La Cosa Nostra i USA – en kort historie om den amerikanske mafia med fokus op mod mordet på John F. Kennedy

Sam Giancana

Den organiserede kriminalitet har altid været en del af det amerikanske samfundsliv. Men det var særlig omkring starten af 1900-tallet, at opbygningen af bander og kriminelle strukturer for alvor tog fart. Det skete, da Amerika oplevede en massiv indvandring fra den gamle verden og det gamle europæiske kontinent. Mennesker der ankom til det nye land for at jagte den amerikanske drøm, men som for det meste mødte trøstesløs slum i de amerikanske storbyers ghettoer. I disse plagede bydele opstod en række bander, som hver styrede deres territorier, og som oftest levede helt deres eget liv udenfor myndighedernes rækkevidde. I New York regeredes omkring Tammany Hall i mange år med irske gangstere som uofficielle muskelmænd og meget aktive deltagere, når et valgresultat skulle på plads eller vælgere ‘overtales’ til at sætte deres stemme et bestemt sted.

Italienske, irske og kinesiske indvandrere tog ikke blot drømmen om Amerika med sig til det nye land. Nogle af dem medbragte også de kriminelle strukturer, som kendtes fra deres hjemegn. Sicilianernes mafia fulgte med ligesom den italienske Camorra og de kinesiske triader. Den sicilianske mafia var kendt for at bruge en teknik kaldet ”Den Sorte Hånd”. En særlig form for afpresning hvorved forretninger eller enkeltpersoner først blev truet af den sorte hånd selskab af påståede lejemordere, hvorefter mafiaen trådte til og tilbød sin beskyttelse mod hånden – efter en klækkelig betaling naturligvis.

Denne praksis blev videreført med stor succes i de amerikanske byer med mange italienske indvandrere. Men det var først med spiritusforbudet, at den organiserede kriminalitet og den amerikanske mafia for alvor etablerede sig som en væsentlig magtfaktor i det uofficielle USA. I begyndelsen af det 20. århundrede stod afholdsbevægelserne meget stærkt i USA, ligesom de også her i Danmark havde stor tilslutning i første halvdel af forrige århundrede. Men i USA blev tilslutningen til kampen mod spiritus ført ud i lovgivningen. Det skete på et tidspunkt, hvor en række af de mandlige vælgere befandt sig på slagmarkerne i Europa under 1. Verdenskrig. I december 1917 vedtog Kongressen det 18. tillæg til Forfatningen, som forbød salg af spirituøse drikke. selv om præsident Woodrow Wilson forsøgte at nedlægge veto mod denne nye spirituslovgivning, vedtog Kongressen i oktober 1919 den såkaldte Volstead Lov, hvormed et stort bureaukrati til at holde øje med salget af spiritus blev oprettet. Fra midnat den 16. januar 1920 var forbudet en realitet over hele USA.

Forbudet havde kun fungeret i et par timer, da seks maskerede mænd i Chicago angreb to togvogne med en lastbil og slap afsted med whisky beregnet for medicinsk brug til en værdi af 100.000 dollars. Det blev det meget effektfulde startskud til en periode, hvor hjemmebrænderi og ulovligt salg af spiritus blev en drønende forretning – ikke mindst for den kriminelle underverden. Der var formuer at tjene på salget af de forbudte dråber, og der blev tjent meget store summer. Ligeledes var forbudet fra starten meget upopulært, og det gjorde, at en række kriminelle elementer pludselig fremstod anderledes acceptable for den almindelige amerikaner. Den faktor gjorde sig også gældende i myndighedernes rækker, hvor bestikkelse i form af sprut eller penge blev en del af hverdagen for mange politikorps overalt i landet. Chicagos politimester Charles FitzMorris anslog selv, at 60 % af hans politifolk havde noget med den illegale spiritus at gøre, men mange har ment, at det i virkeligheden var alt for lavt sat.[i]

For dem der ville, kunne og havde de rette forbindelser til politi og politikere, var der formuer at tjene på salget af illegal spiritus. Blandt de personer skal vi formentlig tælle patriarken Joseph P. Kennedy, selv om der stadig i dag ikke findes afgørende beviser mod den ældre Kennedy om hans involvering i salget af illegal spiritus. Det må efter alt at dømme tilskrives, at hans forretningspapirer fortsat er låst inde i arkiverne i John F. Kennedys præsidentielle bibliotek i Boston. Men mange har hæftet sig ved, at opbygningen af Kennedys store formue netop tog fart i forbudstiden. Kennedy importerede angiveligt whisky fra Canada til det tørlagte Boston, og den antagelse har fået yderligere næring ved den kendsgerning, at Joseph P. Kennedy ved forbudets ophør med det samme befandt sig i den nu legitime handel med whisky, gin og rom i selskabet Somerset Importers.[ii]

Forbudet ophørte den 5. december 1933, da det stod klart for enhver, at man ikke kan lovgive og forbyde sig ud af menneskers misbrug af alkohol eller andre uønskede varer. Hvor der er en tilstrækkelig efterspørgsel, vil der også altid være et tilsvarende udbud, uanset hvor ulovligt det end måtte være i lovgivernes øjne. Effekten af forbudet havde blot været, at der er i mange af USA’s store byer nu var vokset egentlige forbryderkarteller og familier op. Kriminelle som nu havde den fornødne kapital og de nødvendige forbindelser til myndighederne, så de var i stand til at tage næste skridt ind i det amerikanske samfund.

I Chicago Johnny Torrio til magten i byen efter et blodigt opgør med den tidligere boss Big Jim Colosimo i 1920. Den gamle boss ville ikke have, at Torrio gik ind på det lukrative marked for illegal spiritus, og derfor sørgede Torrio for at rydde ham af vejen med en række kugler fra en lejemorder. Torrio bragte Chicagos mange rivaliserende bander sammen, og efter at han i midten af 20’erne indledte en delvis pensionisttilværelse i sit fødeland Italien, tog den brutale Alphonse ”Scarface” Capone over i Chicago. For eftertiden står Capone som selve symbolet på mafiaens opblomstring under forbudstiden. Hans brutalitet slog igennem mod enhver modstander, men de mange mord, og hans ligefremme og ganske offentlige stil, satte også yderligere fokus på den organiserede kriminalitet. En fokus som ledere i de andre byer ikke så med milde øjne på.

I maj 1929 afholdte nationens mafialedere det første kendte møde med deltagelse af alle væsentlige ledere fra den amerikanske underverden. Det skete i spillebyen Atlantic City, og et af resultaterne fra mødet var, at Al Capone måtte væk. Allerede på vejen hjem fra mødet blev Capone arresteret, og senere blev han idømt 11 års fængsel. Bag denne elegante eliminering af Capone stod de virkelige bosser i mafiaen, nemlig folkene fra New York. Her styrede den velhavende og elegante Arnold Rothstein handlen med den illegale sprut, men i virkeligheden var han blot den pæne frontfigur for de store New York familier, som blev ledet af Giuseppe Masseria og Salvatore Maranzano.

Men op mod slutningen på forbudstiden befandt de to familier sig i en altødelæggende krigstilstand om magten i New York og dermed med resten af USA. Krigens gang så ud til at gå imod Masseria, da han den 15. april 1931 mødtes med sin løjtnant Charles ”Lucky” Luciano på en restaurant på Coney Island for at drøfte en mulig fred med Maranzano. Midt under frokosten forlod Luciano bordet for at gå på toilettet, og i det øjeblik trådte tre mand ind og affyrede 20 skud mod Masseria. Luciano havde overtaget sin gamle boss’ plads.

Hans første handling som ny boss var at arrangere et møde med Maranzano for at få en varig fred på plads. Maranzano havde ved sin rivals død erklæret sig for ”capo di tutto capi” (bossernes boss) og havde omstruktureret familierne på en måde, som skulle komme til at vare mere end tredive år frem. Men meget hurtigt fandt Luciano og hans højre hånd Vito Genovese ud af, at Maranzano havde planer om deres snarlige og hurtige død. Det nåede han dog ikke at sætte i værk. Den 10. september 1931 gik fire mænd forklædt som forklædt som betjente fra NYPD ind på Maranzanos kontor og skød ham ned. Ligeledes blev en række af hans folk myrdet ved samme lejlighed for én gang for alle at sætte den familie ud af spillet.[iii]

Fra denne periode i forbudstiden stammer også en historie om endnu en forbindelse med Kennedy-familien og den organiserede kriminalitet. I 1927 blev et skip lastet med illegal whisky på sin vej fra Canada til Boston bordet ved en yderst blodig aktion. Samtlige besætningsmedlemmer blev myrdet i ildkamp, og angriberne stak afsted med hele ladningen. Dette blodige røveri blev senere sporet tilbage til Luciano og Lansky. Men blandt lastens oprindelige ejere skulle man ifølge overleveringen finde ingen ringere end Joseph P. Kennedy, som tabte en formue på den stjålne last, og som efterfølgende blev belejret af enkerne efter den dræbte besætning. Meyer Lansky var angiveligt overbevist om, at denne episode fostrede et uudslukkeligt had til ham fra Kennedys side, og at det var et had som blev overleveret med stor styrke til sønnerne.[iv]

Med indgangen til 1930’erne var Luciano nu den ubestridte leder af den amerikanske mafia, men han nægtede klogeligt at lade sig titulere som ”bossernes boss”. I stedet skabte han en kommission af bosser fra hele landet og dermed i realiteten et nationalt forbrydersyndikat. Det gav plads til nye folk som Vito Genovese, den økonomiske troldmand Meyer Lansky, Dutch Schultz og Benjamin ”Bugsy” Siegel, som senere var med til at grundlægge spillemekkaet Las Vegas. Men selv om Lucky Luciano nu sad på toppen af magten i den amerikanske underverden, var han i længden ikke immun overfor det amerikanske retssystem. I 1936 modtog han en lang fængselsdom for hans spidskompetence prostitution.

Men så kom 2. Verdenskrig, og også indenfor den organiserede kriminalitet skulle krigen få stor og meget afgørende betydning. For det første gav rationeringer af varer i det amerikanske samfund en ny chance for at skabe et kolossalt illegalt marked på linie med forbudstiden. Nu havde mafiaen dog opbygget så tætte kontakter med regeringsmyndighederne, at de stort set kunne aftage rationeringsmærker til det sorte marked direkte fra den officielle trykpresse. Men et år efter USA’s indtræden i krigen skete der dog noget, som skulle komme til at knytte regering og mafiaen sammen på en afgørende ny måde.

De allierede styrker havde allerede oplevet meget store tab for konvojerne til Storbritannien, og den 9. november 1942 sank det tidligere franske skib ”Normandie”, mens det var ved at blive bygget om til troppetransport. Tydeligvis en sabotagehandling, som senere blev tilskrevet Vito Genovese, der under krigen var rejst tilbage til Italien, hvor han var blevet en aktiv forkæmper for Mussolinis fascisme. Ligeledes blev det i krigens første år klart for efterretningsvæsenet, at en række af de agenter, som opererede i USA var at italiensk eller tysk afstemning. Efterretningsvæsenet var blevet taget på sengen, og man skal huske at der på dette tidspunkt ikke eksisterede et central agentur for efterretninger (det senere CIA), ligesom Hoovers FBI slet ikke var forberedt på et arbejde med kontraspionage og jagt på agenter.[v]

Situationen var desperat, og på foranledning af den amerikanske flåde, der hver dag led store tab som følge af veltilrettelagte angreb på konvojer og sabotage, tog statsanklageren i New York Thomas E. Dewey kontakt til mafiaen for at bede om hjælp. Det var Dewey, der havde retsforfulgt Luciano, og det var nu ud fra hans kontor, at tilnærmelsen til selv samme Luciano blev skabt. Men Luciano sad jo i det topsikrede Sing Sing fængsel, og dialogen mellem militæret og mafiaen foregik derfor med Meyer Lansky som mellemmand. Lansky havde som jøde ingen problemer i at kæmpe aktivt mod aksemagternes agenter og i patriotisk kamp for det nye fædreland. Ligeledes kunne han og Luciano også meget hurtigt se de afgørende muligheder, der lå i et tæt samarbejde med myndighederne.[vi]

Officielt blev der ikke indgået aftaler parterne imellem. Men resultaterne af samarbejdet var til at tage at føle på. I New York ophørte fagforeningsstrejker og sabotage i det enorme havneområde med det samme, og det blev opretholdt krigen ud. Og da de allierede styrker landede på Sicilien den 10. juli 1943 ventede den lokale sicilianske mafia på strandene, klar til at vise de allierede styrker vej gennem minefelter og mod de tyske stillinger. På var samarbejdet mellem det amerikanske militær og den amerikanske underverden allerede flyttet fra det lokale niveau og flåden i New York til et nationalt niveau i The Office of Strategic Services – det OSS som efter krigen skulle blive til CIA, da man endelig fik samlet de mange efterretningstjenester under én hat.

Samarbejdet gik under kodenavnet ”Operation Underverden”, og den 3. januar 1946 kom en klokkeklar belønning til Luciano for indsatsen. Han blev nemlig løsladt fra fængslet. Men eftersom han aldrig var blevet amerikansk statsborger, måtte han tage tilbage til hjemlandet Italien, hvor han grundlagde et narkoimperium, der efter sigende stadig er i funktion.[vii] Det intense samarbejde mellem den organiserede underverden og efterretningstjenesterne ophørte ikke her, og som vi allerede har været inde på, fortsatte det mange år senere med bl.a. fælles planer for at smide Castro ud af Cuba.

Ved anden verdenskrigs afslutning havde mafiaen nu fuldbyrdet visionen om at vokse fra de lokale ghettoer og blive en national magtfaktor. Men denne udvikling blev ikke bifaldet alle steder fra, og i 1950 nedsatte Senatet en særlig komite under ledelse af senator Estes Kefauver fra Tennessee, som holdt en lang række høringer om det nationale forbrydersyndikat. Komiteen fandt via høringerne frem til, at der fandtes et nationalt forbundet forbrydersyndikat, som havde interesser i spilleindustrien, indenfor bookmaking, prostitution og narkotika, samt havde vidtforgrenede interesser i en lang række lovlige virksomheder og brancher spredt over hele landet. Samtidig klarlagde Kefauvers komite, at denne position i det amerikanske samfund var opnået ved udbredt korruption på alle niveauer.

Det var en noget overraskende og ganske sprængfarlig konklusion, eftersom både justitsminister McGrath og FBI’s direktør Hoover havde fastholdt, at et sådant syndikat ikke fandtes. En opfattelse som Hoover stædigt gentog over årene, på trods af overvældende beviser på det modsatte.[viii] På den baggrund nævner flere, at Hoover i virkeligheden var med til at fremme mafiaens interesser. Det var i hvert fald først med indsættelsen af Robert Kennedy som ny justitsminister og øverste chef for Hoover, at en mere systematisk jagt på mafiaen blev igangsat.

Med Lucky Luciano deporteret til Italien tog nye navne over i mafiaens ledelse. Men uden Luciano som ubestridt leder var det ikke en fredelig tid. I 1957 blev Lucianos efterfølger Frank Costello dræbt, og den 25. oktober samme år blev New York bossen Albert Anastasia skudt i sin stol i en barbersalon. Det drab første til et højest usædvanligt møde indkaldt af Vito Genovese, der havde stået bag drabene, og som ønskede at blive den nye ”capo di tutto capi”. Mødet blev afholdt i den lille by Apalachin i staten New York, og havde deltagelse af samtlige bosser fra hele landet. Navnkundige navne som Joe Bonano og Carlo Gambino fra New York, Vito Genovese og Frank Majuri fra New Jersey, Frank DeSimone fra Californien, Joe Civello fra Dallas, Santos Trafficante Jr. fra Florida og Sam Giancana fra Chicago. Carlos Marcello fra New Orleans havde sendt en stedfortræder, og det skulle vise sig at være en klog disposition. Det historiske møde med mafiabosser fra hele landet blev nemlig genstand for en omfattende politirazzia, da en opmærksom lokal politimand blev betænkelig ved de mange nummerplader fra andre stater.[ix]

”Get Hoffa” – Vendetta mod en fagforeningsleder

Mødet i Apalachin nåede meget naturligt forsiderne i de amerikanske medier og satte dermed på ny fokus på den organiserede kriminalitets omfattende rolle i det amerikanske samfundsliv. Efter at Kefauver havde fuldført sit arbejde om mafiaen i 1951, tog en ung fremadstræbende jurist Robert Francis Kennedy i 1956 fat på det, der senere formede sig som et decideret korstog mod det nationale forbrydersyndikat og ikke mindst dets indflydelse på de amerikanske fagforeninger. I 1956 tog Robert, eller Bobby som han blev kaldt, derfor rundt i hele landet for at samle oplysninger og information om mafiaen og fagforeningerne.

Det arbejde skulle vise sig at være en fremragende jobansøgning. Den 30. januar 1957 besluttede Senatet nemlig at nedsætte en ny komite, som fik til opgave at undersøge ulovligheder i fagbevægelsen. Den nye komite blev kendt som McClellan Komiteen efter dens formand senator John L. McClellan fra Arkansas. Den ledende jurist i komiteen blev Robert Kennedy, og en af senatorerne var en ung senator fra Massachusetts, John F. Kennedy. Robert havde specifikt bedt sin storebroder om at deltage i arbejdet, således at komiteen ikke blev besat af for mange konservative senatorer, der grundlæggende var fjendtligt indstillet overfor fagforeninger i det hele taget.

Det første mål for komiteen blev Dave Beck, som på det tidspunkt var den korrupte leder af Transportarbejderforbundet – The International Brotherhood of Teamsters. Efter en tilbundsgående undersøgelse i komiteen blev Beck idømt en lang fængselsstraf for økonomisk kriminalitet og skattesnyd i 1957. Han blev dog senere benådet af et tidligere medlem af Warrenkommissionen, da Gerald Ford var blevet præsident i 1975.

Med Beck ude af billedet kom turen nu til hans karismatiske afløser James Riddle Hoffa. Han var den joviale og karismatiske leder af en magtfuld fagforening, som ikke altid kunne kende forskel på, hvornår arbejdernes interesser sluttede og mafiaens begyndte. Hoffa kom fra arbejderklassen, og oprørt over forholdene på sin arbejdsplads i hjemstaten Indiana, gik Hoffa ind i fagforeningsarbejdet, hvor han igennem årene via spektakulære aktioner hurtigt steg i graderne i Transportarbejderforbundet.

Men inden Hoffa overhovedet kunne afgive vidneforklaring for komiteen havnede han i den første en endeløs række retssager. I denne første retssag blev han tiltalt for forsøg på at påvirke en af komiteens advokater. I en farverig retssag, hvor Hoffa bl.a. havde den tidligere sværvægtsmester i boksning Joe Louis ved sin side, blev Hoffa frikendt.

Hoffas frikendelse kom dog til at virke som en rød klud på ikke mindst Robert Kennedy. I stedet blev det startskuddet til en indædt personlig strid mellem de to, hvor Robert i årene derefter med alle midler forsøgte at få sendt Hoffa i fængsel. Det var rigmandssønnen mod arbejderen i en kamp på liv og død rundt i de indviklede kringelkroge i det amerikanske retssystem.

Robert Kennedy var fuldstændig overbevist om vigtigheden af kampen mod Hoffa og hans ledelse af det mægtige forbund. I sin store bestseller ”The Enemy Within” fra 1960 om arbejdet i McClellan Komiteen og den organiserede kriminalitet i USA kaldte Robert Kennedy direkte Transportarbejderforbundet under Hoffas ledelse for ”en ond sammensværgelse”. For brødrene Kennedy var det en utålelig situation. Sagen var simpelthen den, at Transportarbejderforbundet og dets medlemmer udgjorde en essentiel del af det amerikanske samfund. Kennedys grundlæggende bekymring var, at hvis de amerikanske fagforeninger var i lommen på mafiaen, udgjorde de et oplagt mål for afpresning. En strejke fra Hoffas folk kunne lamme landet og dets økonomi, og via Hoffas forbund havde mafiaen således et urovækkende potentielt magtmiddel.

Da præsidentvalget kom i 1960 var Hoffa godt klar over, hvilken vej vinden blæste. Hoffa og hans forbund støttede helhjertet den republikanske Nixon for at undgå at få en Kennedy i Det Hvide Hus. Det skete også med bidrag fra bossen i New Orleans Carlos Marcello, som via Hoffa gav kampagnebidrag i størrelsesordenen en halv million dollars til Nixons kampagne.[x]

Men i januar 1961 blev Hoffas værste mareridt til virkelighed. John blev præsident og Robert hans justitsminister. Hoffa vidste efter sigende godt, hvad det betød, og han fik ret i sine værste anelser. Som justitsminister nedsatte Robert en særlig gruppe, der udelukkende skulle arbejde med Hoffa og hans forbund. Gruppen blev hurtigt kendt under ”Fang Hoffa gruppen”[1], og med årene lykkedes det for denne specialgruppe at rejse 201 tiltaler og få 126 domsfældelser mod folk fra Transportarbejderforbundet.

Selv om Hoffa kæmpede en indædt kamp mod Robert Kennedy og hans advokater fra de bedste og dyreste amerikanske universiteter, kunne han ikke gå fri i længden. I maj 1962 blev han tiltalt for ulovligt at have modtaget en million dollars via sin kones transportfirma, og i juni 1963 blev han tiltalt for ulovligt at have modtaget lån på 20 mio. dollars fra sit fagforbunds store pensionskasser. De pensionskasser som efter alt at dømme fungerede som mafiaens uofficielle pengetank, og som finansierede en række projekter, der involverede kendte personligheder fra den organiserede kriminalitet. Hoffa klarede frisag på den første tiltale, hvor juryens votering simpelthen endte uafgjort. Men han blev senere sigtet og dømt for at have påvirket juryen.

Robert Kennedy udgjorde nu en bekymring for Hoffa fra morgen til aften, og det stress begyndte at kunne ses på fagforeningsbossen. I efteråret 1962 stod det klart, at noget var under opsejling mod Kennedy-brødrene. Edward Partin var en højt placeret medarbejder i Transportarbejderforbundet, der var blevet meddeler for myndighederne i kampen mod den korrupte Hoffa. På et møde i Washington i august 1962 hørte han Hoffa gå i selvsving om udførlige planer for at dræbe Robert Kennedy. En af Hoffas planer var et brandattentat mod Roberts villa Hickory Hill. En anden plan var at skyde justitsministeren, mens han kørte i en af sine åbne biler, og det måtte gerne ske i syden, således at skylden kunne lægges på nogle de højreorienterede kræfter, der modsatte sig Kennedys borgerrettigheder. Hoffa sluttede sit hadefulde udfald mod sin dødsfjende med ordene: ”Nogen skal simpelthen fjerne det dumme svin. Bobby Kennedy må væk”.[xi]

Partin gik med det samme til Kennedys folk med truslen, men de var indledningsvis meget skeptiske overfor den fantastiske historie. Derfor måtte Partin igennem en løgnedetektortest hos FBI. Da han havde bestået den, besluttede FBI at optage endnu et møde mellem Partin og Hoffa på bånd. Et møde hvor Partin hævdede at være kommet i besiddelse af plastisk sprængstof til brug for et attentat mod Robert Kennedy. Ved den nyhed bad fagforeningsbossen Partin om at fragte sprængstoffet til en betroet kontakt i Nashville. Alt sammen fanget på bånd og senere brugt til at fælde Hoffa. Men samtidig en konkret trussel som blev bragt videre til justitsministeren og helt til John Kennedy i det ovale værelse. Overfor en journalist fortalte præsidenten i februar 1963, at Hoffa havde planlagt at slå hans lillebror ihjel med en lyddæmpet pistol. En historie som journalist Benjamin Bradlee havde meget vanskeligt ved at tro på, til trods for at præsidenten omtalte disse mordplaner med allerstørste alvor.[xii]

Men så kom fredag den 22. november 1963 i Dallas – midt i sagen mod Hoffa for at påvirke juryen. Da Hoffa fandt ud af, at man flagede på halv i Teamster hovedkvartet i Washington til ære for den myrdede præsident, gik han amok og overfusede en af medarbejderne: ”Hvorfor fanden gjorde du det for ham? Hvem helvede er han?”. Da Ruby senere skød Oswald to dage senere, var Hoffa mere nøgtern i sin bedømmelse af sin hovedfjende Robert Kennedy. I Nashville fortalte han en journalist: ”Bobby Kennedy er bare en helt almindelig advokat nu”.[xiii]

Selv om Roberts korstog mod mafiaen og Hoffa ophørte med øjeblikkelig virkning med snigmordet i Dallas, hjalp det ikke Hoffa i det lange løb. Dertil var han allerede for kompromitteret og ophængt i for mange retssager og beskyldninger om korruption. Han endte med at blive dømt for at have påvirket juryen og for at have modtaget ulovlige lån fra fagforeningens pensionskasse. Hoffa sad i fængsel frem til lillejuleaften i 1971, hvor han blev benådet af ingen ringere end præsident Nixon.

Efter at være blevet løsladt forsøgte Hoffa at gøre comeback i Transportarbejderforbundet. Men nu havde Hoffa for altid mistet mafiaens opbakning. Deres samarbejde med forbundet var fortsat, men med Hoffa af vejen skete det i noget mindre offentlighed. Den 30. juli 1975 skulle Hoffa mødes med Anthony ”Tony Pro” Provenzano, en mand fra forbundets afdeling i New Jersey og tillige et kendt mafiamedlem. Ingen har siden set Hoffa. Så sent som i sommeren 2003 gjorde FBI et forsøg på at finde hans lig, da de fik et tip om, at Hoffa lå begravet under en swimmingpool. Det viste sig ikke at holde stik, så måske er det bedste bud på Hoffas endelige destination, rygtet om at han blev støbt med ind i den cement, der blev anvendt ved byggeriet af Giants Stadium i The Meadowlands i New Jersey.

Santos i Florida og på Tropicana i Havanna

Mafiaen og dens historie udsprang i de store nordlige byer Chicago og New York. Men i løbet af det 20. århundrede begyndte bosserne at vende blikket mod nye lokaliteter og nye muligheder. Midt i Nevadas golde ørken skød Las Vegas op som et spillemæssigt fatamorgana af en neonby, og allerede i 1933 havde mafiaens finansielle geni Meyer Lansky fået rettigheder til at drive kasino på Cuba. Det blev startskuddet til en massiv indflydelse fra mafiaen på Cuba og på ledelsen af øen. Lansky gjorde forretninger direkte med diktator Fulengio Batista, og brugte sin indflydelse på diktatoren meget direkte.

Men det var først med afslutningen på 2. Verdenskrig og Batistas comeback som diktator i 1952, at Lansky og gutterne for alvor kunne realisere visionen om et ferie- og spillemekka på den smukke ø mindre end 150 km. fra USA’s kyst. Overalt i Havanna skød nye flotte spillehoteller op, og langt de fleste af dem var ejet af velkendte navne fra den amerikanske underverden.

Men den definitive boss for spilleaktiviteterne på Cuba var en vis Santos Trafficante Jr.[xiv] Han havde interesser i en række af hotellerne, som han ejede sammen med folk som Lansky og Johnny Roselli. Et af disse hoteller var det navnkundige Tropicana Casino, som blev ledet af Jack Rubys store idol, den tidligere storgambler fra Dallas, Lewis McWillie. Trafficante boede i Havanna, hvorfra han styrede aktiviteterne i den meget levende by. Blandt de prominente gæster i Havanna var bl.a. den senere vice-præsident Richard Nixon og topfolk fra den organiserede kriminalitet.

Men det glamourøse natteliv sluttede med et brag med Castros indtog i Havanna Nytårsaften 1959. Trafficante blev holdt i husarrest på sit Tropicana Casino af Castro, som nationaliserede og konfiskerede samtlige kasinoer og mafiabesiddelser. Hjemvendt til Florida indledte Santos Trafficante Jr. nu et speget spil sammen med CIA. Man kan sige, at Castros indtog i Havanna på ny genoplivede det intense samarbejde mellem den organiserede kriminalitet og efterretningstjenesten. Målet var klart: Castro måtte væk. Og med Trafficantes store indflydelse på øen var det oplagt endnu en gang at forene interesserne.

Chancen kom med invasionen i Svinebugten, men her svigtede den nye præsident Kennedy med sin fatale beslutning om ikke at bakke invasionsstyrkerne op fra luften. Det svigt blev ikke glemt af mafiaens topfolk, selv om de hurtigt flyttede deres interesser til Las Vegas og Bahamas. I Kongressens senere undersøgelse af Kennedy-mordet vidnede en velhavende eksil-cubaner ved navn Jose Aleman. Han kunne fortælle om et interessant møde med Santos Trafficante Jr. på et hotel i Miami i september 1962. På mødet diskuterede Aleman og Trafficante betingelserne for et millionlån, som blev formidlet via Jimmy Hoffa og fagforeningens pensionskasse.

Under mødet kom talen ind på Kennedy-brødrene. Det satte Santos Trafficante Jr. i gang med en lang enetale om rigmandssønnernes uretmæssige korstog mod en arbejdermand som Hoffa. Enetalen sluttede med en klar konklusion om, at præsidenten var i problemer, og at han snart ville få løn som forskyldt. Aleman protesterede mod den betragtning og tillod sig at bemærke, at Kennedy med garanti ville blive genvalgt. Det fik Trafficante til at uddybe sin holdning:[2]

 

”You don’t understand me. Kennedy’s not going to make   it to the election. He’s going to be hit”.[xv]

 

Hvad bossen fra Florida ikke vidste, var at Aleman var meddeler for FBI. Og han videregav senere det indtryk, at Trafficante kendte til mordplaner mod præsidenten, som direkte involverede Jimmy Hoffa. Måske vidste Trafficante, at Hoffa arbejdede på at gøre en ende på Kennedy’ernes korstog? Ved den senere kongresundersøgelse var Aleman imidlertid ikke så sikker i sit vidneudsagn om et ”hit” mod præsidenten. I stedet forsøgte han at forklare, at Trafficante måske havde ment, at Kennedy ville blive ramt af en byge af republikanske stemmer. Ved samme lejlighed udtrykte han endvidere stor frygt for sin egen sikkerhed.[xvi]

Der foreligger således ingen konkrete beviser for Trafficantes involvering i mordet på Kennedy. Tilbage står hans forudsigelse om mordet, hans oplagte motiv efter opgivelsen af den indbringende forretning på Cuba og hans intensive samarbejde med CIA om at myrde Fidel Castro. Om aftenen fredag den 22. november 1963 tog Trafficante til middag på et hotel i Tampa med Frank Ragano og hans forlovede. Trafficante mødte op i et forrygende humør oven på nyheden om JFK’s død, og fortalte glædesstrålende Ragano, at ”nu er vores bekymringer ovre. Nu kan vi komme tilbage til Cuba og vores hoteller. Jeg håber, at Jimmy [Hoffa] er glad nu.”[xvii]

Den sicilianske immigrant i New Orleans

Carlos Marcello er et af de navne fra den organiserede kriminalitet, som mere end nogen anden går igennem persongalleriet omkring begivenhederne på Dealey Plaza. Marcellos rigtige navn var Calogero Minacore, og han blev født af sicilianske forældre i 1910 i Tunesien. Senere emigrerede forældrene til USA og slog sig ned i New Orleans. I lighed med f.eks. Luciano opnåede Marcello aldrig amerikansk statsborgerskab, og det kom til at give ham permanente problemer lige indtil den dag præsident Kennedy blev myrdet i Dallas.

Mens Marcello voksede op i New Orleans var mafiaen allerede en velkonsolideret faktor i en by, der med sin beliggenhed altid har fungeret som forbindelse til Syd- og Latinamerika. Bossen i New Orleans var Sam Carolla, som i forbudstiden udbyggede sit syndikat i New Orleans, og fortsatte med at styre sin forbryderorganisation selv da han i 1932 kom i fængsel efter at have skudt en føderal agent. Selv samme år blev Carolla kontaktet af Frank Costello og Meyer Lansky fra New York, som ønskede at flytte nogle af deres spilleaktiviteter væk fra en nysgerrig politistyrke i New York og ned til et nyt område i New Orleans. Med Carolla i fængsel udpegede han en ung Carlos Marcello til at styre den operation.

Marcello havde på rekordtid skabt sig et navn i den kriminelle underverden i cajun-byen, og han kom nu til at stå bag og udvikle et forbryderimperium, der i 1963 af politiet i New Orleans blev vurderet til en værdi af flere hundrede millioner dollars. Selv fastholdt Marcello altid, at han blot var en tomatsælger med en månedsløn på 1.600 dollars om måneden.[xviii] I 1947 overtog Marcello definitivt ledelsen af New Orleans, da Carolla blev deporteret til Sicilien.

Kampen mod myndighederne og truslen om deportation skulle også vise sig at blive en af Marcellos hårdeste kampe. Og som med så mange andre i den kriminelle verden var den store modstander i den kamp Robert Kennedy. Flere har beskrevet Robert Kennedys kamp mod Marcello som indædt personlig. Marcello havde det oplagte problem var, at han ikke var amerikansk statsborger. I stedet var han af uransalige og formentlig korrupte årsager statsborger i Guatemala.

I foråret 1961 var der kommet ny præsident og en ny justitsminister. Det fik Marcello at føle, da han henvendte sig til myndighederne for at få forlænget sin opholdstilladelse. Her blev han lagt i håndjern på ordrer fra Robert Kennedy sselv og ført direkte til Moisant International Aiport i New Orleans. Her ventede et fly, som med det samme fløj Marcello knap 2.000 kilometer til Guatemala City, hvor han ganske enkelt blev efterladt uden bagage og med få kontanter på lommen, midt i et Guatemala præget af politisk uro.

Vi ved med sikkerhed, at Marcello returnerede til Miami kort tid efter. Men hvordan kan kom tilbage til USA, henstår fortsat i myternes skær. Det er blevet foreslået, at Den Dominikanske Republiks luftvåben blev købt til den opgave. Andre har imidlertid foreslået, at Marcello blev hentet af piloten David Ferrie. En pilot og en person med tætte bånd til Marcello, men også med dokumenterede forbindelser til Lee Harvey Oswald.

Marcello prøvede også at vende stærkt tilbage til sit syndikat i New Orleans. Men ved sin hjemkomst var han ikke just blevet glemt af Robert Kennedy. Tværtimod startede en langvarig juridisk overlevelseskamp for Marcello, og som Hoffa befandt han sig i direkte konfrontation med den unge og ambitiøse justitsminitser. Den kamp endte endegyldigt fredag den 22. november 1963. På denne skæbnesvangre dag faldt der nemlig dom i sagen om Marcellos deportation i retten i New Orleans.

Carlos Marcello – bossen fra New Orleans

Man kan konstatere, at det er endnu et af de fantastiske sammentræf i sagen om mordet på JFK, at lige præcis Carlos Marcello kan forlade i retten i New Orleans som en fri mand den 22. november 1963 kl. 15.20, blot to timer efter at Kennedy er erklæret død i Dallas.[xix]

Men måske var det opfyldelsen af den forbandelse, Marcello året før nedkastede over Kennedy’erne? Ifølge en vis Edward Becker havde Marcello i september 1962 ikke lagt fingrene imellem i beskrivelsen af sit had til brødrene og om sin intention om at få dem fjernet. Becker deltog i et møde i Marcellos villa udenfor New Orleans, og ved talen om Kennedy blev Marcello meget oprevet: ”I skal ikke tage jer af det lille røvhul til Bobby Kennedy. Han skal nok blive ordnet”. Derpå udspyede Marcello en gammel siciliansk forbandelse med en utvetydig mening: ”Tag denne sten ud af min sko” (”Livarsi na petra di la scarpa”).[xx]

Ifølge Becker beskrev Marcello præsident Kennedy som en hund og justitsminister Bobby som hans hale. Derefter gav han en meget præcis forudsigelse af det, der skulle komme til at ske efter Dallas. Hvis man bare skærer hundens hale væk, vil hunden blive ved med at bide med uformindsket styrke. Men hvis man halshugger hunden, vil hunden dø og halen holde op med at logre for evigt. Det var præcis, hvad der skete. Efter mordet på præsidenten ophørte justitsministerens korstog mod den organiserede kriminalitet øjeblikkeligt. Det blev som Marcello havde sagt. Halen holdt op med at logre med det samme.

Marcellos uhyggeligt præcise forudsigelse er dog ikke den eneste grund til, at der med tiden har været særlig fokus på bossen fra New Orleans. Hans navn dukker simpelthen op overalt omkring mordet på Kennedy. Som vi allerede har været inde på, havde Marcello angiveligt meget tætte bånd til bossen i Dallas Joe Civello, som Jack Ruby også havde forbindelse med i de år, han boede i Dallas.

Hele spørgsmålet om Eugene Hale Brading implicerer også Marcello om end mere indirekte. Som vi så det tidligere blev Brading arresteret umiddelbart efter mordet på Dealey Plaza. Mens kuglerne fandt deres mål hen over Elm Street opdagede elevatorføreren i Dal-Tex bygningen lige overfor Skolebogslageret en ukendt og mistænkelig mand inden i bygningen. Han kontakter med det samme politiet, der arresterer manden. Manden præsenterer legitimation, der viser at hans navn er Jim Braden. Han forklarer politiet, at han er i Dallas fra Los Angeles for at gøre olieforretninger med oliemagnaten Lamar Hunt. Hunt som i øvrigt er kendt som en højreorienteret indædt Kennedy-hader. [xxi]

Da Brading forlod Los Angeles fortalte han sin tilsynsførende, at han skulle mødes med Lamar Hunt i Dallas. Brading vil senere nægte at have mødt Hunt i Dallas, selv om Hunts egen sikkerhedschef så ham i kontoret. Ved et tilfælde, eller det der ligner, var Jack Ruby også ved Hunts kontor selv samme eftermiddag dagen før mordet, hvor han angiveligt ledsagede en kvindelig bekendt, der skulle til jobsamtale. Men det var ikke den eneste gang, Jack Ruby og Eugene Brading skulle rende ind i hinanden i Dallas op til mordet. Om aftenen torsdag den 21. november besøgte Jack Ruby nemlig ”The Cabana Motel” i Dallas omkring midnat. Det var det selv samme motel, som Brading overnattede på natten mellem torsdag og fredag. Han tjekkede ind på motellet den 21. sammen med den kendte kriminelle Morgan Brown, og ved ankomsten fortalte de, at de ville blive indtil den 24. november. Nogle timer efter mordet tjekkede Brown imidlertid ud af motellet uden forklaring og uden at vente på Brading. Motellet ejedes af Joe Campisi, som havde meget stærke bånd til Marcello i New Orleans.[xxii]

Historien om Bradings tilknytning til mordet i Dallas og til Marcello i New Orleans slutter dog ikke der. I månederne op til mordet havde Brading nemlig et lejemål i kontorbygningen The Pete Marquette Building i New Orleans. På sammen etage havde Marcellos advokat C. Wray Hill også sit kontor, og under sagen om Marcellos deportation brugte Hill meget aktivt en vis David Ferrie, som senere skulle komme til at spille en central rolle i Jim Garrisions retssag, inden han døde midt under Garrisons retssag. Ferrie havde i månederne op til attentatet mod Kennedy og Marcellos retssag sin faste gang på advokatens kontor.[xxiii]

Disse mærkelige sammentræf omkring Bradings person slutter imidlertid ikke her. Den 4. juni 1968 tjekkede Brading ind på Century Plaza Hotel i Los Angeles mere end 150 km. fra sit hjem. Blot nogle minutters gang fra Bradings hotel blev Robert Kennedy myrdet senere samme aften efter at han havde vundet primærvalget i Californien. selv om mordene på John og Robert Kennedy begge blev opklaret med det samme, fandt Los Angeles Politi Bradings tilstedeværelse tæt på begge mord så mistænkelig, at de besluttede at afhøre ham om hans rolle i begge attentater.[xxiv] Det kom der angiveligt ikke noget ud af, og med Lee Harvey Oswald og Sirhan Sirhan som de klare attentatmænd til de to mord er historien om Bradings bemærkelsesværdige tilstedeværelse ved begge mord ikke kommet videre.

Men der er endelig også en forbindelse fra Marcello og New Orleans til Lee Harvey Oswald, selv om den på ingen måde implicerer Marcello direkte. Oswalds onkel Charles ”Dutz” Murret var en kendt gambler fra New Orleans, som igennem årene angiveligt var blevet et kendt navn i Marcellos organisation. Det er blevet foreslået, at Marina Oswald måske har fortalt onklen om Oswalds uligevægtige psyke og formodede attentatforsøg på general Walker, og dermed via onklen givet Marcello prototypen på den ”tosse”, som han ifølge meddeleren Edward Becker var på udkig efter allerede i efteråret 1962. Men Oswald så kun sin onkel ganske få gange under sit ophold i New Orleans, og Marina Oswald har senere nægtet at have fortalt andre om skudforsøget mod Walker før attentatet.[xxv]

I det hele taget kan alle disse kendsgerninger og mærkværdige forbindelser fra Dallas til Marcello og New Orleans alle være usædvanlige sammentræf, der ikke har noget med hinanden at gøre. Men for Kongresundersøgelsen i slutningen af 1970’erne, var det den slags kendsgerninger om klare mafiaforbindelser omkring mordet, der fik den juridiske chefrådgiver G. Robert Blakey til at konkludere, at mafiaen med stor sandsynlighed spillede en rolle i mordet på præsidenten.[xxvi] I det sandsynlige billede står immigranten Carlos Marcello meget stærkt.

Momo i Chicago

En anden mafiaboss, der står stærkt i et eventuelt mafiaspor til mordet, er Sam ”Momo” Giancana fra Chicago. Det siges ofte, at hvis der stod en sammensværgelse bag mordet på Kennedy, er det påfaldende, at der ikke er nogen, der med tiden har talt over sig.[xxvii] For mange skeptisk indstillede individer er de manglende tilståelser det bedste og mest slående argument imod en sammensværgelse og for Oswalds skyd. Men her er Giancana angiveligt en undtagelse. Ifølge Giancanas bror og søn brystede Chicago-bossen sig nemlig af at have stået bag mordene på både John og Robert Kennedy. Det skete i en fælles bog, hvor de to familiemedlemmer måske har fortalt den fulde sandhed om mafiaens ”hit” på Kennedy’erne. selv om der på den måde egentlig foreligger en slags tilståelse om medvirken i en sammensværgelse om at slå John Kennedy ihjel, bliver bogen generelt ikke regnet for meget mere end et forsøg på at skabe en sensation.

Imidlertid er der flere gode grunde til at kaste et mere indgående blik på Giancana i denne forbindelse. Forbindelsen mellem Kennedy-familien og mafiaen i Chicago skulle angiveligt gå tilbage til starten af forbudstiden. Men Giancana havde også betydelige interesser på Cuba og i de efterfølgende forsøg på at fjerne Castro i et samarbejde med CIA. Endelig delte Giancana tillige elskerinde med præsident Kennedy over en længere periode.

Hans rigtige navn var Momo Salvatore Guingano, og hans historie ligner enhver mafiaboss’ til umiddelbar forveksling. Han blev født af fattige sicilianske forældre den 24. maj 1908 i Chicago, og voksede op i den slum, som for mange af de håbefulde indvandrede blev den benhårde realitet i den nye verden. Giancana lærte meget hurtigt at begå sig i Chicagos hårde gader, og det var fra disse gader, at han med tiden skulle arbejde sig op i den absolutte top af den kriminelle verden. Allerede inden han var fyldt 20 år var han blevet arresteret i forbindelse med tre mord. Ifølge rygterne arbejdede han i denne periode som lejemorder for selveste Al Capone.[xxviii]

I 1932 blev Giancana chauffør og højre hånd for den navnkundige Paul Ricca. Et samarbejde der varede helt frem til 1944, hvor Ricca kom i fængsel for afpresning. Da blev Giancana chauffør for Anthony Accardo, som med Ricca i fængsel tog over som boss for hele Chicago. Giancana var nu meget tæt på magten i syndikatet, og udgjorde en afgørende faktor i Accardos fortsatte konsolidering af mafiaens position i Chicago efter forbudstiden og efter Capone. Giancana deltog bl.a. i det sagnomspundne møde i Apalachin, som skulle gøre Vito Genovese til bossernes boss.

I 1960 trak Accardo sig tilbage og Giancana tog over som boss i Chicago. Allerede på dette tidspunkt var Sam ”Momo” Giancana en af de rigeste og mest magtfulde mænd i Chicago. Den indflydelse skulle han hurtigt få brug for ved indgangen til det nye årti. Vi har allerede været inde på, at Kennedy ved primærvalget i West Virginia modtog betydelige kampagnebidrag fra den organiserede kriminalitet ved Frank Sinatras mellemkomst. Det var selv samme Sinatra, som sang og indspillede Kennedys kampagnesang, og som Kennedy havde mødt via svogeren PeterLawford. Men ifølge flere forfattere stoppede mafiaens direkte medvirken i valget ikke der.[xxix]

Konfrontationen med Nixon blev historisk tæt, og i de fire afgørende og folkerige stater Californien, Illinois, Minnesota og Michigan kom resultatet først langt ud på natten. Flere historikere har senere påpeget, at Kennedy formentlig ville have tabt Illinois og statens mange valgmænd, hvis det ikke havde været for den meget store stemmeprocent og tilslutning til Kennedy i valgkredsen Cook County. Denne valgkreds var hjemsted for den meget indflydelsesrige demokratiske borgmester Richard Daley. Havde Kennedy tabt Illinois, ville hans samlede sejr for alvor være i fare.[3] Men det gjorde han som bekendt ikke. Cook County og Daley reddede ham.

De lokale republikanere blev ikke overraskende mistænkelige ved den store demokratiske valgdeltagelse og tilslutning i denne bestemte valgkreds. Derfor foretog republikanerne en uofficiel stikprøvekontrol i 699 valgurner i Cook County. Alene i den stikprøve fandt de så mange fejloptalte stemmer, at hele staten kunne have gået til Nixon. Ønsker fra republikanerne om en ny fintælling af stemmerne blev imidlertid effektivt stoppet af borgmester Daley – angiveligt med direkte indblanding fra Giancana.[xxx] Men den kontroversielle afgørelse gav næring til mistanken om at Kennedy havde ”stjålet” valget vha. sin fars penge og indflydelsen fra mafiaen.[4]

Forbindelsen mellem Sam Giancana og John F. Kennedy blev skabt i spillebyen Las Vegas i starten af 1960. Efter Giancanas kone død i 1954 blev bossen fra Chicago kendt som en gedigen dameven. En af disse damer kom til at spille en bemærkelsesværdig rolle i forbindelsen mellem den organiserede kriminalitet og Kennedy i valgåret, og det er overvejende sandsynligt, at hun fungerede som kurer mellem Giancana og Kennedy.

Den omstridte skønhed hed Judith Exner, men blev i starten af 1960’erne mest kendt som Judy Campbell. Exner har senere i bogform fortalt, at hun blev introduceret til John Kennedy og hans lillebror Edward af Frank Sinatra på Sands Hotel i Las Vegas i starten af februar 1960. En måned senere mødtes de under mere private former på et hotel i New York, og derfra tog affæren fart. Vi ved, at de to ringede ofte til hinanden, og vi ved, at Exner ved adskillige lejligheder ringede direkte til Det Hvide Hus efter at Kennedy blev valgt.[xxxi]

Alt dette ved vi med sikkerhed, fordi FBI overvågede Exner og aflyttede hendes telefoner. Det gjorde de som et led i en meget omfattende operation mod Giancana. selv om J. Edgar Hoover hele tiden havde fastholdt, at der ikke fandtes organiseret kriminalitet i hans land, så betød indsættelsen af Robert Kennedy som justitsminister, at selv Hoover blev tvunget til at tage den nationale trussel fra mafiaen alvorligt. [xxxii] Et af målene for denne ”Operation Hoodlum” blev Sam ”Momo” Giancana i Chicago, og det er præcis her, at Exner igen kommer ind i billedet. Blot måneder efter at hun havde indledt en affære med den kommende præsident, indledte hun nemlig også en affære med Giancana, og igen skete det efter en introduktion fra ”Mr. Blue Eyes” Frank Sinatra i Las Vegas.[xxxiii]

Gennem valgåret pendulerede Exner mellem de to mænd. I 1988, da hun ifølge lægerne kun havde kort tid tilbage af sit liv, valgte hun angiveligt at fortælle sandheden én gang for alle. Her fortalte Exner, at hun igennem hele 1960 ved mindst ti lejligheder havde transporteret kuverter mellem de to mænd. Exner mente selv at denne aktivitet havde direkte forbindelse til primærvalget i West Virginia. Da det senere gik op for Exner, at FBI var lige i hælene på hende, klagede hun sig til Kennedy, som kunne berolige hende med, at de ikke ville gøre hende noget, og heller ikke ville røre Giancana; ”Du ved jo, at han arbejder for os”.[xxxiv] Den sætning kan kun give anledning til yderligere spekulation om, hvad Kennedy dog kunne have ment med det. Men måske refererede han til de CIA-mafia planer om at myrde Castro, som begge brødre var orienterede om og sanktionerede i starten af Kennedys embedsperiode.

Den 22. marts 1962 skete der imidlertid noget, som fik Kennedy til at afbryde forholdet til Exner øjeblikkeligt. Ifølge flere forfattere var det den dag, FBI’s direktør besluttede at fortælle Kennedy om sit kendskab til forholdet – og om Exners forhold til Giancana. Fra den dag ophørte forholdet, og der blev efter den dato kun registreret ét yderligere telefonopkald fra Exner til Det Hvide Hus.[xxxv] Ligeledes afbrød Kennedy-familien derefter også forbindelsen til Sinatra permanent. Præsident Kennedy har måske med rette været bekymret for, at crooneren havde lokket ham i en trekantsfælde med Exner og Giancana og med den evige Hoover med på en lytter.

Men dermed var Kennedys problemer med Exner og Giancana ikke forbi. I foråret 1962 fik Giancana nemlig sin CIA-kontakt Robert Maheu til at aflytte en af sine damer, som han mistænkte for at bedrage ham. Aflytningen blev imidlertid opdaget, og pludselig endte denne penible sag på justitsminister Kennedys bord. CIA henvendte sig nemlig direkte til ham, og bad ham sørge for, at Justitsministeriet ikke gik videre med planlagt sag mod Maheu. CIA var simpelthen bange for, hvad en sådan sag ville kun hvirvle op om Giancana og samarbejdet mellem CIA og mafiaen på Cuba. Det indvilgede Robert Kennedy i, men ikke uden sværdslag. Kennedy-brødrene mente jo at have sat en stopper for planerne tilbage i 1961, men CIA’s juridiske leder Lawrence Houston kunne på et møde den 7. maj 1962 fortælle justitsministeren den penible sandhed, at CIA havde samarbejdet med Johnny Roselli og Sam Giancana om at myrde Fidel Castro. Brødrene var endnu en gang blevet taget ved næsen af CIA, og denne gang sad præsidenten i efterretningssaksen pga. sit forhold til Exner.

Alt dette afholdt dog ikke lillebroder Robert fra at sætte yderligere fart på jagten på mafiaens topfolk. Det gjaldt i særlig grad Giancana. FBI jagtede ham nu dag og nat, og det gjorde det til sidst umuligt for ham at lede sit syndikat, når han reelt ikke kunne mødes med nogen eller tale i telefon. Derfor tog han i juni 1963 det helt utrolige skridt at gå til en domstol og bede om et til tilhold mod FBI’s forfølgelse. For at gøre det måtte han overbevise retten om at han var en helt almindelig forretningsmand, der blev generet uretmæssig af en føderal myndighed. Men det var et nærmest dumdristigt skridt, fordi Giancana dermed åbnede for at myndighederne kunne krydsforhøre ham i en retssag om hans forbrydersyndikat. Men Giancana vidste naturligvis, hvad han gjorde, og under retssagen afslog anklageren den enestående mulighed for at krydsforhøre mafiabossen. Efter sigende fik anklageren ordre til det direkte fra justitsministeren. Giancana vidste alt for meget.[xxxvi]

Men Roberts korstog mod mafiaen stoppede ikke der, og det er nu veldokumenteret, at der i hele den kriminelle underverden i løbet af 1963 var en mildest talt hadefuld stemning overfor brødrene. Det ved vi, fordi FBI som et led i ”Operation Hoodlum” aflyttede adskillige kendte mødesteder for kendte kriminelle.[xxxvii] Mafiaen havde hjulpet Kennedy’erne til magten, Giancana og præsidenten havde delt elskerinde, de havde samarbejdet om Cuba med CIA, og nu dolkede den lille hvalp Robert dem i ryggen og forhindrede dem i at lave forretning.

Måske var det den stemning og ønsket om bedre forretningsbetingelser, der i sidste ende slog John F. Kennedy ihjel i Dallas. I hvert fald har vi her historien om et næsten mytisk brodermord, hvor John bliver slået ihjel for faderens og broderens sønner. Dette Kain og Abel motiv finder vi også i historien om Marcellos hundelignelse, og flere forfattere har taget motivet op som et suverænt forlæg for en mere litterær udforskning af mordet og brødrenes forhold.[5]

Sam ”Momo” Giancana blev myrdet af ukendte gerningsmænd i 1975 umiddelbart før han skulle vidne for en kongresundersøgelse om mafiaens samarbejde med CIA. Sagen er aldrig blevet opklaret.



[1] På engelsk ”The Get Hoffa Squad”. Gruppen blev ledet af Walter Sheridan, som også havde arbejdet med Kennedy-brødrene i McClellan Komiteen.

[2] Det underforståede begreb et ”hit” er svært at oversætte fra originalsproget, uden at en hel del mening går tabt. Derfor er det fastholdt på originalsproget i citatet her.

[3] I valgmandsstemmer vandt Kennedy med 303 mod 219. Det var med andre ord blot 43 valgmandsstemmer, der skulle skifte til Nixon, før præsidentembedet var gået til republikaneren. Det var sket, hvis f.eks. Illinois (27 valgmænd) og Michigan (20 valgmænd) var gået til Nixon. Illinois var ikke i sig selv altafgørende. Men den var en af de fire sidste stater, der selv sent på valgnatten var i spil.

[4] Bemærk her den oplagte pendant til præsidentvalget i 2000 mellem Al Gore og George W. Busk. Som det skete med Florida i 2000 var det helt nede på enkelte valgdistrikter, valget skulle i afgøres i 1960. Om som i 1960 gav det anledning til mange spekulationer om, at valget blev stjålet. Ikke mindst eftersom Gore faktisk opnåede flere nominelle stemmer end Bush. Ligeledes var der stor diskussion om nogle af de valgdistrikter i Florida med mange afro-amerikanske vælgere. Men med en snæver afgørelse i en konservativ Højesteret fik valgresultatet fra Florida lov til at blive stående, og George Bush blev ny præsident.

[5] Motivet findes f.eks. i James Ellroys roman ”American Tabloid”, som på flere litterære planer tager broder- og fadermordet op som ledetråd. En af bogens hovedpersoner canadieren Pierre Bondurant har helt åbenbart Robert Maheu som sit forlæg, og i Ellroy historie deler denne Bondurant og Robert Kennedy skæbne, idet de begge uforvarende er kommet til at slå deres bror ihjel.



[i]      Jim Marrs: “Crossfire”, side 158.

[ii]      Ibid.

[iii]     Ibid., side 160-161.

[iv]     Ibid., side 175.

[v]      Curt Gentry: ”J. Edgar Hoover – The Man and the Secrets”, side 269-.

[vi]     Jim Marrs: “Crossfire”, side 162.

[vii]    Ibid, side 163.

[viii]    Curt Gentry: ”J. Edgar Hoover – The Man and the Secrets”, side 327.

[ix]     Jim Marrs: “Crossfire”, side 167. Det historiske møde i Apalachin danner i øvrigt forlæg for den morsomme introsekvens i komediefilmen ”Analyze This” med Robert De Niro og Billy Crystal fra XX.

[x]      Ifølge meddeleren Edward Partin fra Transportarbejderforbundet i Louisiana, som angiveligt så overleveringen af en kuffert med beløbet i kontanter. Her fra Jim Marrs: “Crossfire”, side 172.

[xi]     Ibid, side 173.

[xii]    Ibid.

[xiii]    Ibid.

[xiv]    Ibid., side 168. Citat fra G. Robert Blakey.

[xv]    Ibid., side 156.

[xvi]    Ibid., side 170.

[xvii]   Ira David Wood III i “Murder inDealeyPlaza”, side 109.

[xviii] Jim Marrs: “Crossfire”, side 164.

[xix]    Ira David Wood III i “Murder inDealeyPlaza”, side 103.

[xx]    Jim Marrs: “Crossfire”, side 165.

[xxi]    Ira David Wood III i “Murder inDealeyPlaza”, side 50.

[xxii]   Michael T. Griffith: “Some Comments on John McAdams’ Kennedy Assassination Home Page”.

[xxiii] Ira David Wood III i “Murder inDealeyPlaza”, side 65.

[xxiv] Ibid., side 51.

[xxv]   Gerald Posner: “Case Closed”, side 463.

[xxvi] Robert G. Blakey og Richard Billings: “Fatal Hour”.

[xxvii] Jim Fetzer: “Murder inDealeyPlaza”, side 14.

[xxviii]                  Jim Marrs: “Crossfire”, side 175.

[xxix] Curt Genry: ”J. Edgar Hoover – The Man and the Secrets”, side 467-469

[xxx]   Jim Marrs: “Crossfire”, side 175.

[xxxi] Curt Genry: ”J. Edgar Hoover – The Man and the Secrets”, side 487.

[xxxii] Ibid.

[xxxiii]                  Jim Marrs: “Crossfire”, side 176.

[xxxiv]                  Ibid., side 177.

[xxxv] Curt Genry: ”J. Edgar Hoover – The Man and the Secrets”, side 487.

[xxxvi]                  Jim Marrs: “Crossfire”, side 176.

[xxxvii]                 Curt Genry: ”J. Edgar Hoover – The Man and the Secrets”, side 535.

 

Comments
3 Responses to “La Cosa Nostra i USA – en kort historie om den amerikanske mafia med fokus op mod mordet på John F. Kennedy”
  1. L.P. Simonsen says:

    Tammany Hall var ikke en person, men en amerikansk politisk partiorganisation (en såkaldt politisk maskine) inden for det Demokratiske parti i New York City, der havde stor indflydelse på byens politik i perioden fra 1790’erne helt op til 1960’erne. Organisationen havde magten til reelt at stå for nomineringer i partiet, blandt andet til valg af borgmester samt udpegelse af øvrige politiske embeder.
    http://da.wikipedia.org/wiki/Tammany_Hall

  2. Joe says:

    Nu blev Frans Costello ikke dræbt i 1957, han blev skudt og trådte herefter tilbage, og fik en officiel titel af Capo, han var dog langt mere betydningsfuld, og Genovese gav ham lov til at beholde en del forretninger uden om mafiaen.

  3. Alba says:

    If you are interested in topic: earn cash online australian boutiques – you should read about
    Bucksflooder first

Leave A Comment

%d bloggers like this: