Kan det blive andet end spændende? Optakt til Norge mod Danmark ved EM 2010
Danmark har stået i de her situationer masser af gange – og det plejer at gå ganske godt. De danske herrer har altid en opadgående formkurve ved de store mesterskaber – nordmændene har det modsatte. Men Norge spiller rigtig godt og har et mere komplet mandskab. Det kan kun blive tæt i aften, selvom den danske bredde giver et plus til Wilbeks tropper.

Efter den forventede sejr over Rusland i går (den var jeg nogenlunde sikker på) bliver det anderledes nervebetonet i aften. Det norske hold er godt spillende og har fremragende individualister, der kan volde Danmark problemer. Nøglen til kampen bliver at gentage det flydende spil mod Rusland – og så score på vores chancer. Mikkel Hansen har før scoret 15 mål mod Steinar Ege og ved VM for et år siden havde vi fuldstændig styr på dem. Alligevel skal det nok blive en af den slags aftener, hvor der skal hives fat i bordkanten.
Det er dog ikke ligefrem de store overraskelser, vi kan se frem til i aften. Ikke sådan umiddelbart. Norge kommer med et godt sammenspillet hold centreret omkring fremragede målmandsspil fra Steinar Ege og de tre højrehændede bagspillere Kristian Kjelling (AaB Håndbold), Kjetil Strand (Füchse Berlin) og Børge Lund (THW Kiel). Og så skal man bestemt ikke glemme deres fysisk benhårde stregspillere.
Med en stor kliche er det vitterlig to hold, der kender hinanden rigtig godt. Norge spillede lidt kispus op til EM ved at stille med et rent b-hold i opvarmningskampen mod Danmark. Det tror jeg ikke får så pokkers stor betydning. Danmark plejer at have rimelig godt styr på Norges bagspillere. Udfordringen bliver formentlig snarere i den anden ende, hvor vi skal forbi et godt forsvar og en til tider fremragende Steinar Ege.
Det kan godt antages, at Norge har set video af, hvordan Island og Serbien formåede at stresse vores bagspillere med et aggressivt og offensivt forsvar. Det vil Robert Hedin helt sikkert forsøge at udnytte. Igen kommer Thomas Mogensen i fokus sammen med Bo Spellerberg, der i går virkelig viste hans store værdi for holdet. Lad bare ham komme ind og spille for fuld hammer i aften. Og lad så Mikkel Hansen få en af den slags aftener, hvor armen sender boldene rundt i hele målet.
Hold øje med:
- Målmandskampen. Selvom Landin stod en god kamp i går, vil det ligne Wilbek at matche FCK’s målmænd mod hinanden i en direkte duel: Hvidt mod Ege. I en tæt kamp vil få afgørende redninger være det, som gør udslaget. Umiddelbart virker Ege mest formstærk. På den anden side virker Hvidt meget opsat på at komme ind i turneringen.
- Skyttekampen. Kjelling og Strand mod Hansen og Danmark. Norge har virkelig nogle skytter, der skal have mange billetter i en kamp. De skyder meget. Rigtig meget. Det betyder også, at der kan være gode muligheder for at løbe en masse kontraer. På den anden side kan Kjelling og Strand have dage, hvor deres scoringer bliver to-cifrede. Og så mindes jeg en DM-finale hvor Mikkel Hansen nettede 15 gange på Ege. Hvem får overtaget der?
- Initiativet. Wilbek skal igen vise, at den større bredde på hans hold kan bruges aktivt til hele tiden at bevare initiativet. Der kan vi noget, Norge ikke kan.
I øvrigt stor ros til Kasper Nielsen og Lars Jørgensen. De er virkelig ved at finde niveauet. Det kan blive nøglen til succes i de næste kampe.
