Kulturkamp 2.0 – debatindlæg fra Politiken

Politiken logo

Foghs kulturkamp kastede Danmark ind i en tidslomme, hvor det er 1972 hele tiden. Men politik er alt for vigtigt til at vi kan overlade det til folk, der genopfører fortidens diskussioner i en uendelig genkomst. Det er derfor tid for Kulturkamp 2.0. Læs dagens debatindlæg fra Politiken her.

Anders Foghs uomtvistelige politiske genistreg var, at han fornemmede styrken i værdi- og symbolpolitikken. Dermed tilføjede han den anden del af det politiske Danmark et lammende slag. Desværre har hans kulturkamp kastet Danmark ind i en tidslomme, hvor det er 1972 hele tiden, og hvor der som på en anden ’groundhog day’ udspiller sig en evig kamp mellem folket og smagsdommerne.

Hvor man kunne have kastet sine ressourcer ind i rigtige politiske problemstillinger, har man i stedet trådt an til en underlig symbolpolitisk dans på stedet, hvor Ralf Pittelkow og Georg Metz leger offentlig debat i Deadline, hvor Klaus Rifbjerg skriver digte om dronningen, og hvor Søren Krarup slår hånden af Fogh, fordi han er stolt af sin søn.

Hvad skal vi dog med disse sure, gamle mænd fra Muppet Show? Er det overhovedet gået op for dem, at vi er i et nyt århundrede? De udkæmper en kamp, som var relevant i 1972, men som nu er kun er spil for galleriet. Deres kulturkamp er lige så relevant, som da BT i påsken kørte et stort opslag om, at dansktoppen ikke tages alvorligt af DR. Hvilket år er vi egentlig i?

Kulturkampen har fulgt nogle klare linjer, som ikke har rørt sig ud af stedet i 40 år. På den måde kunne Brian Mikkelsen komme af med sine frustrationer over 70’ernes skolelærere, pædagoger i rundkredse fik deres bekomst og endelig fik det tre-hovede monster DR-Gyldendal-Politiken tilføjet et afgørende slag. Og ikke så snart gik den kamp løs, før de sædvanlige defensorer kom den trængte kulturradikalisme til undsætning.

Det har været en fuldstændig forudsigelig affære ført med alle fortidens argumenter. Men for dem af os, der ikke har specielle aktier i at udkæmpe gamle krige med fortidige våben, har det bare været gabende kedsommeligt i sin evindelige gentagelse.

Er I snart færdige, så vi andre kan komme videre?

Det er tid for Kulturkamp 2.0. Og den kamp kommer til at stå mellem dem, der insisterer på at holde fast i forrige århundredes problemstillinger og dem, der ønsker at løse det 21. århundredes politiske udfordringer.

Den fjollede, altmodische kulturkamp og symbolpolitik er dog slet ikke uskyldig. For den skygger for helt reelle politiske problemer, der bliver skudt til hjørnespark, mens gamle mænd gentager gamle diskussioner. Så mens Fogh og hans regering genopførte en miljø-debat anno 1972, blev reelle klimaproblemer latterliggjort og identificeret som hippiesynspunkter. Og mens Fogh frejdigt annullerede alle klassemodsætninger, viste undersøgelser, at overklassen behandles markant anderledes i et sundhedsvæsen, der efter sigende skulle stille alle lige. Men lad os nu ikke tale om det. Tørklæder er da meget vigtigere!

Kulturkamp 2.0 vil handle om at erkende, at det ikke er 1972 mere, og at der faktisk er helt reelle problemer, der kræver helt igennem politiske løsninger.

Heldigvis har virkeligheden det med at indhente selv så sejlivede størrelser, som et teater opført af Anne-Marie Helger eller endnu en diskussion om modernismens velsignelser. I dette efterår skete der nemlig noget løfterigt i USA.

Hvert fjerde år har amerikanerne traditionelt kastet sig ind i en politisk tidsmaskine og genopført Nixons valgkamp fra 1972 mod McGovern. Nixon opdagede dengang den enorme symbolpolitiske kraft i at angribe McGoverns frisindede værdier, og han dannede i lighed med Fogh en stålsat koalition mellem den økonomiske overklasse og den kulturelle underklasse vendt mod eliterne på østkysten.

Den koalition bragte også George W. Bush til magten, men den er siden smuldret i takt med at underklassen mistede deres job i industrien, deres hjem på tvangsauktion og modtog deres børn i ligposer fra Irak.

Obamas valgkamp mod McCain var således ikke på samme måde en genopførsel af Nixon vs. McGovern. Finanskrisen gjorde pludselig, at der kom andet end symbolpolitik på banen.

Herhjemme har Løkkes regering fået tilsvarende problemer. Det er ikke længere nok med værdipolitiske markeringer. Nu kræves der reel politisk handling i stor stil. Og der kræves ikke mindst nye politiske idéer til løsning af fundamentale samfundsmæssige problemer. Her er det ikke længere nok at gribe i posen for udfald mod smagsdommerne. Det løb er ligesom kørt nu.

Derfor er der også alt mulig grund til at tage fat på Kulturkamp 2.0 og bede de sure, gamle mænd fra Muppet Show om at fortsætte deres højrøstede diskussion et andet sted. Der er masse at tage fat på, og politik er alt for vigtigt til at vi kan overlade det til folk, der tror det er 1972 hele tiden.

Comments
3 Responses to “Kulturkamp 2.0 – debatindlæg fra Politiken”
  1. tlade says:

    Her er lige et par yderligere kommentarer:

    Udlændingedebatten kan ses et godt eksempel. Her er man enten halalhippie, hvor en fremmed er en ven, du bare ikke har mødt endnu. Eller også blafrer man med Dannebrog i civilisationskamp mod alt fremmed.

    Hvorfor ikke være meget mere nøgternt? Hvorfor er der ikke plads til et synspunkt, hvor man kan sige:

    Ja, antallet af indvandrere betyder noget.
    Og ja, der er masse af nye medborgere, der klarer sig rigtig godt i vores samfund.
    Og der er nogle, der er kriminelle. De skal i fængsel.
    Og der er nogen, der er anti-demokrater, og de skal bekæmpes.
    Og der er flere, der er socialt marginaliserede. Men vi har klaret sociale problemer før. Så lad os tage fat på det.

    Gå meget mere nøgternt til det – i stedet for at stå og råbe forbi hinanden. Det var godt at få taget et opgør med den berøringsangst, der var på området. Men det er ligesom sket for længe siden, og vi har næsten ikke talt om andet end udlændinge siden midten af 80’erne. Nu er der behov for løsninger i stedet for gammel mudderkastning. Det nytter ikke noget at mene, at folk med andre meninger er “uanstændige” eller onde. Eller at de har en falsk bevidsthed og er forført af “Systemet Politiken”.

    Man bør gå meget mere håndfast og direkte til værks. Venstrefløjen og de kulturradikale har slet ikke formået at gå ind i kampen overhovedet. Når Søren Krarup har tordnet mod menneskerettighederne har reaktionen været, at han var en moralsk anløben racist. Det er tankevækkende, at der skulle der en ung jurist fra CEPOS til for alvor at gå ind i det:
    http://www.180grader.dk/klumme/Vejen_til_frihed_Oplysning_og_menneskerettigheder_-_ikke_kristendom.php

    Idéen med en Kulturkamp 2.0 burde være, at vi kan komme de skridt videre.

    De bedste hilsener,
    Thomas Ladegaard

  2. Mel says:

    Hvorfor lige 1972?

  3. tlade says:

    Hej Mel.
    Jeg bruger 1972 som billede, fordi det var året hvor Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen slog igennem i Danmark – men ikke mindst året hvor Nixon fandt den enorme styrke i alliancen mellem den kulturelle underklasse og den økonomiske overklasse.
    Giver det mening?
    Thomas

Leave A Comment

%d bloggers like this: