VM når det er størst – kronik i Jyllands-Posten

Kronik skrevet til Jyllands-Posten ved VM’s åbning 11. juni 2010

Et VM er aldrig vigtigere, end når man er tolv år gammel. Nogle kan huske Pelé eller Cruyff. Andre voksede op med storhed og nederlag, da Brasiliens tabte generation røg ud i 1982.

Tegning fra Jyllands-Posten - jp.dk

Den engelske forfatter Nick Hornby har engang beskrevet VM i Mexico 1970 som det uopnåelige platoniske ideal for fodbolden. I den tynde mexicanske luft mødtes alle de store, og stjernen over dem alle Pelé lyste op og kunne hjemføre Jules Rimet pokalen som Brasiliens retmæssige ejendom efter den tredje sambatriumf på tolv år. VM i 1970 var den endegyldige triumf for den kreative individualitet.

Hornby var tretten år den sommer, og i Guadalajara forsøgte de regerende engelske verdensmestre heroisk at stoppe brasilianerne. Gordon Banks præsterede alle tiders bedste redning på Pelé ellers perfekt udførte hovedstød. Lige lidt hjalp det. Selv ikke Bobby Moores berømte tackling af Jairzinho kunne stoppe den brasilianske magi. Tilmed stod Italien og Tyskland i semifinalen for, hvad mange ellers forsigtige folk anser for at være den bedste fodboldkamp. Nogensinde. 1970 i Mexico blev et VM, som med tiden har antaget mytiske dimensioner. 1970 er drømmen om storhed og kreativitetens sejr over den negative kalkulation, der havde fejret italienske triumfer i Helenio Herreras lukkede æske af et Inter-hold i 60’erne.

Totalfodbold

Der findes også de flamboyante typer, der for altid lever i totalfodboldens verden i Vesttyskland 1974 – og i det godes orange kamp mod de alt for pragmatiske tyskere. Hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvad totalfodbold var for noget, eller hvis man gerne vil se hvad Johan Cruyff egentlig kunne, så er det bare med at se de første minutter af finalen fra München.

Holland giver bolden op. Med det samme løber Berti Vogts op og klæber sig til den hollandske ener. Ham skal han følge. Hollænderne holder bolden i egne rækker. Til sidst ender Cruyff som absolut bagerste mand, og i ét rush pløjer han sig gennem det tyske forsvar med Vogts på desperat jagt efter ham, ind i feltet, og så fælder tyskerne ham til straffespark. 1-0 til Holland uden at tyskerne én eneste gang har rørt bolden.

I sidste ende fældede hollændernes arrogance dem. Tyskernes egen benhårde maoist Paul Breitner har siden fortalt, at det tyske hold efter den start var helt igennem groggy, og at hollænderne kunne have stækket dem endeligt allerede dér. I stedet kom tyskerne selvfølgelig stærkt og indædt tilbage. Det gør de som regel.

Konfetti

Men for mig er alt det anderledes. Det første, som brændte sig ind i min bevidsthed, var en bane i Buenos Aires svøbt i konfetti og drama i 1978. Og så Mario Kempes, der i den forlængede spilletid mod Holland sænkede de oranges totalfodbold til militærjuntaens fulde tilfredshed. Generalerne havde håbet, at en satsning på VM ville få verden til at tænke på andet end menneskerettigheder. De tog fejl. Men den dag på var det Morricones ”Argentina El Mundial”, der blev sunget.

VM i 1978 blev aldrig så mindeværdigt som de to foregående slutrunder. Beckenbauer og Pelé dansede på Studio 54 i New York, og imens købte generalerne sig til den nødvendige 6-0 sejr over Peru. Men fire år senere var storheden tilbage. For en tid.

El Salvador og Norman Whiteside

Et VM bliver aldrig så vigtigt, som når man er omkring de tolv år. Aldrig kan nogen begivenhed på en fodboldbane komme til at rumme så meget betydning. Det bliver aldrig så vigtigt igen. Der kan komme nok så mange klaphatte til undervejs. Det får aldrig samme betydning. Og da jeg var på vej mod de tolv år, var der VM i 1982 i Spanien.

Min optagethed af det VM var utvivlsomt større, end sundt er. For nogen dreng. Det startede med, at jeg byggede mit eget VM-studie derhjemme i stuen, komplet med speakerbord og alle mine noter. Min mor må have kigget med stor forundring på en dreng, der ommøblerede stuen og fyldte den med noter om El Salvador, den sovjetiske startopstilling og Nordirlands Norman Whiteside. Men jeg fik lov. Også hun kunne mærke, at det her var noget særligt.

Måske kom denne besættelse af flere års stædig indtagelse af både Alt om Sport og Tipsbladet. En slags dobbelt afhængighed, der fuldstændig forskød perspektivet. Jeg indtog mit stof intravenøst. Mine helte var Frits Ahlstrøm og Per Høyer Hansen. Hos dem kunne man læse alt om Copa America og styrkeforholdet mellem de sydamerikanske hold. Siden da har jeg altid betragtet Uruguay med ærefrygt.

Det største hold

Men der var specielt et hold, alle glædede sig til at se. Der var et hold, som stak ud. Der var et hold, som alle talte om, og som alting drejede sig om. Deres træner var Telê Santana. Og forud for VM havde holdet lammetæmmet samtlige træningsmodstandere. Det var oven i købet sket med legende lethed. Brasilien var slutrundens helt store favoritter.

Brasilien

Et hold fyldt med profiler og teknisk kunnen af en anden verden. Et hold der ikke blot nedspillede sine modstandere, men undervejs fik dem til at ligne statister til en træningssession på stranden i Rio. Santana var ingen blåøjet angrebsidealist. Men han havde på sit hold en overflod af spillets største individualister. Og han valgte at lade dem blomstre. Deri lå både holdets storhed og fald.

Telê Santana kunne stille med en midtbane bestående af anfører Socrates ved siden af Cerezo og maskinmesteren Falcao. Og foran dem Serginho og Eder – med Zico som en fri offensiv kraft. Flamengo-stjernen var Péles naturlige aftager i nr. 10, og op til VM blomstrede hans evner som iscenesætter.

Med så gode spillere blev der ikke talt meget om systemer og defensiv organisering op til det VM. Bortset fra angrebsbacken Junior kan få huske forsvarsspillerne på det brasilianske hold (Valdir Peres, Leandro, Oscar og Luisinho).

Der blev til gengæld skrevet rigtig meget om strandfoldboldens indflydelse på holdets overlegne teknik. Og alle friske drenge kunne historien om Éder de Assis, der helst trænede i bare fødder, hvor han kanonerede boldene af sted med enorm kraft. Det var en helt, man kunne forstå på et hold, der næsten var for godt til at være sandt.

Skabelon for et VM

I 1982 lærte jeg imidlertid på den hårde måde, at forventningens glæde ofte er den største. Et VM har sin egen logik. Et VM er drømmen om storhed. Og VM starter allerede omkring årsskiftet, hvor det pludselig går op for alle fodboldelskere, at det her bliver et godt lige år.

Så følger lange måneder med skadesberetninger og vurderinger. Man starter altid med de store nationer. Hvor står Brasilien? Kan Italien overraske igen? Kan Frankrig og Holland skabe en slagkraftig enhed? Hvem er outsiderne? Bliver dette VM endelig Afrikas gennembrud? Og var der ikke noget med, at England en gang har vundet VM?

Bagefter kommer de mere perifere vurderinger. Schweiz skal analyseres. Selvfølgelig. De enkelte værtsbyer undersøges. Og pludselig opdager man, at man ved meget mere om japansk fodbold, end man egentlig havde lyst til. Til sidst sidder holdene, puljerne og turneringsplanen på rygraden. Til sidst er der ikke en eneste af de indledende matcher, der ikke er livsnødvendige og indeholder små indbyggede dramaer. Til sidst er man bristefærdig.

Så kommer endelig åbningskampen. En garanteret lidelse for alle involverede. Det mest interessante ved åbningskampe ender ofte med at være tv-grafikken og produktionen. Hvilke elementer bliver gennemgående for dette VM? Mange vil f.eks. huske den prikkede grafik fra VM i 1990. Hvad bliver dette års grafiske kendetegn? Og hvad er der sket med super slow denne gang?

Derefter går det løs. For alvor. Alt det, man har ventet på. Alt det, man har forberedt sig på. Pludselig eksploderer det hele med adskillige kampe hver eneste dage. Det går alt for hurtigt, og efter en uge er man helt opslugt i rutinen med kampe flere gange i løbet af dagen. Dagene får pludselig en ny rytme, og man indretter sig efter VM’s ur lige så stille. Umærkeligt leves sommerlivet på en ny frekvens, og man bemærker næsten ikke, når et desperat hjemligt pressekorps når til det obligatoriske interview med tredjemålmanden.

Og så er det pludselig slut igen. Pludselig kommer der pauser mellem kampdagene. Pludselig bliver der så tomt igen. Men det er her, man skal passe virkelig på. Det er her, svage sjæle falder fra. F.eks. er der nogen, der tager på sommerferie, når juni bliver til juli. Det er en stor fejl. For det er netop på dette tidspunkt, at VM bliver mest interessant.

Når slutkampene begynder, er der kun de gode hold tilbage. Og de bedste kampe spilles ofte i kvart- og semifinalerne. Her gælder det om at være klar for alvor. Til sidst bliver VM en udholdenhedsprøve efter det indledende kamporgie. Men for dem, der har kræfterne, er der altid noget at hente til sidst.

Zico

Da alting sluttede

Denne skabelon var i høj grad brugbar for VM i 1982. Efter en sløj åbningskamp med de forsvarende mestre, var alles øjne rettet mod Brasilien. De skuffede på ingen måde. I deres første kamp stod de overfor et stærkt sovjetisk hold. Det blev en kamp med to af VM-historiens bedste mål. Med tre minutter tilbage af kampen hoppede Socrates elegant over bolden, hvorefter Eder med en kattepote løftede bolden op til sig og en kanon af helflugter bag Dasajev.

Det viste sig hurtigt, at min forberedelse på El Salvador nok var skønne spildte kræfter. Den fejl gør man ikke to gange. Til gengæld fortsatte den brasilianske fest med sejre over Skotland og New Zealand. Det var præcis så godt, som man kunne have drømt om. I de andre puljer luskede Italien og Tyskland sig videre. Italienerne efter tre uafgjorte kampe og tyskerne efter en skandalekamp mod Østrig.

På den måde magede det sig således, at de brasilianske darlings kom i en mellemrunde med arvefjenden fra Argentina og et såret italiensk hold, som af den hjemlige presse blev hængt ud som homoseksuelle slapsvanse. På Espanols hjemmebane i Barcelona gik ”dødens gruppe” C i gang, mens juni blev til juli. Og efter at både Italien og Brasilien havde slået Argentina, skulle det hele afgøres den 5. juli. Brasilien kunne nøjes med uafgjort. Var der overhovedet nogen udenfor støvelandet, der holdt med Italien den sommerdag?

Det blev en dag, hvor en 12-årig dreng fik en lærestreg for livet. En italiener med nr. 20 på ryggen havde ikke tænkt sig at lade skønheden vinde. Paolo Rossi havde stort set ikke rørt på sig hele turneringen. Den dag placerede han sig klogt væk fra et sløset brasiliansk forsvar og scorede tre gange. Den dag døde idealet om det smukke spil fra 1970. Den dag på Estadio Sarriá stod det smerteligt klart, at inspireret fodbold ikke er nok, hvis man vil vinde titler.

Men selv i det mest svidende nederlag ligger en skønhed. Vi der elskede Brasilien i 1982 udviklede en fodboldmelankoli, men normalt kun finder hos fans af håbløse klubber i den engelske Football League One.

Brasilien vandt fodboldhjerterne. Italien vandt titlen. Siden har jeg ikke holdt med Brasilien. Der kommer aldrig et hold igen som denne tabte generation. Men hvert fjerde år tænker jeg: Bare jeg var tolv år igen.

Se kronikken i pdf-format her
Mere om VM her

Comments
2 Responses to “VM når det er størst – kronik i Jyllands-Posten”
  1. stytzer says:

    Fremragende indlæg! Jeg var 13 og kan nikke genkendende til det hele…

    Kan huske, hvordan mine forældre “tvang” mig til at købe et lille fjernsyn (for mine egen penge) til mit værelse, så jeg kunne bure mig inde der og sluge kamp efter kamp.

    Har aldrig helt tilgivet Cerezo for hans “frispilning” af Rossi.

Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. [...] Det er nu, man skal holde fast. Fra og med i dag går VM ind i den afgørende fase. Fra og med i dag, ændres rytmen. Fra og med i dag er der ikke længere flere kampe om dagen, hver eneste dag. Det er nu, svage sjæle falder fra og begynder at tænke på sommerferie, tenniskampe og cykelløb. [...]



Leave A Comment

%d bloggers like this: