Løvens smukke brøl – Anmeldelse af Edward M. Kennedys “True Compass”

Ted Kennedys memoirer giver et næsten rørende indblik i en til tider hård skæbne, der endte med at folde sig ud som et stort liv. Han var den mindste broder, der gjorde alt for at ‘catche up’ med Joe, Jack og Bobby, men som til sidst stod alene tilbage med hele Kennedy-arven i sine hænder. Sidst i livet fandt han lykken og sin rolle som en af amerikansk politiks helt store senatorer.

Edward M. Kennedys Ted Kennedys død i august markerede afslutningen af en æra i amerikansk politik. Med hans død sagde vi farvel til en epoke og en familie, der bragte verden håb, tragedier og masser at tale om. På alle fotografier fra den berømte familie står han yderst som den nuttede lillebroder, og han blev i høj grad påvirket og støttet undervejs af hans tre storebrødre, der med tiden alle blev revet væk fra ham. Ved et mirakel var det Ted Kennedy, der som den eneste levede længe nok til at få grå hår, og som i den sidste del af livet blev reddet af en kvinde. En på alle måder smuk historie.

Historien om Kennedy’erne er blevet fortalt utallige gange. Men Ted Kennedy er den første, der for alvor fortæller historien indefra og på afstand. Det giver et noget anderledes og mere interessant perspektiv. Når det angår Kennedy’erne, spiller helt ubekræftede rygter og sladder ofte rollen som historiske fakta. Havde brødrene ikke en affære med Monroe? Tjente Joe Kennedy ikke penge på ulovlig sprut i forbudstiden og havde en affære med Gloria Swanson? Der bliver produceret så meget halløj uden noget hold i virkeligheden, og tv-stationerne slikker dårligt producerede franske ‘dokumentarer’ i sig.

På den baggrund er det befriende at høre historien fra Ted Kennedy selv. Han var med, og han bringer os indenfor i huset i Hyannis Port, hvor vi tror vi har været så mange gange før. Hans portræt af brødrende John og Bobby er både ærligt og meget kærligt. De to står helt naturligt meget centralt i bogen. Det var de brødre, som blev Ted’s helte, og som han gjorde alt for at ‘catche up’ på. Det er intet mindre end hjerteskærende at følge Ted Kennedy og USA op igennem 60’erne, hvor håb bliver til vold og disillusion. Der er kun fire år fra vedtagelsen af borgerretslovene i 1964 til drabene på Martin Luther King og Robert Kennedy i 1968.

“True Compass” giver også et fint og kærligt blik på patriarken Joe Kennedy, som kæmpede sig ud de irske indvandrerkvarterer i Boston, men som aldrig blev en del af det etablerede New England borgerskab. Han og konen Rose opdragede de ni børn til at gøre en forskel. Der var lektier for til middagene, og Ted fik som 14-årig en lektion for livet af faderen:

“You can have a serious life or a nonserious life, Teddy. I’ll still love you whichever choice you make. But if you decide to have a nonserious life, I won’t have much time for you. You make up your mind. There are too many children here who are doing things that are interesting for me to do much with you”.

De læsere der måtte lede efter sladder, bliver skuffede. Men Kennedy kommer dog omkring alle de sager og skandaler, der også prægede hans liv; fra snyd ved spansk eksamen på Harvard over ulykken ved Chappaquiddick og Mary Jo Kopechnes død til drukskandalen i Palm Beach.

Ted var aldrig en helgen, og han var i flere perioder ude i tovene. Ikke mindst efter Robert Kennedys død i 1968:

“In the months and years after Bobby’s death, I tried to stay ahead of the darkness. I drove my car at high speeds; I drove myself in the Senate; I drove my staff; I sometimes drove my capacity for liquor to the limit. . . . I generally managed to keep my public duties and my private anguish separated. Whatever excesses I invented to anesthetize myself, I could almost always put them aside in my role as senator. Almost, but not always.”

Frygten fra et attentat på ham fulgte ham hele livet, ligesom de Secret Service agenter, han fik tildelt. Og frygten var begrundet. Da han i 1980 stillede op mod Carter, havde han vanskeligt ved at deltage ordentligt i primærvalgene pga. det store sikkerhedsopbud, og der er flere historier om tilfælde hvor Ted instinktivt kastede sig til jorden ved høje udstødningslyde.

Ted Kennedy fortæller også om tiden efter mordet i Dallas. Han accepterede altid Warrenrapportens konklusioner, men nævner kort at Robert var meget kritisk overfor FBI, som efter hans mening burde have været på forkant med en afhopper fra Sovjet.

Kennedy brødrene

Ted Kennedy har siddet i senatet siden 1962 og han og hans familie har i den grad formet amerikansk politik i efterkrigstiden. At være med på den rejse sammen med Ted Kennedy er både underholdende og lærerigt. Hans portrætter af de skiftende præsidenter er kostelige. Men det er kun Jimmy Carter, han for alvor giver kniven. Stemningen i det demokratiske parti op til valet i 1980 var giftig, og Ted Kennedy har ikke meget godt at sige om den nidkære Carter. Bogen har ikke den store analytiske kraft. Den er mere skrevet med fokus på de gode historier. Analyserne må man finde andetsteds. Til gengæld får man mange gode historier fra en, der var med.

En rød tråd i bogen er Kennedys kamp for en sundhedsreform – en mildest talt aktuel sag. Kennedy har selvfølgelig vidst, at hans bog ville komme ud midt i den debat, og at han ville kunne gøre et sidste afgørende bidrag til en sag, han tog op allerede i 60’erne. Historien om hans søns kamp mod kræften er rørende. Hans søn fik amputeret sit ene ben selv samme dag, som Robert Kennedys ældste datter blev gift. Kennedy nåede at følge hende op ad kirkegulvet lige efter operationen.

Ted Kennedys liv er en meget livsbekræftende historie. Tragedierne står i kø i løbet af hans liv. Men familiens uovertrufne viljefasthed er i sandhed inspirerende. Ted Kennedys liv viser os, at det betaler sig at kæmpe og gøre sig umage. Han kom fra meget priviligerede kår, men han viede sit liv til at gøre en konkret forskel i lovgivningsarbejdet i Washington. Hans memoirer i “True Compass” fortæller den historie på en både rørende og inspirende måde.

Comments
One Response to “Løvens smukke brøl – Anmeldelse af Edward M. Kennedys “True Compass””
Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. […] sine erindringer “True Compass” fortæller Ted Kennedy ellers om netop den valgkamp som en af hans hårdeste i sit politiske […]



Leave A Comment

%d bloggers like this: