Debatindlæg skrevet til Information den 15. juni 2010

De seneste ti års helt dominerende ideologi har været oprindalismen. Tanken om at man kan skrue verden tilbage til før alting gik af lave, har fuldstændig domineret den politiske forestillingsverden. Oprindalismen har vundet adskillige valg, og har nu sat sig på den politiske dagsorden med betontung konsekvens.

Op igennem 90’erne gik der meget tid med at forstå en verden i stor forandring. Vi var i et ukendt landskab, hvor usikkerheden herskede, og hvor det var nemmest at navigere videre efter de gamle kort. Og jo vildere forandringens vinde blæste, desto større blev angsten for, at noget helt afgørende var ved at løbe os af hænde. Så i stedet for at forsøge at forstå disse forandringer offensivt, blev svaret op igennem 90’erne at søge tilbage til familieværdier og moral, nationalitet og etnicitet. Det blev ingen klogere af, men oven på 9/11 var det en effektiv politisk strategi.

Oprindalismen vendte tilbage med stor styrke og løfter om at skrue tiden tilbage til dengang, hvor der var sammenhængskraft, lokale købmænd og helst ikke for mange medborgere med underlige religiøse tilbøjeligheder. Kursen blev sat, og den har ført til et dramatisk u-sving tilbage i tiden. Derfor kan vi i Danmark i disse år bruge meget tid på at diskutere dansk identitet, triangler i kulturverdenen og en fyrre år gammel hesteslagtning.

Oprindalismen er imidlertid ikke noget nyt fænomen. Den har altid ledsaget store forandringer. I oldtidens Grækenland var det filosoffen Platon, der i en tid med destabilitet skuede tilbage i tiden, og dér fandt sit svar på hans samtids problemer. I de for længst hedengangne bystater i Sparta og på Kreta fandt Platon et ideal for den ukorrumperede stat, hvor alting ikke flyder, og hvor den kloge filosof kunne styre sine heroiske undersåtter.

Senere, i oplysningstidens Frankrig, var det Jean-Jacques Rousseau, der tog tråden op fra Platon og gik imod tidens stålsatte tro på fornuften og fremskridtet. Rousseau pegede meget modigt og genstridigt på, at noget yderst vigtigt gik tabt i den moderne udvikling, han stod lige midt i. Også han levede i en tid med omsiggribende forandringer på alle niveauer, men hvor oplysningsfilosoffer som Voltaire lovpriste fremskridtet, fremførte Rousseau det kontroversielle synspunkt, at den forfinede civilisation ikke første til en forædling af menneskene, men derimod til en korrumpering. Rousseaus idyllisering af en svunden guldalder før ridderlige mennesker korrumperedes, blev bl.a. en af inspirationskilderne for romantikken og senere for bl.a. Karl Marx.

Her i det nye årtusinde trives oprindalismen imidlertid som aldrig før. Der er noget svært dragende ved forestillingen om, at der findes noget oprindeligt godt, vi undervejs i vores accelererende udvikling har mistet. Det er den store syndefaldsmyte, hvor kulturen eller civilisationen er uddrevet fra paradis, og hvor det nu gælder om at finde vejen tilbage, inden det er for sent.

Her i Danmark handler den styrende oprindalistiske idé om, at Danmark frem til og med 50’erne var et sammenhængende folk, vokset frem af den danske mulds tusindårige historie. Dette folk udviklede et retfærdigt og harmonisk samfund under ledelse af folkelige ledere som Thorvald Stauning og H.C. Hansen. Men i 1960 indtraf syndefaldet. Hansen døde og kulturradikale akademikere vendte folket ryggen, overtog magten og sprængte den nationale harmoni i tusind rationelle stykker.

Siden har det handlet om at genetablere harmonien i en bitter kamp mod det kulturradikale parnas. En bitter kamp, der for åndelige kæmper som Søren Krarup kulminerede i systemskiftet i 2001. Siden har den oprindalistiske syndefaldsmyte bare vokset sig stærkere og stærkere.

I bogen ”Mit liv som dansker” fortæller kommentator Ralf Pittelkow f.eks. den tårevædede historie om, hvordan han lod sig forlede ud i en marxistisk blindgyde, mens han glemte alt om de oprindelige værdier fra barndomshjemmet i Sønderborg. Og senest er Kasper Støvring flyttet til Sorø og har med bogen ”Sammenhængskraft” kastet sig ud i storstilet forsvar for det gode, nære samfund med sunde værdier i forsamlingshuset og fodboldklubben.

Så mens verden accelererer fordi os, dyrkes en tåget oprindalistisk forestilling om H. C. Hansens folkelige Danmark. Ingen nærer den mindste ambition om at forstå den omkringliggende verden. I stedet iklæder vi os oprindalismens tågede briller, og på den begavede måde er vi da helt sikre på ikke at kunne se vores samtid, når vi på forhånd har fastlagt, at verden er af lave, og at Klaus Rifbjerg er den onde bagmand.

Hårdføre sjæle vil ikke tvivle med at trække overbærende på skuldrene og tørt konstatere, at alt det oprindalismen drømmer om, er forsvundet for længst. Drømmen om folkelig sammenhæng er intet andet end fantomsmerter. Problemet er blot, at oprindalismen har sat sig så effektivt på den politiske dagsorden, at det er blevet kropumuligt at tænke en ny og måske ligefrem mere offensiv tanke for Danmark. Tænk nu, hvis noget går tabt?

Med en så dominerende ideologi har vi effektivt afskåret os fra at se igennem tågen og forstå den omskiftelige virkelighed, der omgiver os. Vi befinder os permanent i oprindalismens drømmeverden, hvor der altid er svenske-kamp i Idrætsparken, og naboen altid har en ekstra skål sukker.

Imens tordner verden forbi vores lille Frilandsmuseum.

Print PDF