Præludium til et skæbnesvangert årti – anmeldelse af Radioheads “Kid A”

Hvor går man hen, når man har lavet et af rockmusikkens definitive albums? Radiohead gav et urovækkende svar med Kid A i efteråret 2000. Et elektronisk præludium til et årti uden den menneskelige essens, der stadig er Radioheads egentlige bedrift.

Radioheads Kid ADet er set før, at bands med vilje støder et stort publikum fra sig for at afstikke nye eksperimenterende veje for sig selv. Sådan blev Kid A også opfattet af de fleste, da Radiohead udgav sit fjerede album i oktober 2000. Men Kid A er meget mere end det.

Oven på den helt overvældende kunstneriske og kommercielle succes med OK Computer i 1997 (et album der ofte optræder som et af alle tiders bedste albums på diverse lister) stod Oxford-gruppen ved en skillevej præget af depression, skriveblokering og afsmag for de alt-superstars, de pludselig var blevet. Resultatet blev en forløsning i et udtryk, der pegede radikalt fremad.

Oven på en triumf som OK Computer er det nemt at ende som sit eget coverband med ”Creep” som sikkert ekstranummer. Men det har ligesom aldrig været en farbar vej for Radiohead. Og deres egentlige kompromisløshed viste de med Kid A.

Albummet er tydeligt præget af den elektroniske musik, der altid har fulgt bandet, men som først for alvor blev sluppet løs på Kid A. I stedet for den massive guitarlyd, der siden er blevet kopieret til døde af andre bands, gav Kid A plads til et mere minimalistisk udtryk og en række nye lydbilleder med programmerede beats og jazzede hornsektioner. At vi træder ind i et nyt rum, står allerede krystalklart på albummets indledning ” Everything in its Right Place”, hvor alt absolut ikke er, som det skal være.

Mest markant kommer det til udtryk på albummets tredje nummer ”The National Anthem”, hvor millennium-mareridt indvarsler det sammenbrud, der kom til at præge nullerne. Det sker nærmest med profetisk klarhed. Således også på et nummer som det endnu mere konsekvent desperate ”Idioteque”, der synes at indvarsle sammenbruddets tid. Det er konsekvens, så det gør helt ondt.

Et centralt nummer på pladen er dog ”How to Disappear Completely”, der i sin radikale søgen efter identitet, blotlægger et band og en sårbar sjæl på evig springtur. Og når Yorke senere messer, at han er ”Optimistic”, ved vi kun alt for godt, hvad han mener. Det optimistiske ved Kid A er imidlertid, at der findes en så konsekvent insisteren på musikkens muligheder. Menneskelighed på trods.

Kid A blev ingen kommerciel succes, og fans og anmeldere var mildest talt uenige om dette album. Mange så albummet som en indadvendt og avantgardistisk blindgyde. Men på ti års afstand står tingene mere klart. Rolling Stone Magazine kårede Kid A som årtiets album, og efterhånden som nullerne skred frem blev det mere og mere tydeligt, at Radiohead med Kid A havde skabt lydsporet til det sammenbrud af et årti, der fulgte.

Kid A’s elektroniske lydbilleder gav forsanger Thom Yorke helt nye udtryksmuligheder, og med laptoppen som følgesvend, viste han og Jonny Greenwood samtidig, hvordan et moderne rockudtryk kunne se ud. På den måde fremstår Kid A nu som en måske endnu større bedrift end The Bends og OK Computer.

Comments
One Response to “Præludium til et skæbnesvangert årti – anmeldelse af Radioheads “Kid A””
Leave A Comment

%d bloggers like this: