe og en eller to bærende fortællinger. Dem har vi ikke set endnu, men et bud kunne være:

  • Kommer der et afrikansk gennembrud? Kan Elfenbenskysten slå sig forbi Portugal i ‘dødens pulje’?
  • Er dette VM endnu en illustration af, at de store Champions League stjerner har svært ved at blomstre oven på en lang sæson?
  • Kommer vi overhovedet til at huske andet end vuvuzelaen fra dette VM?

Indtil videre er det vel egentlig kun Tyskland, der for alvor har imponeret med et ungt og inspireret hold. Men ellers har den første runde givet flere spørgsmål end svar. De fleste puljer virker pivåbne, og det borger godt for den følgende runde, hvor en række hold skal have sejre (f.eks. Danmark). Men det har indtil videre ikke været et VM, hvor de offensive kræfter har været i hæjsædet. Eller måske skulle man mere præcist notere, at afslutningerne mangler en del. Der har været meget snak om bolden, men måske mangler der blot kvalificerede afslutninger? Måske skal der bare skydes noget mere på mål?

Selv har jeg mest haft lejlighed til at følge VM på nettet og på P3. Det har indtil videre været en fornøjelse, og man slipper også for at høre på ofte kedsommelige danske kommentatorer. The Guardians live-opdateringer og podcasts er kostelige, og BBC har også en fin daglig udsendelse med fokus på det engelske hold. Så det er VM på alle kanaler døgnet rundt, og på vej ind i anden runde begynder vanviddet først for alvor nu.

Lørdag skal det danske hold så for alvor vise, om det har noget at gøre ved VM. Jeg var egentlig positivt overrasket over indsatsen i specielt første halvleg. Den viste igen, at vi med Morten Olsen formår at få meget ud af lidt. Men vores angrebsproblemer er helt uomgængelige. Spiller Bendtner ikke op til sit niveau, er vi færdige. Der skal skabes chancer, der skal scores mål, hvis man vil noget til en slutrunde. Bortset fra det virker de afrikanske løver nu ikke skræmmende…..

Mere VM her

Comments
One Response to “VM uden den store fortælling efter første runde”
  1. Tyskland spillede virkelig godt i sin kamp, synes jeg. Og Argentina viste også momentvist fremragende spil! Især den måde de kom stormende på i starten af kampen var dejligt at se på. Messi var også rigtig god, og selvom han brændte en del chancer, så lover det rigtig godt. Deres forsvar så dog lidt skrøbeligt ud.

    De afrikanske hold har jeg ingen tiltro til overhovedet.

    Angående kommentatorerne, så synes jeg Martin Laursen er SÅ intetsigende at høre på og så har det været tæer krummende at se Mads Steffensen som mikrofonholder på DR.

Leave A Comment

%d bloggers like this: