Die große Verfremdung – anmeldelse af Quentin Tarantinos “Inglourious Basterds”

Tarantinos nye epos er en formidabelt veloplagt film (om film), der viser en mesterinstruktør på toppen af sin formåen.

Fra www.inglouriousbasterds-movie.com

Det er ikke så tit en fyldt biograf bryder ud i spontane klapsalver efter en film. Men det var ikke desto mindre resultatet, da rulleteksterne løb hen over “Inglourious Basterds” i Imperial.

Tarantino har med vanlig meglamoni omtalt filmen og manuskriptet som hans store mesterværk (bemærk her filmens afsluttende replik). Manuskriptet har været mange år undervejs, og antog undervejs et monstrøst omfang. Nu er det skåret til, i hvad Tarantino har kaldt en spaghetti western sat i en anden verdenskrigs kulisse.

Her er det ikke “Once upon a time in the west”, men derimod “Once upon a time in nazi occupied France”, som det hedder i filmens første kapitel. Vi får derfor en spaghetti western med apache krigsførelse, blandet med anden verdenskrigs film af den type TCM altid sender som underholdning i juledagen, blandet med tyske UFA film, med indsat klip fra Hitchcocks ‘Sabotage’ osv. Og oven i det er der plads til gæsteoptrædener (dog kun som speak) fra de to bærende skuespillere fra henholdvis Håndlangere (Harvey Keitel) og Pulp Fiction (Samuel L. Jackson). Tarantino citerer således alt og alle – inklusive sig selv.

Fra www.inglouriousbasterds-movie.com

Det er kort sagt en metafilm ud over det sædvanlige. Her kan en sang af David Bowie skrevet til en helt anden film (“Cat People“) pludselig fremstå med lysende klarhed frem til den store finale. De mange betydende lag skaber med legesyg selvfølgelighed nye betydninger og ny mening. Det er en genial instruktør, der viser os, hvad han formår. Der er ikke et sekund i filmen, der ikke kommenterer og refererer andre film eller popkulturelle fænomener fra Allo Allo til Charles Manson (This is the sign Charles Manson stole from The Nazis. Now he is stealin’ it back).

Dette metalag og denne ekstreme filmbevidsthed kunne være trættende, hvis ikke lige det var fordi Tarantino er så forbandet god til at fortælle en underholdende og medrivende historie, så man gyser og ligger flad af grin undervejs.

Åbningsscenen er f.eks. en instruktion i, hvad Tarantino kan med dialog og en skarptskåren klipning. Det er fortættet spaghetti con carne. Brutal og nervepirrende dialog: “Do you mind if I smoke my pipe?”

For vi der nærmest er opflasket med film som “Kellys Helte”, “Det Beskidte Dusin”, “Navarones Kanoner” og “Ørneborgen” er det her et filmisk paradiso.

Hvor en film som f.eks. “Kill Bill” kan ses som en hyldest til den mere ukendte Kung Fu genre, er vi her meget mere på hjemmebane. Så vi får f.eks. et næsten decideret remake af scenen i “Det Beskidte Dusin”, hvor Lee Marvin giver en peptalk af den mere djævelske slags. Her forvaltes rollen af Brad Pitt, der som “Aldo the Apache” fra Maynardville, Tennessee leder en gruppe af skalperingslystne amerikanske jøder på et hævntogt af uhyrlige dimensioner, hvor den store Bjørnejøde (Eli Roth) lader baseball battet fra Brooklyn falde ubønhørligt over nazihoveder (det virker ikke som om banden eller Tarantino skelner mellem SS og Værnemagten).

Samtidig har filmen historien om den eneste overlevende fra åbningsscenen Shoshanna Dreyfus (Mélanie Laurent). En klassisk historie som taget ud af enhver spaghetti western. Og med ‘the jewhunter’ Hans Landa (Christoph Waltz) som den samlende figur. Han er skarp. Rigtig skarp, mens man undervejs ser hans SD-mærke flere gange i nærbillede.

Fra www.inglouriousbasterds-movie.com

Tarantino gør en dyd ud af at parodiere samtlige klicheer fra de klassiske krigsfilm. Himmelsk bliver det, da Mike Meyers kommer ind som sig selv (dvs. en heftigt maskeret karikatur af en fregnet, engelsk officer) og giver den som lettere ironisk englænder i en undercover briefing af en ekspert på tysk film med Churchill som tilhører.

Og selvfølgelig ligner Hitler overhovedet ikke den historiske Hitler, og selvfølgelig har Tarantino ‘glemt’ at udstyre Joseph Goebbels med klumpfod. I stedet får vi alle klicheerne om den hysteriske Hitler og den alt-kneppende Goebbels med propagandakøllen.

Filmen har fået kritik for sin alt for respektløse tilgang til et så følsomt og alvorligt emne. Men det er vitterlig en forfejlet kritik. Fra første once upon a time viser Tarantino os, at nu skal vi se en løgnehistorie. Og med de utallige referencer til filmhistorien får han samtidig skabt en så effektfuld verfremdung effekt, at alle de andre film om anden verdenskrig (for ikke at tænke på hele western genren) pludselig står klart frem som de løgnagtige filmfortællinger, de er. Derfor kan personerne midt i 1944 pludselig kommentere deres egen situation med, at de nu befinder sig i et ‘mexican standoff’. Og derfor er det selvsagt også en Gestapo-mand, der udlægger den rette tolkning af filmen King Kong som en allegori over den sorte mands amerianske historie.

Er man interesseret i virkeligheden, skal man ikke gå ind i en biograf. Vil man se en effektfuld røverhistorie, hvor alting kan ske, er biografen og Tarantino derimod et formidabelt valg. Ved at pege på sin egen film på denne måde får Tarantino med stor elegance vist mediets styrke og svaghed, og selvfølgelig er det sluttelig en film (i filmen (i filmen)), der forløser den store finale.

Og ja, det er en forløsning, da filmen rammer den store ‘kosher revenge’, tømmer magasinerne og udlever den ultimative hævnfantasi, mange af os bærer på. Her kan den slags lade sig gøre. Det er helt logisk – og helt nødvendigt.

Klapsalverne til Tarantino i Imperial var således ikke overraskende. Tarantino har skabt en mesterlig film, der på en og samme tid er finurligt underholdende og måske hans mest komplekse til dato.

Hør interview med Tarantino på NPR.org

Tarantino er af den snakkesaglige slags, og der er i interviewet mange fine kommentarer til filmens tilblivelse. Kan anbefales.

Leave A Comment

%d bloggers like this: