Den organiserede kriminalitet har altid været en del af det amerikanske samfundsliv. Men det var særlig omkring starten af 1900-tallet, at opbygningen af bander og kriminelle strukturer for alvor tog fart. Det skete, da Amerika oplevede en massiv indvandring fra den gamle verden og det gamle europæiske kontinent. Mennesker der ankom til det nye land for at jagte den amerikanske drøm, men som for det meste mødte trøstesløs slum i de amerikanske storbyers ghettoer. I disse plagede bydele opstod en række bander, som hver styrede deres territorier, og som oftest levede helt deres eget liv udenfor myndighedernes rækkevidde. I New York regerede borgmester Tammany Hall i mange år med irske gangstere som uofficielle muskelmænd og meget aktive deltagere, når et valgresultat skulle på plads eller vælgere ‘overtales’ til at sætte deres stemme et bestemt sted.

Italienske, irske og kinesiske indvandrere tog ikke blot drømmen om Amerika med sig til det nye land. Nogle af dem medbragte også de kriminelle strukturer, som kendtes fra deres hjemegn. Sicilianernes mafia fulgte med ligesom den italienske Camorra og de kinesiske triader. Den sicilianske mafia var kendt for at bruge en teknik kaldet ”Den Sorte Hånd”. En særlig form for afpresning hvorved forretninger eller enkeltpersoner først blev truet af den sorte hånd selskab af påståede lejemordere, hvorefter mafiaen trådte til og tilbød sin beskyttelse mod hånden – efter en klækkelig betaling naturligvis.

Denne praksis blev videreført med stor succes i de amerikanske byer med mange italienske indvandrere. Men det var først med spiritusforbudet, at den organiserede kriminalitet og den amerikanske mafia for alvor etablerede sig som en væsentlig magtfaktor i det uofficielle USA. I begyndelsen af det 20. århundrede stod afholdsbevægelserne meget stærkt i USA, ligesom de også her i Danmark havde stor tilslutning i første halvdel af forrige århundrede. Men i USA blev tilslutningen til kampen mod spiritus ført ud i lovgivningen. Det skete på et tidspunkt, hvor en række af de mandlige vælgere befandt sig på slagmarkerne i Europa under 1. Verdenskrig. I december 1917 vedtog Kongressen det 18. tillæg til Forfatningen, som forbød salg af spirituøse drikke. Selvom præsident Woodrow Wilson forsøgte at nedlægge veto mod denne nye spirituslovgivning, vedtog Kongressen i oktober 1919 den såkaldte Volstead Lov, hvormed et stort bureaukrati til at holde øje med salget af spiritus blev oprettet. Fra midnat den 16. januar 1920 var forbudet en realitet over hele USA.

Forbudet havde kun fungeret i et par timer, da seks maskerede mænd i Chicago angreb to togvogne med en lastbil og slap afsted med whisky beregnet for medicinsk brug til en værdi af 100.000 dollars. Det blev det meget effektfulde startskud til en periode, hvor hjemmebrænderi og ulovligt salg af spiritus blev en drønende forretning – ikke mindst for den kriminelle underverden. Der var formuer at tjene på salget af de forbudte dråber, og der blev tjent meget store summer. Ligeledes var forbudet fra starten meget upopulært, og det gjorde, at en række kriminelle elementer pludselig fremstod anderledes acceptable for den almindelige amerikaner. Den faktor gjorde sig også gældende i myndighedernes rækker, hvor bestikkelse i form af sprut eller penge blev en del af hverdagen for mange politikorps overalt i landet. Chicagos politimester Charles FitzMorris anslog selv, at 60 % af hans politifolk havde noget med den illegale spiritus at gøre, men mange har ment, at det i virkeligheden var alt for lavt sat.[1]

For dem der ville, kunne og havde de rette forbindelser til politi og politikere, var der formuer at tjene på salget af illegal spiritus. Blandt de personer skal vi formentlig tælle patriarken Joseph P. Kennedy, selvom der stadig i dag ikke findes afgørende beviser mod den ældre Kennedy om hans involvering i salget af illegal spiritus. Det må efter alt at dømme tilskrives, at hans forretningspapirer fortsat er låst inde i arkiverne i John F. Kennedys præsidentielle bibliotek i Boston. Men mange har hæftet sig ved, at opbygningen af Kennedys store formue netop tog fart i forbudstiden. Kennedy importerede angiveligt whisky fra Canada til det tørlagte Boston, og den antagelse har fået yderligere næring ved den kendsgerning, at Joseph P. Kennedy ved forbudets ophør med det samme befandt sig i den nu legitime handel med whisky, gin og rom i selskabet Somerset Importers.[2]

Forbudet ophørte den 5. december 1933, da det stod klart for enhver, at man ikke kan lovgive og forbyde sig ud af menneskers misbrug af alkohol eller andre uønskede varer. Hvor der er en tilstrækkelig efterspørgsel, vil der også altid være et tilsvarende udbud, uanset hvor ulovligt det end måtte være i lovgivernes øjne. Effekten af forbudet havde blot været, at der er i mange af USA’s store byer nu var vokset egentlige forbryderkarteller og familier op. Kriminelle som nu havde den fornødne kapital og de nødvendige forbindelser til myndighederne, så de var i stand til at tage næste skridt ind i det amerikanske samfund.

I Chicago Johnny Torrio til magten i byen efter et blodigt opgør med den tidligere boss Big Jim Colosimo i 1920. Den gamle boss ville ikke have, at Torrio gik ind på det lukrative marked for illegal spiritus, og derfor sørgede Torrio for at rydde ham af vejen med en række kugler fra en lejemorder. Torrio bragte Chicagos mange rivaliserende bander sammen, og efter at han i midten af 20’erne indledte en delvis pensionisttilværelse i sit fødeland Italien, tog den brutale Alphonse ”Scarface” Capone over i Chicago. For eftertiden står Capone som selve symbolet på mafiaens opblomstring under forbudstiden. Hans brutalitet slog igennem mod enhver modstander, men de mange mord, og hans ligefremme og ganske offentlige stil, satte også yderligere fokus på den organiserede kriminalitet. En fokus som ledere i de andre byer ikke så med milde øjne på.

I maj 1929 afholdte nationens mafialedere det første kendte møde med deltagelse af alle væsentlige ledere fra den amerikanske underverden. Det skete i spillebyen Atlantic City, og et af resultaterne fra mødet var, at Al Capone måtte væk. Allerede på vejen hjem fra mødet blev Capone arresteret, og senere blev han idømt 11 års fængsel. Bag denne elegante eliminering af Capone stod de virkelige bosser i mafiaen, nemlig folkene fra New York. Her styrede den velhavende og elegante Arnold Rothstein handlen med den illegale sprut, men i virkeligheden var han blot den pæne frontfigur for de store New York familier, som blev ledet af Giuseppe Masseria og Salvatore Maranzano.

Men op mod slutningen på forbudstiden befandt de to familier sig i en altødelæggende krigstilstand om magten i New York og dermed med resten af USA. Krigens gang så ud til at gå imod Masseria, da han den 15. april 1931 mødtes med sin løjtnant Charles ”Lucky” Luciano på en restaurant på Coney Island for at drøfte en mulig fred med Maranzano. Midt under frokosten forlod Luciano bordet for at gå på toilettet, og i det øjeblik trådte tre mand ind og affyrede 20 skud mod Masseria. Luciano havde overtaget sin gamle boss’ plads.

Hans første handling som ny boss var at arrangere et møde med Maranzano for at få en varig fred på plads. Maranzano havde ved sin rivals død erklæret sig for ”capo di tutto capi” (bossernes boss) og havde omstruktureret familierne på en måde, som skulle komme til at vare mere end tredive år frem. Men meget hurtigt fandt Luciano og hans højre hånd Vito Genovese ud af, at Maranzano havde planer om deres snarlige og hurtige død. Det nåede han dog ikke at sætte i værk. Den 10. september 1931 gik fire mænd forklædt som forklædt som betjente fra NYPD ind på Maranzanos kontor og skød ham ned. Ligeledes blev en række af hans folk myrdet ved samme lejlighed for én gang for alle at sætte den familie ud af spillet.[3]

Fra denne periode i forbudstiden stammer også en historie om endnu en forbindelse med Kennedy-familien og den organiserede kriminalitet. I 1927 blev et skip lastet med illegal whisky på sin vej fra Canada til Boston bordet ved en yderst blodig aktion. Samtlige besætningsmedlemmer blev myrdet i ildkamp, og angriberne stak afsted med hele ladningen. Dette blodige røveri blev senere sporet tilbage til Luciano og Lansky. Men blandt lastens oprindelige ejere skulle man ifølge overleveringen finde ingen ringere end Joseph P. Kennedy, som tabte en formue på den stjålne last, og som efterfølgende blev belejret af enkerne efter den dræbte besætning. Meyer Lansky var angiveligt overbevist om, at denne episode fostrede et uudslukkeligt had til ham fra Kennedys side, og at det var et had som blev overleveret med stor styrke til sønnerne.[4]

Med indgangen til 1930’erne var Luciano nu den ubestridte leder af den amerikanske mafia, men han nægtede klogeligt at lade sig titulere som ”bossernes boss”. I stedet skabte han en kommission af bosser fra hele landet og dermed i realiteten et nationalt forbrydersyndikat. Det gav plads til nye folk som Vito Genovese, den økonomiske troldmand Meyer Lansky, Dutch Schultz og Benjamin ”Bugsy” Siegel, som senere var med til at grundlægge spillemekkaet Las Vegas. Men selvom Lucky Luciano nu sad på toppen af magten i den amerikanske underverden, var han i længden ikke immun overfor det amerikanske retssystem. I 1936 modtog han en lang fængselsdom for hans spidskompetence prostitution.

Men så kom 2. Verdenskrig, og også indenfor den organiserede kriminalitet skulle krigen få stor og meget afgørende betydning. For det første gav rationeringer af varer i det amerikanske samfund en ny chance for at skabe et kolossalt illegalt marked på linie med forbudstiden. Nu havde mafiaen dog opbygget så tætte kontakter med regeringsmyndighederne, at de stort set kunne aftage rationeringsmærker til det sorte marked direkte fra den officielle trykpresse. Men et år efter USA’s indtræden i krigen skete der dog noget, som skulle komme til at knytte regering og mafiaen sammen på en afgørende ny måde.

De allierede styrker havde allerede oplevet meget store tab for konvojerne til Storbritannien, og den 9. november 1942 sank det tidligere franske skib ”Normandie”, mens det var ved at blive bygget om til troppetransport. Tydeligvis en sabotagehandling, som senere blev tilskrevet Vito Genovese, der under krigen var rejst tilbage til Italien, hvor han var blevet en aktiv forkæmper for Mussolinis fascisme. Ligeledes blev det i krigens første år klart for efterretningsvæsenet, at en række af de agenter, som opererede i USA var at italiensk eller tysk afstemning. Efterretningsvæsenet var blevet taget på sengen, og man skal huske at der på dette tidspunkt ikke eksisterede et central agentur for efterretninger (det senere CIA), ligesom Hoovers FBI slet ikke var forberedt på et arbejde med kontraspionage og jagt på agenter.[5]

Situationen var desperat, og på foranledning af den amerikanske flåde, der hver dag led store tab som følge af veltilrettelagte angreb på konvojer og sabotage, tog statsanklageren i New York Thomas E. Dewey kontakt til mafiaen for at bede om hjælp. Det var Dewey, der havde retsforfulgt Luciano, og det var nu ud fra hans kontor, at tilnærmelsen til selv samme Luciano blev skabt. Men Luciano sad jo i det topsikrede Sing Sing fængsel, og dialogen mellem militæret og mafiaen foregik derfor med Meyer Lansky som mellemmand. Lansky havde som jøde ingen problemer i at kæmpe aktivt mod aksemagternes agenter og i patriotisk kamp for det nye fædreland. Ligeledes kunne han og Luciano også meget hurtigt se de afgørende muligheder, der lå i et tæt samarbejde med myndighederne.[6]

Officielt blev der ikke indgået aftaler parterne imellem. Men resultaterne af samarbejdet var til at tage at føle på. I New York ophørte fagforeningsstrejker og sabotage i det enorme havneområde med det samme, og det blev opretholdt krigen ud. Og da de allierede styrker landede på Sicilien den 10. juli 1943 ventede den lokale sicilianske mafia på strandene, klar til at vise de allierede styrker vej gennem minefelter og mod de tyske stillinger. På var samarbejdet mellem det amerikanske militær og den amerikanske underverden allerede flyttet fra det lokale niveau og flåden i New York til et nationalt niveau i The Office of Strategic Services – det OSS som efter krigen skulle blive til CIA, da man endelig fik samlet de mange efterretningstjenester under én hat.

Samarbejdet gik under kodenavnet ”Operation Underverden”, og den 3. januar 1946 kom en klokkeklar belønning til Luciano for indsatsen. Han blev nemlig løsladt fra fængslet. Men eftersom han aldrig var blevet amerikansk statsborger, måtte han tage tilbage til hjemlandet Italien, hvor han grundlagde et narkoimperium, der efter sigende stadig er i funktion.[7]Det intense samarbejde mellem den organiserede underverden og efterretningstjenesterne ophørte ikke her, og som vi allerede har været inde på, fortsatte det mange år senere med bl.a. fælles planer for at smide Castro ud af Cuba.

Ved krigens afslutning havde mafiaen nu fuldbyrdet visionen om at vokse fra de lokale ghettoer og blive en national magtfaktor. Men denne udvikling blev ikke bifaldet alle steder fra, og i 1950 nedsatte Senatet en særlig komite under ledelse af senator Estes Kefauver fra Tennessee, som holdt en lang række høringer om det nationale forbrydersyndikat. Komiteen fandt via høringerne frem til, at der fandtes et nationalt forbundet forbrydersyndikat, som havde interesser i spilleindustrien, indenfor bookmaking, prostitution og narkotika, samt havde vidtforgrenede interesser i en lang række lovlige virksomheder og brancher spredt over hele landet. Samtidig klarlagde Kefauvers komite, at denne position i det amerikanske samfund var opnået ved udbredt korruption på alle niveauer.

Det var en noget overraskende og ganske sprængfarlig konklusion, eftersom både justitsminister McGrath og FBI’s direktør Hoover havde fastholdt, at et sådant syndikat ikke fandtes. En opfattelse som Hoover stædigt gentog over årene, på trods af overvældende beviser på det modsatte.[8]På den baggrund nævner flere, at Hoover i virkeligheden var med til at fremme mafiaens interesser. Det var i hvert fald først med indsættelsen af Robert Kennedy som ny justitsminister og øverste chef for Hoover, at en mere systematisk jagt på mafiaen blev igangsat.

Med Lucky Luciano deporteret til Italien tog nye navne over i mafiaens ledelse. Men uden Luciano som ubestridt leder var det ikke en fredelig tid. I 1957 blev Lucianos efterfølger Frank Costello dræbt, og den 25. oktober samme år blev New York bossen Albert Anastasia skudt i sin stol i en barbersalon. Det drab første til et højest usædvanligt møde indkaldt af Vito Genovese, der havde stået bag drabene, og som ønskede at blive den nye ”capo di tutto capi”. Mødet blev afholdt i den lille by Apalachin i staten New York, og havde deltagelse af samtlige bosser fra hele landet. Navnkundige navne som Joe Bonano og Carlo Gambino fra New York, Vito Genovese og Frank Majuri fra New Jersey, Frank DeSimone fra Californien, Joe Civello fra Dallas, Santos Trafficante Jr. fra Florida og Sam Giancana fra Chicago. Carlos Marcello fra New Orleans havde sendt en stedfortræder, og det skulle vise sig at være en klog disposition. Det historiske møde med mafiabosser fra hele landet blev nemlig genstand for en omfattende politirazzia, da en opmærksom lokal politimand blev betænkelig ved de mange nummerplader fra andre stater.[9]

Mødet i Apalachin nåede meget naturligt forsiderne i de amerikanske medier og satte dermed på ny fokus på den organiserede kriminalitets omfattende rolle i det amerikanske samfundsliv. Efter at Kefauver havde fuldført sit arbejde om mafiaen i 1951, tog en ung fremadstræbende jurist Robert Francis Kennedy i 1956 fat på det, der senere formede sig som et decideret korstog mod det nationale forbrydersyndikat og ikke mindst dets indflydelse på de amerikanske fagforeninger.

Fredag den 22. november 1963 sluttede korstoget, da John F. Kennedy blev dræbt i Dallas.

Print PDF