Ti fra årtiet

Arcade Fire

Årtiet rinder ud, og det vrimler med lister (ud over børnenes ønskelister) over hvad som helst. Her kommer en til. Ti fra årtiets musik som betød noget for mig. Ikke nødvendigvis de mest cool navne. Det ville ikke ligne mig! Men ti navne som gav mig noget, og som betød noget i årtiet. Langt de fleste af dem nåede jeg ligefrem at få set live i nullerne. Årtiet bød måske ikke på store revolutioner og stilbrud. Men når det hele gøres op, var der virkelig mange pletskud imellem. Her er dem, som betød mest for mig:

Yeah Yeah Yeahs

Det var “Maps”, der sendte Yeah Yeah Yeahs mod himlen. Årtiets bedste kærlighedssang leveret af en uforlignelig trio, som efter White Stripes og The Strokes igen demonstrerede det store udtryk i en enkel melodi. Da jeg så Karen O. i Malmö, fik jeg troen på rocken igen.

Arcade fire

Canadierne leverede med “Funeral” og “Neon Bible” de måske mest overbevisende skiver i årtiet. Nogle stødes væk af det arty-farty udtryk, der omgærer dem. Men gruppen leverer så gode sange og melodier, at de plader bare vokser ud af formatet hele tiden.

Primal Scream

“XTRMNTR” er så absolut et af årtiets mest konsekvente og interessante albums. Helt igennem uforsonligt og konfronterende. “Screamadelica” er formentlig deres mesterværk, men “XTRMNTR” kommer meget tæt på og har nogle af deres bedste idéer samlet et sted. Deres koncert i Den Grå Hal var mindeværdig. Bobby Gillespie slog tonen an, da han bare råbte ud til publikum: “You’re all a bunch of fuckin’ hippies”.

Interpol

Velklædte unge mennesker fra New York, der har hørt for meget Joy Division er ingen dårlig introduktion af et band, der pludselig gav bas, trommer og guitar nyt liv. Interpol var for så vidt meget typiske for årtiet, men bag det cool ydre gemte sig smukke sange på tre fine albums i årtiet. Bassist Carlos Dengler var en oplevelse for sig I Vega.

Thåström

Jeg har set ham vandre omkring på Vesterbro i mange år, denne svenske legende. Men det var først med albummet ”Skebokvarnsv. 209”, at han får alvor kom tæt på. En eftermiddag i en bil på vej hjem fra Jylland satte jeg albummet på. Det er oprigtigt længe siden, jeg er blevet så rørt. Disse skeletsange går ind under huden uden at vise mindste tegn på barmhjertighed. Thåström er et af årtiets store kunstnere på vore breddegrader.

Arctic Monkeys

Sheffield-drengene var måske årtiets største positive overraskelse. De kom virkelig ud af ingenting. Debutalbummet ”Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not” fra 2006 var en eksplosion, hvor forsanger Alex Turner også viste, at der var nye måder at beskrive den moderne virkelighed. Noget af den friskhed er efter min mening forsvundet senere, men debuten var virkelig en perle i årtiet. Sangen her faldt Emma på tre år pladask for. Det er blevet hendes signatursang.

Kent

Her i Norden er der få bands, det er værd at bruge alt for meget tid på. Men fra Eskilstuna kommer Kent, og de har i nullerne konstant udfordret formatet og sig selv. Fra den store popularitet og de mange hits i 2002 til den konsekvente ”Röd” fra i år. Imponerende at de fortsat er optændt af den evige flamme. Enestående. Denne her nedenfor sang hele familien med på i årtiet. Børnesang i bilen:

Morrissey

Den store crooner fik noget af en tilbagekomst i årtiet. Tre albums plus alt det løse. Men vel at mærke tre meget stærke albums. At vide at Moz lever og har det fortsat dårligt, er frelsende i sig selv. Indflydelsen fra New York Dolls har været tydeligere end nogensinde i nullerne og et mere råt musikalsk udtryk garneret med en mere og mere croonende Morrissey har givet ham et stort årti.

Glasvegas

De ender formentlig som et alt for hypet one-hit wonder. Men deres debutalbum var godt og meget rørende i deres skotske fortolkning af Phil Spector. En vinteraften i årtiet var de alt, der betød noget.

Jens Unmack

I et helt igennem nationalistisk årti, hvor Sebastian blev kanoniseret af Brian Mikkelsen, har man mest lyst til at forbigå danske udgivelser over en bred kam. Dog er det svært at komme udenom Unmack, der tog årtiet i egne hænder med hans version af Leonard Cohens ”Minder”. Senere fulgte tre fremragende soloplader kronet med en succesrig videreførelse af Love Shop. Og så har han uden tvivl Danmarks bedste musikblog!

The Killers

De kommer fra Las Vegas og har ambitioner om den helt store stadionrock og de store formater. Det var ind imellem aldeles underholdende og medrivende.

Bonus: The National – Mistaken For Strangers

Jeg nåede aldrig at dyrke bands som The National og The Walkmen. Men denne her fra Boxer-albummet er virkelig en perle:

Leave A Comment

%d bloggers like this: