Hvad det er
Der har været for meget hektisk halløj for nylig. Så her følger en lidt mere fokuseret tekst og opfordring.
Hvad det er
Det er Helter Skelter mens hippierne render rundt med blomster i håret og drømmer om flere parcelhuse
Det er Wittgenstein, der skærer igennem vrøvlet og ser tingene som de er, punktopstillet
Det er Johnny Ramone som elsker Reagan og brænder alle broer foran sig.
Det er Muhammad Ali før kampen mod Liston i Miami. Et mentalt overskud der aldrig bliver overgået
Og Iggy Pop opkaldt efter en lokal junkie men med nøgent klarsyn for en hel verden
Sammen med Kerouac på amf og med manus som en lang sammentapet pølse i sin mors hus
Det er at gå nedenunder i mørket og indsnuse Goyas eget blinde mørke
Det er velvet undergrund og mo der slår og slår,
indtil der står far
Bagprojektionen er en østeuropæisk film med tristesse for et helt århundrede
Det er helt sikkert også David Hume med britisk overlegenhed og Zinkernagel med den divalente logik på en bar i det indre København
På toppen af bjerget står den store amar’kaner med de tunge nosser som blommer og hilser alverdens havregrød
Det er Pretty Vacant og spanske bomber kastet fra lav højde, mens bandet spiller det bedste fra glemmebogen
Det er allright ma, og jeg bløder kun lidt
fra de sår, Kurt aldrig kom sig over
Det er, som altid, Pixies der lyser hele natten op i et tog fra Aalborg til København.
Det har også altid – af en eller anden grund – været lige præcis c-stykket i Curves ”Already yours”. Tænk man kan skrue endnu mere op for larmen ud over broen.
Og det er ikke mindst enhver aften med redskaber, der skærer igennem natten på vej mod en klar.
Det er skarpe penselstrøg og konsekvente idéer på toppen af farverne og smerten
Det er Colbert, der skærer igennem den amerikanske nat på et trip af lige dele Kissinger og Monthy Python
Det er gamle plader med lyde, man troede, var glemt, men som pludselig vælter op af den mentale kloak. Hvem sagde ”Heart of glass” med Blondie?
Det er Karen Lee O, der vakler ud i tilværelsen og brænder sine lange ben i begge ender på en vej, ingen kender. Endnu.
Og ’niggernes nigger’ fra Hvidovre, der sort som altid prøvede at blive Ian Curtis. Ikke alting lykkes som bekendt
Det er de store fortællinger, der slår børnelokkende franskmænd omkuld med deres tyngde. Johs. på værtshus med membranen og en kold øl.
Det er også første gang, man virkelig forstår hylet fra Ginsbergs mund. Fornemmer rytmen, mærker be-bop’en i negergaderne. Den forsvinder aldrig helt.
Det kunne have været så meget andet. Men det er det ikke.
Relaterede poster:
Leave your response!