Karens discolektion – Yeah Yeah Yeahs går nye dansable veje

Off with your head / Dance ’til you’re dead”

Yeah Yeah Yeahs

Yeah Yeah Yeahs har både rodet med synthezisere og dansesko på deres tredje regulære album. Undervejs er der øjeblikke af majestætestisk New York’er skønhed. Men når tempoet undervejs sættes ned, går noget af intensiteten tabt.

Det hele startede, da et medlem af The Strokes havde et Yeah Yeah Yeahs badge på hos David Letterman. Siden fulgte det store gennemburd med et af årtiets bedre numre i ”Maps” på debuten ”Fever To Tell”. Derefter har trioen i den grad stået på egne stærke ben, selvom der undervejs har været indlagte pauser og sideprojekter.

Det forekommer umiddelbart meget klogt, at bandet tager sig sine pauser. I den karismatiske frontfigur Karen Orlowski har bandet nemlig et kvindeligt ikon, der brænder sine lange ben i alle ender, og som nu har fået sin egen Michael Jackson inspirerede læderjakke med initialerne KO. Hun er på én gang skrøbelig og kraftfuld. Den musikalske drivkraft kommer fra trommeslager Brian Chase og den effektfulde guitarist Nick Zinner, som med enkle midler formår at understøtte et formidablet udtryk.

Det tredje regulære album ”It’s Blitz” har været lækket tidligt og indvarsler også tidligt en ny epoke. Efter de første fire numre har man lyst til at sende betegnelsen mesterværk efter albummet. Den første single “Zero” sætter fra start skabet på plads og dansegulvet i brand. Selvom bandet ikke har en bassist, er det en sang der virkelig rykker. Det samme kan roligt siges om “Heads will roll”, der drives afsted af Zinners guitarer. Det er medrivende som aldrig før set hos trioen. Og når Karen O pludselig finder den kærlighed, der kan udfylde et ellers eksistentielt tomrum, er ikke et øje tørt. Det her har nerve.

Desværre falder albummet lidt i niveau efter den formidable start. Og det sker faktisk i takt med at syntheziserne afløses af mere akustiske elementer. Det fjerner dog ikke indtrykket af et band, der er kommet videre end indie-rockens skabeloner.

Yeah Yeah Yeahs har både sangene og udstrålingen, og på dette tredje album har de fundet en melodi, der tager lytteren med på en medrivende tur, man skal langt tilbage for at finde magen til. Karen O er en punktøs, der holder både hjerte og publikum i sin hule hånd. Selvom de vel er så indie som nogen, så vil de være et stort popband. Og ved at arbejde mere systematisk med nye klangflader og gammeldags synthezisere rammer de undervejs på ”It’s Blitz!” en fascinerende nerve.

Se også anmeldelsen på den nye www.diskant.dk

Leave A Comment

%d bloggers like this: