Som et barn af 1989 har jeg en til naivitet grænsende tro på, at man aldrig i det lange løb kan undertrykke menneskets råb om frihed. Her er Kina dog altid et meget effektivt modeksempel og begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 den evige illustration af, hvordan morderiske diktaturer kan trampe friheden under fode.

Lige nu står den iranske ledelse overfor et djævesk dilemma. De kan vælge den fredelige vej, som kan føre mod en fløjlsrevolution efter østeuropæisk forbillede. Eller de kan vælge den kinesiseke vej og lade Revolutionsgarden stramme et militærdiktatorisk greb om landet. Kort fortalt to forskellige udgaver af 1989.

Lige nu foregår der efter sigende voldsomme gadekampe i Teherans gader, og alt vi kan gøre er at følge med og vise en kun alt for symbolsk støtte til frihed og demokrati. Det er ikke meget, og man skal hele tiden balancere på en knivsæg. Det er jo ikke fordi Mousavi ligefrem er nogen kæmpe frihedselsker.

Men i forhold til 1989 er der imidlertid en meget stor forskel, og det er at regimet har endog meget vanskeligt ved at inddæmme protesterne og slå dem hårdt ned i en mediekontrolleret stilhed. Med internettet og de nye sociale medier, er det lykeligvis blevet tæt på umuligt. Det er blevet sagt, at hvad den første Golfkrig var for CNN, har det iranske præsidentvalg været for de sociale medier i almindelighed og for Twitter i særdeleshed.

Ved at følge tagget #iranelection på Twitter har man fået en nyhedsformidling uden sidestykke. En nyhedsformidling uden filter – på speed. Der er heller ikke alting, hvad det giver sig ud for. Men #iranelection har igen vist det enorme potentiale, der er i internetteknologien.

Mens vi blot kan håbe på en fredelig og demokratisk udgang i Iran, bringer denne video fra i nat i Teheran håb og stemning videre i en Youtube-alder. Bemærk råbene fra hustagene:

Print PDF