Kvartfinale mod de skakternede – Optakt til Kroatien mod Danmark ved EM 2010

For Danmark er aftenens kamp mod de skakternede kroatere en ren kvartfinale. På trods af meget matematik, er det kun en sejr, der tæller for det danske hold. Det bliver meget vanskeligt i aften, for på trods af fire sejre indtil videre ved EM, er modstanden helt anderledes kompetent, når det går løs i Wiener Stadthalle kl. 20.15.

Ulrik Wilbek fra aftenposten.no

Det var sjovt at høre og læse reaktionerne oven på sejren mod Norge. Pludselig var mere end 55 minutters forfærdeligt spil helt forsvundet, og der var fokus på den danske vindermentalitet og evnen til at vinde tætte kampe. Meget klogt, for havde man gået tættere på det danske spil, kunne det nemt have udviklet sig til en meget ubehagelig affære.

Det er dog et uomtvisteligt faktum, at det her hold har en god evne til at vinde håndboldkampe og tage de rette beslutninger til sidst. Og de har nogle typer, der simpelthen bare vil vinde. Kasper Hvidt er her det bedste eksempel. Hans vilje og indsats var maksimal mod Norge. De danske herrer under Wilbek bygger på, at man samler på vinderhistorier. I det billede var en sejr mod Norge vigtig. Den føjes til samlingen. Det er altid nemmere at opbygge en vinderkultur, når man vinder!

Men det danske spil har generelt ikke været imponerende. Det minder faktisk meget om Kroatien, der heller ikke har spillet godt, men som alligevel er klar til de afgørende kampe. Spillet skal løftes i aften. De to hold plejer at give hinanden kamp til stregen. Sådan går det med garanti også i aften.

Kroatien er meget mere end Balic – men hvad betyder Cervars farvel?

Når Danmark møder Kroatien, handler forskræppet altid meget om den sympatiske stjerne Ivano Balic. Men Kroatien er meget mere end det, og de har oven i købet valgt at skabe yderligere dramatik op til kampen i aften.

Den kroatiske træner Lino Cervar valgte nemlig at benytte hviledagen i går til at sige op på jobbet som kroatisk landstræner med virkning lige efter EM. Hans forklaring lød næsten tøsefornærmet:
»Jeg siger hermed op som landstræner. Jeg har lige fortalt spillerne det. Jeg gider ikke mere. Der er ingen af jer, der tror på mig eller mit projekt. Så kan det sgu være lige meget. Så vil jeg ikke bruge flere kræfter på det her«, sagde Cervar.

Effekten kan være totalt kroatisk kaos. Umiddelbart var Cervars udmelding en håndbold i den danske turban. Cervar er en ualmindelig dygtig træner, der f.eks. ved OL i Beijing fuldstændig knockoutede Danmark med en overrumplende taktisk fra kampens start. Han kan som Wilbek kunsten at vinde initiativet i en kamp og hele tiden været et skridt foran sin modstander. Men hans udmeldinger i går virkede helt opgivende, og hvis han ikke er på toppen, kan det bestemt være til Danmarks fordel.

Men Cervar er en snu herre, og man kan ikke sige sig helt fri for den tanke, at den kroatiske træner kunne bruge sin situation til at sætte sit hold yderligere op til kamp. Og når han så har skaffet succes, kan han formentlig overtales til at fortsætte til OL 2012.

Igor Vori

Selvfølgelig skal danskerne fokusere på midterforsvaret mod Kroatien. Der ligger Ivano Balic og den kæmpe stregspiller Igor Vori og skaber en masse ravage. Vi kan nok ikke helt tillade os at være alt for flade i midten mod de to. Men ved tidligere opgør har det faktisk ikke været der, vi har haft de helt store problemer. Duellen mellem Balic/Vori og Nielsen/Jørgensen ser rimelig ud for Danmark.

Men Kroatien er også mere end de to i midten. Denis Buntic fra Ademar Leon har vist sig at være en giftig afløser for Metlicic, og i Domagoj Duvnjak fra HSV har kroaterne også en meget dygtig bagspiller. Han har ikke helt klubkammeraten Blazenko Lackovic’s niveau som skytte. Men selvom Lackovic er med i truppen efter en skade, er det nok Duvnjak, der er den største trussel mod Danmark.

Endelig skal vi ikke glemme målmand Mirko Alilovic fra Ademar Leon. Han stod simpelthen forrygende i Beijing mod Danmark, og er virkelig ved at udvikle sig til en klassemålmand. Han er kæmpestor, men også typen som gode danske fløje kan køre rundt med.

Alt i alt: Kroatien har indtil videre vundet knebent og med besvær. Ligesom Danmark. De har en stor vinderpsyke. Ligesom Danmark. To lige hold der vil give hinanden hård kamp.

Hold øje med:

  1. Kampen i midten. Kampen mellem Balic/Vori og Nielsen/Jørgensen i midten er en nøgle til sejr. De gamle klubkammerater Jørgensen og Balic kommer ud i nogle fair men drabelige dyster i aften. Det danske midterpar har vist klassen ved EM. Nu skal de være det en gang videre.
  2. Kampen i målet. Hvidt kommer formentlig til at starte inde. Hvis han nu har fundet det rette (spændings)niveau, kan han ene mand afgøre det igen. Han skal bare køre EM-finalen fra 2008 i den indre biograf. Dog har Hvidt nogle gange haft problemer med de kroatiske skytter. F.eks. i 2003 hvor Metlicic skudt Hvidt helt ned i bunden af målet.
  3. Fløj- og kontraspil. Det etablerede danske angrebsspil er ikke imponerende. Derfor skal vi altså have nogle lette mål undervejs. Det betyder gode kontraspil. Men det betyder også, at hvis Kroatien dækker 5-1 med Vori eller en offensiv 3-2-1, så skal vi spille bredt ud til fløjene.
  4. Det taktiske spil og initiative på banen. Cervars farvel er virkelig en joker op til kampen. Wilbek bliver virkelig udfordret i aften, så han skal have en strategi for kampen, der holder hjem. Kampen mod Kroatien er også en prøve på Wilbeks unikke evne til at tage og fastholde initiativet.

Og så skal vi i øvrigt huske, at det i aften er Lars Christiansens kamp nr. 300. En helt igennem unik dansk spiller sætter i aften en rekord, der formentlig aldrig bliver slået. Han har været udskældt (f.eks. efter VM i Tunesien), og undertegnede har været nødsaget til at rykke ud med en uforbeholden undskyldning undervejs. Han er en af de største undervejs, og hans straffekast mod Tyskland for to år siden var en forløsning af en anden verden. Endelig trådte han ud af de lange, sorte skygger. Uanset hvordan det går, har han fortjent en stor hyldest i aften. Men lad ham da endelig spille en brandkamp i aften, så han og Hvidt får vist, at ‘de gamle’ legender kan endnu.

Lars Christiansen

TV2 fra kl. 20.15.

Leave A Comment

%d bloggers like this: