Det danske hold har skramlet sig noget frem mod VM. For første gang nogensinde har Morten Olsen tabt to landskampe i træk som landstræner. Det har skabt en stemming af nærliggende undergang og tre kampe og så i bad. Men at det danske hold kommer noget ramponeret ind i en slutrunde, er ingen nyhed. Ældre læsere vil f.eks. huske, at det succesrige 1984-hold tabte med hele 0-6 til Holland frem mod EM i 1984.

Derfor skal man ikke lægge alt for meget i, at Danmark har vist svingende takter i optakten. Det er dog svært at påstå, at det danske hold indeholder de samme kvaliteter som de hold, vi tidligere har sendt til VM. Det vrimler ikke med spillere fra succesfulde europæiske topklubber. Men fra Simon Kjær og Daniel Agger over Christian Poulsen til Nicklas Bendtner kan der tegnes en akse af høj kvalitet.

Dermed er det også sagt, at disse spillere skal være skadesfri og på toppen, hvis man overhovedet vil gøre sig forhåbninger om at slå sig videre fra gruppen. Vores lodtrækning er dog ikke umulig, og det ligner et held, at vi har Holland i den første kamp med eller uden Robben. Det kunne pege i retning af en heldig uafgjort. Derefter bør det være muligt at slå både Cameroun og Japan.

Det mest bekymrende er Bendtner og vores angreb. I de seneste træningskampe har det danske angreb set helt ufarligt ud. Der skabes alt for få muligheder, og det er efterhånden meget længe siden, at Danmarks forreste har scoret. Konklusionen synes derfor at være, at vi skal have Bendtner med i topform for overhovedet at have en chance for at klare os videre. Og han virker fortsat for skrøbelig til at kunne drive holdet fremad ved egen kraft. Han har selvsagt troen på det, men dette bliver hans unge fodboldlivs hidtil største udfordring.

At det lykkedes Morten Olsen at kvalificere holdet i en meget svær pulje må vel betagnes som en af de største trænerpræstationer nogensinde i dansk fodbold. Olsen har overhovedet ikke det materiale, tidligere danske trænere har haft at gøre godt med. Slet ikke. Hvor holdet i 1986 langt ud på bænken bestod af spillere, der spillede afgørende roller i Europas største klubber, har vi nu fat i spillere, er bruger mest tid på bænken i mellemklubber eller somlige er rykket ud af den danske superliga. Det er ikke pragende, og vi kan på alle måder prise os lykkelige over, at vi har en så dygtig trænerstab. Det bliver bestemt nødvendigt at hive alle taktiske finesser op af pose undervejs. Og lad os endelig spille uendeligt defensivt og ubehageligt. Vi har ingen forpligtelse til at underholde nogen.

The Guardians uforlignelige podcast havde i øvrigt en interessant observation om det engelske hold. Hvis man ser bort fra 1966 har England kun en gang slået en tidligere verdensmester. Og når det gælder et VM skal man banke flere af dem for at vinde. Ser man på hele VM-historien er der nemlig en gennemgående tendens: De store nationer har det med at vkomme langt.

Her er det sjovt at tænke på, at Danmark i kun tre VM-optædener har slået hele tre tidligere vindere (Uruguay, Tyskland og Frankrig). Hvis det lykkes at slå sig igennem den indledende gruppe (og det har vi jo altid gjort), så venter de store hold – formentlig i skikkelse af Italien. Men Italien kunne være et hold, der ligger godt til os.

Konklusion: Hvis ikke vi får nøglespillerne klar, tror jeg, at vi får problemer med gruppespillet. Men kommer spillet til at køre som i dele af kvalifikationen, kan Danmark sagtens komme til at overraske videre fra gruppespillet. Men VM er VM, og der sker aldrig ting som i 1992. Et mirakel kommer en gang imellem med mange års mellemrum. De kommer sjældent flere dage i træk.

- Mere om VM her

Print PDF