Fremragende analyse med otte års forsinkelse – Anmeldelse af Rune Lykkebergs ”Kampen om sandhederne”

Rune Lykkeberg har begået en både præcis og original analyse af Danmark op til ’systemskiftet’ i 2001. Det er et Danmark, hvor velfærdsstaten ikke har ophævet klasseskellene, men i stedet er endt med at reproducere dem. Og et Danmark hvor det lykkedes Anders Fogh at etablere en effektiv alliance mellem den økonomiske overklasse og den kulturelle underklasse. Men det er også en bog, der sin fine analyse til trods peger mere tilbage end fremad.

Kampen om sandhederneDet vakte en del postyr, da redaktionschef ved dagbladet Information Rune Lykkeberg i efteråret udgav bogen ”Kampen om sandhederne”. Som en del af den kulturelle overklasse på det ‘verdensfjerne’ og ubehageligt ‘frelste’ dagblad i Københavns centrum kunne det næsten sammenlignes med et fadermord at beskrive ‘systemskiftet’ i 2001 som en endegyldig sejr over årtiers bedrevidende kulturradikalisme.

Men det er ikke desto mindre, hvad Lykkeberg gør i sin meget velskrevne “Kampen om sandhederne”. Lykkeberg ser valget i 2001 som afgørelsen på en kulturkamp, der har stået på i største dele af forrige århundrede. En kamp mellem velmenende reformatorer og et dansk folk, der måske nok vil forandre sig, men som endte med at se de mange velmenende formaninger som et overgreb fra en middelalderlig herredsfoged.

Det ironiske er selvfølgelig, at kulturradikalismen som fænomen altid har set sig selv som en frigørende kraft. Rodfæstet i 30’ernes kamp mod fascismen ville personligheder som den evige PH rense ud i småborgerlig lummerhed og sætte en ny dagsorden med humør og frisindet som drivende kræfter. Væk skulle de nationalromantiske fordomme. Ind skulle en humørfyldt rationalitet, hvor et nyt kultursyn befriede danskerne fra gammeldags og dårlig smag. Der skulle luftes ud og kastes PH-korrekt lys over hidtil dunkle afkroge i kulturen og samfundet.

Resultatet blev en årelang kultur- og klassekamp, der introducerede en ny herskende klasse i et modsætningsforhold til de mennesker, de gerne ville forandre og hjælpe fremad. Lykkeberg beskriver fint det syndefald, hvor nogle velmenende fjolser på et tidspunkt har ønsket at bruge kunsten til at opdrage og frisætte alle stinkende jævne mennesker i dette land:

Der har været en form for offentlig dominans, men der har netop været tale om en kulturel dominans. Denne form for dominans er kendetegnet ved asymmetri: De dominerende oplever selv, at de forsvarer fornuften, og de mener selv at tale i alles interesser. De oplever ikke sig selv som en privilegeret klasse. De ser ikke den magt, de selv udøver. Den anden position ser derimod ikke andet end magten: De oplever betegnelser som ‘reaktionær’ og ‘småborgerlig’ som udstødelser af dem, der tænker anderledes. De dominerende har oplevet debatten som fri og åben for alle dem, der kunne argumentere fornuftigt for deres sag. De dominerede har derimod oplevet, at de andre definerede, hvad det vil sige at ‘argumentere fornuftigt.

Skolelærernes ubevægelige pegefingre blev afvist. Som lægen i Von Triers “Epidemic” har de velmenende reformatorer rejst landet rundt i troen på, at de skabte lys, hvor der før var mørke. Ironien er selvsagt, at de med sig bragte arrogance og sygdom. Jordskredsvalget i 1973 udgjorde det første store opgør med disse velmenende kulturradikale. Her så vi ifølge Lykkeberg for første gang det folkelige oprør mod den herskende klasse, der kulminerede i valget i 2001.

Glistrup og Erhard

Skarp klasseanalyse

Lykkeberg har mange skarpe analyser. En af de bedste kommer med hans anvendelse af begreber fra sociologiens verden – bl.a. fra Pierre Bourdieu. Ved at bryde med vores gængse opfattelse af klasse som et spørgsmål om økonomisk over- eller underklasse og i stedet introducere kulturelle klasser som begreb, lykkes det Lykkeberg at få os til at se noget, vi ikke kunne se før. Forlader man den marxistiske klasseopfattelse, vi alle fik doceret i landets uddannelsesinstitutioner, kan man se noget, der har meget mere analytisk kraft.

Lykkeberg anvender her en ganske original metode, idet han bruger danske skønlitteratære værker og film til at illustrere, hvordan klasseforskelle opleves – ikke mindst nedefra. Lettere spydigt kunne man tilføje, at det er Lykkeberg også nødsaget til. Som del af en klassisk kulturel overklasse fra Risskov må man jo ty til Bent Vinn Nielsen, hvis man skal fange dé oplevelser.

Metoden med at bruge skønlitteraturen og film som sandhedsvidner er både forfriskende og sine steder uhyre effektiv. Men udvalget er selvsagt selektivt og udelader de steder, hvor kunsten måske er bedst og fuldstændig fjerner en formentlig imaginær modsætning mellem elitært og folkeligt. Undervejs kom jeg f.eks. til at tænke på en figur som Dan Turéll, der i mesterværet ”Karma Cowboy” fik Lou Reed og Gustav Winkler til at mødes på Solitudevej. Dér fanges en befriende ægthed hinsides enhver hensigt om at producere ting i den gode smags tjeneste.

Undervejs er det næsten som om Lykkeberg overtager Søren Krarups opdeling af danskerne i “Det ægte folk” (læs: menigheden i Seem) og “Medieeliten”. En ganske farlig opdeling, fordi man hurtigt kommer ud i nogle helt urimelige konsekvenser. Hvis man f.eks. lejlighedsvis er uenig med Krarup, men ikke ligefrem tilhører nogen københavnsk medieelite og kommer fra en HK/kulturel underklasse, må Krarup vel mene at man lider af en klassisk falsk bevidsthed, på det groveste forført af københavnske redaktører? Her bliver det unødvendigt spekulativt.

Analysen af klasserne hos Lykkeberg er dog klar og præcis. Og sagt lige ud af ligposen: Undervejs konfronteres man også med sit eget mindreværd og klassehad. Det er ganske velgørende at få det frem. Man ser sit eget modbydelige stræberi helt klart (her til aften spiste vi kinesisk på Hvidovrevej, og jeg byder gerne redaktionschefen på buffet ved lejlighed), og finder alt for mange historier og eksempler frem fra egne gemmer.

Lykkebergs anvendelse og opdeling af klasser som både økonomiske og kulturelle størrelser er således endog meget effektiv. Det leder nemlig frem til den meget stærke pointe, at Foghs politiske genialitet består i at bygge en alliance mellem den økonomiske overklasse og den kulturelle underklasse. Den økonomiske overklasse ser Fogh som en stærk leder. Den kulturelle underklasse ser Fogh som deres mand, og som den der turde tage det nødvendige opgør med “smagsdommerne” og den politiske korrekthed.

Lykkeberg anvender endvidere statsministerens biografi som et meget effektivt middel til at belyse, hvordan en begavet dreng fra den landlige underklasse systematisk blev mødt med foragt i dét øjeblik han trådte ind i de lærde haller. Foghs reaktion var selvfølgelig at købe Fremmedordbogen og kværne den fra ende til anden. Statsminister Fogh har ikke glemt, hvor han kommer fra. Og han er for mange symbolet på et opgør med en arrogant overklasse.

Da Jens Smærup Sørensen fik overrakt De Gyldne Laurbær var Fogh også med i fejringen af en bog, der bragte mindelser om hans barndom. Han brugte lejligheden til en meget forståelig glæde ved det fremskridt hans familie havde opnået:

Den yngste generation i min familie har nu taget skridtet fuldt ud fra det lokale til det globale ved dels at bosætte sig i udlandet, dels at beskæftige sig med internationalt orienterede aktiviteter.

Men netop disse umiddelbart uskyldige ord fra en stolt fader ser hans allierede Søren Krarup nu som et vældigt forræderi. Han er blevet så trist og nedslået, at han i sin seneste bog ”National værnepligt” (udgivet på Gyldendal) skriver:

I min øren ophæver en sådan opfattelse af menneskelivet alt, hvad jeg mente om Anders Fogh Rasmussen stod for, og som forlenede ham med en folkelig og national ansvarlighed, jeg har fremhævet ham for.

En skuffelse han i øvrigt har uddybet med yderligere styrke i radioprogrammet Krause på tværs på P1.

Klaus Rifbjerg

Undervejs på den kulturelle slagmark bliver det i øvrigt til et rituelt udfald mod den museale Rifbjerg figur fra Rune Lykkeberg:

Hvis nogen var og er uenige med Klaus Rifbjerg eller anmelder hans bøger negativt, er det ifølge forfatteren selv, fordi de er ‘stramtantede’, ‘drøvtyggere’, ‘yuppieagtige’, ‘militærbegejstrede’, ‘medløberiske’ og ‘reaktionære’. Det er ikke kun det, Klaus Rifbjerg skriver, der gør ham til museal figur. Det er også hans retoriske strategi, der afslører sig, i det øjeblik den ikke længere overbeviser.

Men at give Rifbjerg på puklen er næsten for nemt. Han er overhovedet ikke den store han-elefant han selv og andre gerne vil gøre ham til. I sidste ende er han ‘bare’ en fremragende skønlitterær forfatter med et par deciderede mesterværker på kontoen. Problemet er bare, at Rifbjerg gerne selv hopper på den limpind og i et indlæg i Information med den rammende titel “Det monumentale mindreværd” frejdigt skriver, at han slet ikke har læst Lykkebergs bog, men alligevel føler sig kaldet til at nedgøre bogen og Lykkeberg i floromvundne vendinger. Rifbjerg hoppede med andre ord lige i og forstærkede helt efter bogen Lykkebergs pointer. Fremragende markedsføring. Og meget forudsigeligt.

Udfordringen for Lykkeberg er her, at han med skarpladt Kalashnikov stormer ind ad en pivåben ladeport. Der er ikke meget mere at komme efter, og selvom han gerne vil nedlægge de store elefanter i skikkelse af PH og den evige Rifbjerg, bliver det ved en lettere kedsommelig skratten. Der er ikke mere kamp at komme efter der.

Amerikanske tilstande – Kampen mellem de røde og blå

Lykkeberg sporer meget præcist kulturkampen 50 år tilbage og skitserer undervejs nogle af de milepæle, der var med til at skabe dette kulturelle minefelt. Oprettelsen af Statens Kunstfond i 1964 institutionaliserede modernismen og tog ironisk nok også helt luften ud af kulturradikalismen, som fra og med 60’erne blev statsbærende. Så meget for dén friske luft. Den netop afdøde Peter Rindal protesterede højlydt mod de nye statsinstitutionaliserede smagsdommere. Det samme gjorde folk som Mogens Glistrup, Erhard Jakobsen, Søren Krarup og Henrik Stangerup. Men deres kamp var ofte ensom, og resultatet en marginalisering af dem, som dristede sig til at mene noget andet.

Fogh og Kjærsgaard

Lykkeberg mener, at valget den 20. november 2001 udgjorde det endegyldige slag i en årelang kulturkamp. Et Waterloo for kulturradialismen. Men om et valg til Folketinget ligefrem skulle udgøre en afgørelse i “Kampen om sandhederne” er straks mere tvivlsomt. Lykkebergs bog bliver på den måde mere til en historiebog frem for en samtidsanalyse. Den skitserer en kulturkamp og dens rødder, men efterlader den på en neon-blinkende færge i Københavns havn.

Betydningen af 11. September udelades ofte i beskrivelserne af valget i november 2001. Men ligesom Sonja Mikkelsens angivelige genistreg med boligbeskatningen op til valget i 1998 kunne flytte de afgørende stemmer, kan der utvivlsomt argumenteres for, at nogle jublende indvandrertosser på tv-særmen fra den 11. September 2001 reelt afgjorde det efterfølgende valg. Efter at de havde vist deres jubel, var løbet kørt for Nyrup. Så nok var der kulturkamp. Og nok var alle kanoner kørt i stilling mod kulturradikale og venstredrejede smagsdommere. Men snarere end et storstilet ‘systemskifte’ var der mere tale om en klar afgivelse af magt fra den røde halvdel af Danmark til den blå halvdel.

Valget i november 2001 blev først som sidst afgort på udlændingespørgsmålet. Et spørgsmål der stort set er fraværende i Lykkebergs bog. Det var og er Foghs politiske genistreg, at han fornemmede styrken i værdi- og symbolpolitikken. Dermed tilføjede han den anden del af det politiske Danmark et slag, som det har taget mange år at komme sig over.

Men frem for et skæbnesvangert ‘systemskifte’ kunne man måske også bare se det valg som et politisk skifte på linie med mange andre. Den slags har det jo med at fungere cyklisk, så vi efter et tiår med Schlüter fik et tilsvarende med Nyrup og nu endnu et med Fogh. Metaltræthed har det med at indfinde sig, og netop i dette forår kunne det se ud som om, at der igen blæser nye politiske vinde i skiftende retninger.

Hvis vi blæser tilbage i retning mod november 2008, så vi hvordan et ændret økonomisk landskab og nye idéer kunne fremkalde et afgørende politisk skifte i USA. Det er med stor præcision blevet fremhævet, at man i USA i årevis har genopført Nixons valgkamp fra 1972 mod McGovern. Nixon opdagede den enorme symbolpolitiske kraft i at angribe McGoverns frisindede værdier, og han dannede i lighed med Fogh en stålsat koalition mellem den økonomiske overklasse og den kulturelle underklasse vendt mod eliterne på østkysten.

Den koalition bragte også George W. Bush til magten, men den er siden smuldret i takt med at underklassen mistede deres hjem på tvangsauktion og modtog deres børn i ligposer fra Irak. At Lykkebergs bog er skrevet i en tid før Obama, gør den finurligt altmodisch. Obamas valgkamp mod McCain var ikke på samme måde en genopførsel af Nixon vs. McGovern. Finanskrisen gjorde pludselig, at der kom andet end symbolpolitik på banen. Og McCain vægrede sig mod at angribe Obama hårdt på værdifronten.

Herhjemme har Fogh fået tilsvarende problemer. Det er ikke længere nok med værdipolitiske markeringer. Nu kræves der reel politisk handling i stor stil. Og der kræves ikke mindst nye politiske idéer til løsning af fundamentale samfundsmæssige problemer. Her er det ikke længere nok at gribe i posen for udfald mod smagsdommerne. Det løb er ligesom kørt nu.

Verden set fra Lykkebergs særligt ophøjede position

Lykkebergs analyse er sine steder knivskarp. Og det er jo altid underholdende at gøre sig lystig over årtiers velmenende og selvhøjtidelig kulturradikalisme. Men fra hvilken positon er det egentlig, at Lykkeberg gør sig så lystig? Han ville givetvis selv hævde, at han indtager rollen som Villy Sørensen midt imellem det hele. Men skulle man fortsætte lystigheden, er det nok snarere sådan, at indtager en position over samtlige klasser, hvorfra han alene har det encylopædiske overblik. Hvordan er han dog endt deroppe?

I hvert fald har Lykkeberg siden bogens udgivelse indtaget en rolle som den nye ‘frække dreng’, der tør sige parnasset midt imod. Sjovt nok var den position nok mere interessant for 20 år siden, end den er nu. Problemet med den position er også, at hvis man lejlighedsvis er uenig med ham, så kan det med det samme anføres, at man repræsenterer værdier fra en arrogant og kuldslået kulturel overklasse. Det lukker sig således om sig selv, og det har aldrig været et kendetegn for en god beskrivelse eller teori om verden.

Med Lykkeberg har vi en verden med helt forskellige verdensbilleder, der slet ikke kan mødes. Det er næsten som hos den tyske sociolog Niklas Luhmann med uafhængige samfundsgrupper, der ikke er i stand til at kommunikere med hinanden. I en sådan verden er demokratisk dialog og debat principielt umulig. For de mere kynisk anlagte sjæle kunne man endda tilføje, at det er formålsløst overhovedet at bruge kræfter på at etablere en sådan dialog, når vi principielt ikke kan tale sammen.

Kritik af den gode kulturradikale smag er altid morsom og skrives bedst i lyset af en PH-lampe. Men når det så er overstået, er vi tilbage ved den afgørende udfordring, der handler om at etablere en egentlig samtale og dialog. Og her forekommer det noget lettere at forfalde til pessimistisk jammer. For hvis man ikke kan tale sammen, samtidig med at henvisning til kendsgerninger og konkrete sagforhold ved verden ikke længere er en målestok for gyldigheden af et udsagn, er tilbagetrækning en oplagt strategi. Problemet er bare, at politik og kampen om sandhederne trods alt er for vigtig til dét.

Var “Kampen om sandhederne” udkommet op til julesalget i 2001 havde den været en sensation. Med sin udgivelsesdato lige midt i finanskrisen udgør den nu mere et originalt historisk bidrag. Kampen om sandhederne er ikke afgjort, men vil finde nye slagmarker og nye kampe. Med Rune Lykkebergs bog har vi en fremragende dokumentation af de sociale klasser i Danmark og ikke mindst af den kulturkamp, der fandt sin foreløbige kulmination i november 2001.

“Fortsat god kamp”, som de sagde det en gang for længe siden.

Mogens Glistrup

Leave A Comment

%d bloggers like this: