En sejr for Pytlick og den danske håndboldskole

De danske håndboldkvinder i jubel - Fra www.ihf.info

Det er ikke første gang, Pytlick får genrejst det danske kvindelandshold. Det er ikke første gang, han bygger et nyt hold op og sammensætter en slagkraftig kollektiv enhed. Det er ikke første gang, at Jan Pytlick og Kim Jensen får vist, hvordan moderne håndbold skal spilles.

Ved dette VM ser det ud som om Pytlick igen har fundet nøglen til at skabe et succesrigt håndboldkollektiv. De spiller hurtigt og dækker rigtig godt op. Som Morten Soubak sagde det i går, spiller Danmark et flot og moderne håndbold.

Sådan er håndbold nogle gange et prisværdigt enkelt spil. Dækker man godt op, står målmændene godt og får man scoret nogle nemme mål, går det hele meget lettere. Den danske sejr i åbningskampen mod Tyskland viste sig helt som ventet at være nøglen ind i turneringen. Med en sejr over Sverige i eftermiddag er Danmark helt sikre på at få fire point med over til mellemrunden.

Der venter godt nok mægtige Rusland, men også Østrig og formentlig Angola. Optimismen bobler, men lur mig om det ikke nok skal blive tæt alligevel til sidst i mellemrunden. Uanset hvad står Pytlicks hold med fremragende muligheder på hånden for at komme i en semifinale. Kommer Danmark rent faktisk mellem de fire sidste, er det ubetinget en sejr for Jan Pytlick og for den danske håndboldskole.

De er unge og endnu ikke sprunget ud som verdensstjerner. Men der er flere på vej og generationen med Line Jørgensen, Mie Augustesen, Camilla Dalby, Lærke Møller, Susan Thorsgaard osv. er nu ved at træde ind på den scene, hvor de som ungdomsspillere var helt uovertrufne.

Leave A Comment