No. 9 – The Beatles overtager verden igen

The Beatles

Det er egentlig meget modigt at arbejde så aktivt med symbolikken fra sangen ‘Revolution 9‘ så kort efter årsdagen for Charles Manson gruppens morderiske Helter Skelter. Marketingfolkene har formentlig mest tænkt i 09.09.09 som en virkningsfuld lancering.

Sådan er det jo med The Beatles. De er så store, at alle popkulturelle fænomener (og i dette tilfælde menneskelige tragedier) bliver uløseligt forbundet til dem. De er her, der og allevegne og deres indflydelse synes blot at vokse i styrke med årene.

Årsagen er enkel: Deres samlede værker er et monumentalt værk uden sidestykke i populærkulturen. Og i dag er de her så i en remastered udgave. Mange vil mene, at det blot er endnu en begavet måde at malke æblet på, og i dag udkommer samtidig spillet “The Beatles: Rock Band”.

Men den nye samling er af den type, som ethvert hjem bør eje. God gammeldags dannelse, som aldrig går af mode!

Samlingen er ikke til at komme udenom. På et vist tidspunkt i en enhver musikinteresseret persons liv kommer man alligevel til The Beatles. De revolutionerede rockmusikken på næsten alle områder. De var der før alle andre – stort set over hele feltet. Fra teenage-oprør til melodiøse konceptmagere. De ændrede rockmusikken og populærkulturen. Intet mindre.

Deres albums er et skatkammer. Fra de tidlige små melodier og covernumre over de stort anlagte konceptalbums og de afsluttende fragmenterede albums med de fantastiske melodier. Bandets virkningshistorie er enorm. Men tilbage står de fantastiske sange og kompositioner, som ikke vil gå væk. Og hvis man tror, at McCartney bare var en sød poppedreng, skal man altid huske på, at det var ham, der skrev den helt igennem punk-før-punk “Helter Skelter”. Og hvis man tror, at George Harrison bare lod sig opsluge i sitaren, skal man bare finde “Something” frem (og lytte til singlens B-side som var intet ringere end “Come Together”).

Lad sangene komme til dig. Hele boksen er ganske bekostelig, men her er den allerede skrevet på den helt store ønskeliste til jul og fødseldag!

Leave A Comment

%d bloggers like this: