Optakt til VM 7: Et magisk øjeblik i fodboldens historie

Diego Maradona og træner Carlos Bilardo

Der er mange, der kan drible. Og fodbolden har haft mange enere. Men der er ingen, der har spillet med en så dræbende en effektivitet som Maradona i 1986. I løbet af få minutter sænkede han England. Først med “Guds hånd” og kort efter med “Århundredets mål”. VM i 1986 tilhørte Diego Armando Maradona. Egenhændigt. Alle kendte til hans geni – helt tilbage fra VM i 1978, hvor han som 17-årig lige nøjagtig ikke kom med i hjemmeholdetstrup. Alle vidste, at Maradona var fodboldens store personlighed. Men frem til 1986 var han mest kendt for skuffelsen og det røde kort ved VM i 1982. I Mexico skrev han sig umiskendeligt ind i historien.

Den nye træner Carlos Bilardo samlede et hold efter en helt anden filosofi end César Luis Menotti. Bilardo så på fodbold på en noget mere nøgtern måde. Han organiserede sit hold meget effektivt, og sørgede for at holdets ener fik optimale arbejdsbetingelser. Det var effektivt – og rummede i momenter stor skønhed.

Det hele kulminerede i kvartfinalen den 22. juni 1986 mellem England og Argentina. I Per Olov Enquists essay “De to små spillere” beskriver Enquist, hvordan Maradona med to nådesløse hug kastrerede englænderne og skabte balance i det nederlag, Argentina noterede sig i Falklandskrigen. Først den ene testikel væk med “Guds hånd” og derefter den anden testikel sparket væk i en af fodboldens store genistreger. Det her var oprejsning i mere end en forstand.

Mere optakt til VM her

Leave A Comment

%d bloggers like this: