Journalister i en presset medieverden formår ikke at arbejde med historierne i dybden. Konsekvensen for den fjerde statsmagt er at magthaverne får for nemt spil.

Det har her i foråret under den såkaldte bandekrig slået mig, hvor lidt evne og vilje der er til den mere undersøgende journalistik. Alting skæres ned, og der er få ressourcer. Det betyder i praksis, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved en histories præmissser, når først den kører. Så under bandekrigen købte alle journalister med det samme logikken om konflikten som en kamp om hashmarkedet. Logikken var, at da Christiania blev ryddet, flyttede hashmarkedet ud i byen. Den chance tog indvandrerbanderne imod og ville have deres del af det lukrative marked. Og eftersom Hells Angels styrede Christiania, er der nu kamp mellem Hells Angels og indvandrerbander om hashmarkedet.

Men hvis den logik er så tvingende, må det jo betyde, at alle har vidst at Hells Angels har kontrolleret hashmarkedet og Christiania. Er det virkelig rigtigt? Og hvis det er rigtigt, må Hells Angels jo have siddet på det siden starten af 80′erne. Er det ikke en historie, som var værd at skrive om? Var det ikke en historie, som i det mindste var værd at undersøge? Og hvis politiet har vidst, at Hells Angels styrede den handel, hvorfor har de så ikke gjort noget i de seneste 25 år? Kunne man dykke ned i det?

Er bandekrigen så slut nu? Tydeligvis ikke med de seneste begivenheder i erindring. Men hvis hele konflikten handlede om hashmarkedet, som alle medier var enige om, hvordan er hashmarkedet så fordelt nu? Var det en historie, man kunne se på?

Sagen er, at den opsøgende og kritisk tænkende journalistik har meget svære kår i et mediebillede, hvor færre journalister skal levere mere og mere. Effektivitet på en en arbejdsplads er godt. Men for journalistikken betyder det, at der ofte ikke er tid eller vilje til at dykke ned i en historie og stille nogle andre spørgsmål. Man får en fornemmelse af, at det er alt for let for politiet at ‘frame’ en historie for medierne. Eller alt for let for politikere at få en historie til at køre i en bestemt retning. Der er ikke tid til selv at opsøge miljøet og selv skrive nogle andre historier, end dem man får til blokken eller mikrofonen af politiets velvillige talsmænd.

Historien om Nelja N. Maltseva

Problemstillingen er ikke ny, og blev senest aktutaliseret i forløbet op til invasionen af Irak. Historien om russiske forskere i biologisk krigsførelse, som efter sigende var i Irak, blev bragt af medier over en bred kam op til invasionen i Irak. Hvor kom den historie fra? Sjovt nok forsvandt den lige så stille igen. Men den var en brik i hele spillet op til invasionen og en del af det samlede trusselsbillede, der fik en del af verdensopinionen til at hoppe på krigsvognen. Historien om russiske forskere i Irak blev kolporteret verden rundt. Kunne det måske være interessant at finde afsenderen til historien? Hvordan var den researchet? Hvorfor købte alle New York Times’ historie om Nelja N. Maltseva? Kunne det måske lede til en spændende diskussion om hvordan moderne medier tilsyneladende lader sig manipulere frem mod skæbnessvangre beslutninger?

En anden forretningsmodel i en 24-hour news cycle

Færre ressourcer parret med den såkaldte ‘24-hour news cycle‘ betyder, at alle medier løber i den samme retning og springer på de samme historier. I en tid hvor mange virksomheder taler om at finde en ‘blue ocean’ strategi, løber alle medier efter de samme historier. Mon ikke der kunne være en endog ganske slagkraftig forretningsmodel i en journalistik, som tager sig tid til at finde lidt andre og mere spændende historier? Når alle medier render rundt oven på hinanden i Retten i Lyngby for et billede af Stein Bagger, kunne et par enkelte journalister måske undersøge rygter om store danske bankers problemer i efteråret op til de første bankpakker. Kunne det måske ligefrem være en forretningsmodel?

Det er sigende, at det ikke var en journalist fra de etablerede redaktioner, der fik IT Factory sagen frem. Det var såmænd en blogger, der havde modet og tålmodigheden til at grave og blive ved med at grave, samtidig med at hun brugte muligheden for at inddrage brugerne i sine undersøgelser. Pludselig havde hun et helt hold af undersøgere i gang. Det var effektivt. Men også et selvsyn i en medieverden, hvor der hele tiden er en ny historie, og Michael Jackson lige er død.

Da Jackson døde, forsvandt iranske demonstranters kamp for frihed pludselig fra mediefladen. I stedet har vi nu i adskillige dage måttet høre om Jacksons ‘geni’. Et vanvittigt hykleri. Jackson har lavet tre fantastiske skiver, da han samarbejdede med Quincy Jones. Og så er den ikke meget længere i det store billede. Det er historien om Iran imidlertid. Men når Jackson dør og Roskilde Festivalen starter, kan iranerne sejle i deres egen grønne fortvivlelse. Dem er vi da ligeglade med, for hvem får egentlig Jacksons børn?

Danske medier er i den grad også hoppet med på Jackson-vognen og har sendt deres korrespondenter fra Washington til Neverland i en tid, hvor demokraterne fik den 60. senator, Obama arbejder stenhårdt på en sundhedsreform og Sarah Palin trådte tilbage som senator. Se det er en prioritering, der vil noget.

Ti spørgsmål

Lige nu vi på vej mod optimal agurketid. Alle journalister ligger i Tisvilde og hører græsset gro, inden de skal ind og se Tour de France om eftermiddagen. Men på redaktionerne er der fortsat bemanding, og i en tid med en knap så voldsom nyhedsstrøm, kunne det måske være tidspunktet for nogle lidt anderledes historier. Hvis de vil have lidt at gøre godt med, har jeg over de seneste 10 dage postet 10 spørgsmål til inspiration på Twitter. Nogle bestemt mere pjattede end andre. Men flere af dem med et vist potentiale, såfremt man ville investere lidt tid i dem. Jeg forventede ingen svar, og har selvsagt heller ikke fået nogen. Men jeg er ret sikker på, at der vil komme noget spændende ud af et par af historierne her:

• Spm 1 af 10: Hvad skete der egentlig for Thomas Gravesen?
• Spm 2 af 10: Kan du huske historien op til Irak-krigen med russere i Irak, der arbejdede med biologisk krigførelse? Hvor kom den fra?
• Spm 3 af 10: Hvor meget styrer Hells Angels egentlig? Har de f.eks. kontrolleret Christiania siden opgøret med Bullshit?
• Spm 4 af 10: Rygter siger at Danske Bank var insolvent i et par dage i efteråret. Er det rigtigt? Og gav det bankpakkerne?
• Spm 5 af 10: Hvor blev Mullah Omar af?
• Spm 6 af 10: Hvor har det danske jægerkorps egentlig været indsat? Sarajevo? Tora Bora?
• Spm 7 af 10: Hvem var de danskere, der kæmpede de sidste kampe i Division Wiking foran Rigskancelliet?
• Spm 8 af 10: Bygger den danske velfærdsstat på naziguld? Hvor fik Ebbe Kløvedal Reich den idé i ‘Edderkoppen’ fra?
• Spm 9 af 10: Hvad blev der af den danske forsker, der henførte global opvarmning til solstråler?
• Spm 10 af 10: Var Able Archer i 1983 faktisk en ny Cubakrise?

Eller:

• Hvor blev Second Life af?
• Hvad blev der egentlig af Mette Munk Plum?
• Hvad lavede Aksel Larsen helt præcist under påskekrisen i 1948?
• Hvorfor var der ingen i 1995, der tænkte over, at Wilfred Petersen allerede i 1941 havde stiftet et Dansk Folkeparti?

Jeg påstår ingenlunde at de spørgsmål bør have forrang frem for andre og sikkert meget bedre historier. Og flere af dem lever ikke op til et traditionelt nyhedskriterie. Men det er blot små tossede eksempler. Fagbladet Journalisten har i øvrigt i det helt nye nummer et tema om tabuer i journalistik. Om ikke andet en fin disussion af prioriteringen af historier. Håbet må være, at vi her midt i en agurketid kan få en diskussion af prioriteringerne og af om der måske kunne være en bærende forretningsmodel i at arbejde med nogle historier, som ingen andre tager sig af. I et presset mediemarked bør der være en klar ‘blue ocean’ strategi i at satse på gennemresearchede og veldokumenterede historier. Her kan man gøre en forskel.

Print PDF