Det amerikanske mareridt forløst – anmeldelse af James Ellroy’s “Blood’s A Rover”

James Ellroy har med ”Blood’s A Rover” fuldendt sin Underworld USA trilogi. Det er historien om et USA under historisk forandring fra 1958 til 1972. Men det er først og fremmest en historie om besættelse, vold og korruption – og så en lille smule håb for enden af mareridtet. Ellroy viser med ”Blood’s A Rover”, at han er en uforlignelig fortæller, der har fundet nye brutale veje i sit sprog.

Las Vegas i 1968

Han er efter eget udsagn amerikansk litteraturs ‘deamon dog’. Han har altid forestillet sig, at der udenfor regeringskontorerne sad en mand med en mappe og en pistol, klar til at implementere regeringens politik på det lavest mulige niveau. Det er deres historie, han nu har skrevet.

Mange vil kende ham fra bogen og filmen “L.A. Confidential”. Efter den berømmelige LA-kvartet, som kulminerede i den sproglige eksplosion i “White Jazz”, gik Ellroy et markant skridt videre. Egentlig kan LA-kvartetten ses som optakt til det, han nu gik i gang med. Han har nu færdiggjort fortællingen om USA’s historie i efterkrigstiden om. Intet mindre.

James Ellroy’s “Blood’s A Rover” er det sidste bind i en kompleks og omfattende trilogi under fællesbetegnelsen “Underworld USA”. Serien begyndte i 1995 med den sigende titel “American Tabloid”. En hæsblæsende historie om Camelot-æraen med historiske hovedpersoner som Kennedy-brødrene, Howard Hughes, Sam Giancana og ikke mindst J. Edgard Hoover. Men også en historie hvor mænd med lyddæmpede pistoler og knaldhårde næver smadrer cubanere og overvåger blowjobs.

Ellroy introducerede i dette første bind temaet om at skrive den egentlige blodige historie om et USA under fantastisk forandring fra 1960 og frem. Her oplever vi Kennedy’erne føre hemmelig krig mod mafiaen og Castro. Her ser vi hvordan ‘drengene’ i form af Giancana, Marcello og Trafficante spiller deres kort og folk som Hoffa med Hoover som den store altvidende edderkop for enden af spindet. Det er grumt, brutalt og formentlig tættere på virkeligheden end vi vil bryde os om skrevet i en dokumentarisk stil med præcise datoangivelser og indsatte FBI-rapporter. Det hele kulminerer fredag den 22. november 1963 på Dealey Plaza i Dallas. Og lad os bare sige, at vi er med på græshøjen med en riffel.

I det næste bind “The Cold Six Thousand” fra 2001, brager den amerikanske historie videre op igennem et USA igennem hastig forandring i 60’erne. Krigen i Vietnam eskalerer voldsomt, mens heroin fra fjernøsten finansierer ture i blodrus til Cuba. Vampyren Howard Hughes bliver stadigt mere excentrisk på sin vej fra filmbyen Los Angeles til kasinoerne i Las Vegas.

Howard Highes - Dracula fra Las Vegas

Nu kommer så det sidste bind “Blood’s A Rover”. Det er en om muligt endnu vildere og endnu mere kompliceret historie, der når sin logiske konklusion og forløsning i det 1972, der gav Richard Nixon en jordskredssejr. Ellroy tager fat i juni 1968 efter at først Martin Luther King og dernæst Robert F. Kennedy er blevet myrdet i en eksplosion af vold i det amerikanske samfund. Var det James Earl Ray og Sirhan Sirhan, der stod bag de to mord? Hvad tror du selv?

Som vanligt har vi en række hårdkogte hovedpersoner, hvis historier fletter sig sammen med den store historie og autentiske begivenheder og hovedpersoner. Her kan ”The Prez” pludselig ringe til vores hovedperson Dwight Holly, som også er i tæt kontakt med Gay Edgar Hoover, selvom den gamle tøs er ved at falde af på den.

Plottet er endnu en gang yderst intrigant og fyldt med en række lag og med hadet som vigtig drivkraft. Der er en kort indledning om et yderst professionelt eksekveret røveri i Los Angeles i 1964, hvor en række smaragder og mange millioner af dollars pludselig skiftede hænder. Derfra går trådene til tre mandlige (anti)helte, som hver især hvirvles ind i en hæsblæsende historie, mens hippier danser latterligt forbi, drengene bygger nye casinoer i det caribiske og sorte pantere infiltreres.

Vi har igen fornøjelsen af at følge to af hovedpersonerne fra “The Cold Six Thousand”. Igen møder vi Wayne Tedrow Jr. og Dwight Holly. Tedrow er tidligere politimand med et ganske fortjent ry som hævngerrig nigger-morder. Sammen med hans stedmorder, slog han sin KKK-klovn af en far ihjel med en golfkølle. Tedrow kender Giancana, Marcello og Trafficante, og han forhandler med dem om Howard Hughes’ overtagelse af Las Vegas. Dwight Holly er FBI-agent og kendt som “The Enforcer”. En hård G-man, der kan tænke individuelt, og som er perfekt til at udføre de black-bag operationer, Mr. Hoover får ståpik over. Begge har en historie, der flyder sammen omkring Dallas, Memphis og LA.

Ny ombord er peeperen Don Crutchfield baseret på en virkelig person. Crutchfield leverer kompromitterende fotos, der kan bruges i skilsmissesager. Men en dag kommer han tæt på sager, der brænder ham i ryggen. Og pludselig lever han på Tedrows og Hollys nåde, mens den franske lejesoldat Mesplede er efter ham kæderygende og med evig stå-pik over det store H (som i L’Heroine) og døde Castro-kommunister.

Hoover og Nixon - det 20. århundredes store amerikanske skurke

Mænd med brændende historier er velkendt hos Ellroy. Men denne gang introduceres virkelig noget nyt i skikkelse af to meget stærke kvinder Karen Sifakis and Joan Rosen Klein. De er RØØØØDE, og de fanger flossede mænds opmærksomhed. Mænd som Tedrow og Holly, der er moralsk udmattede, og som søger forløsning og frelse i armene på stærke kvinder. Karen og ikke mindst Den Røde Gudinde Joan træder ind på scenen og forandrer det hele. På den måde er ”Blood’s A Rover” en både meget typisk Ellroy-fortælling, samtidig med at den afgørende bryder og afslutter æraen. Man kan nærmest tale om, at Ellroy meget sent i sit forfatterskab introducerer ømheden, frelsen og håbet. Det kommer der af, at hive stærke kvinder på banen! Da Joan træder ind i historien, ændrer sproget sig. Vi har før hos Ellroy haft besættende kvindeskikkelser. Men aldrig så begavede og forjættende som Joan. Det mærkes helt ind i sproget, der nok er fortættet som altid, men serveres med nye nuancer og ømhed.

Uden at røbe hele det komplicerede plot kan vi godt sige, at der på mange måder rundes af og gøres op med en ekstremt blodig epoke i amerikansk moderne historie. En periode hvor landet ændrede sig for altid.

Man skal læse Ellroy for historien. Den er interessant. Metoden opfandt Don DeLillo egentlig med ”Libra”, som viste hvordan man kan skrive omkring en historisk person som Lee Harvey Oswald og ud fra konkret viden ’extrapolere’ den virkelige historie. Det er blot at forbinde de enkelte punkter og tage den derfra. Det er højest underholdende og måske ligefrem lige så oplysende som den officielle historieskrivning.

Men man skal først og fremmest læse Ellroy for sproget. Allerede i LA-kvartetten så man, hvad Ellroy kunne med sproget. Det er fortættet, kort og præcist. Som her:

“Dr. King was a stone commie. Mr. Hoover was a stone Tory. Dr. King fucked women with gusto. Mr. Hoover collected antiques and vintage pornography.”

Der veksles mellem prosa som dette, dagbogsoptegnelser fra Karen eller den sorte politimand Marsh Bowen, afskrifter fra telefonsamtaler og et skiftende perspektiv fra de mandlige hovedpersoner. Det hele flyder sammen over de fire år, hvor historien udspiller sig.

Ellroy kan skrive om “the house that hate bulit” og gå guldstændig agurk over at stave alle ord med en hård c-lyd konsekvent med K som i KKK, you Klown. Det fører også til hysterisk morsomme passager, efterhånden som de samfundsmæssige ændringer slår igennem i sproget, og Mr. Hoover pludselig overtager den sorte slang og begynder at sige ”Tell it like it is” eller ”Right on”. Mr. Hoover har simpelthen hørt for meget Archie Bell:

I USA bliver Ellroy ofte fremhævet for den hårdkogte krimistil, mens han i Europa hyldes for sit sproglige overskud og en helt igennem uforlignelig tilgang til litteraturen. ”Blood’s A Rover” er ikke så innovativt sprudlende som f.eks. ”White Jazz”, men den introducerer helt nye temaer og Ellroy får lukket og forløst det amerikanske mareridt. Den 2. maj 1972 er det slut. Herefter kan vi og Ellroy begynde igen. Historien er mesterligt fortalt. Ellroy er tilbage.

Leave A Comment

%d bloggers like this: