Hvor mange åkander kan der egentlig være på et dansk kunstmuseum?
Kan de da gøre det mere konformt på Louisiana og Arken? Kan det blive mere kedsommeligt? Hvor mange åkander kan der egentlig være på et dansk kunstmuseum?
Lørdagens Politiken bragte en helt usædvanlig diskussion af udstillingsvalgene på de store museer i Københavnsområdet. Og det skal ingen hemmelighed være, at vi her står helt og aldeles på det godes side, dvs. med Jacob Fabricius fra Malmö Konsthall.
Kritikken kan trækkes op på denne måde:
Selvom Arken og Louisiana burde være skarpe fyrtårne for den moderne kunst, har de i de senere år mest af alt bevæget sig i retning af et duftlys fra IKEA. Plastret til i åkander sørger de to museer for at indkøbe de mest konservative blockbustere, de kan komme i nærheden af. I stedet for at udfordre publikum, stryger de dem med hårene til tonerne af en vellavet cafe latte. Det giver penge i kassen, men det bringer kun meget sparsomt nyt for dagen. I stedet må man gå andre steder hen, hvis man vil udfordres og opleve noget kunst, der måske ligefrem er nogenlunde nyt og ikke set før.
Nuvel, lad duftlyset være karikaturen her (sammen med dette Nuvel). Men det er da søvndyssende at høre om endnu en åkande og endnu en omgang klassikere fra før 1960. Hvis man vil være et moderne kunstmuseum, kunne man da starte med de seneste 50 år, eller måske ligefrem de sidste 15? Louisiana har positionen til at samle de helt store tendenser og kunstnere i en ”NowHere”. Ja, de har positionen til måske ligefrem at sætte en kulturel dagsorden. Men hvem kan mindes, hvornår det sidst skete? Besøgstallen er fine. Men fyrtårnet lyser kun med ringe kraft.
Jeg har intet overblik over samtidskunsten og skal ikke smykke mig med lånte påfuglefjer i den retning. Men jeg har stærkt på fornemmelsen, at der faktisk sker noget. Men hvis man vil opleve det, skal man tilsyneladende ikke søge ind på et “museum for moderne kunst”. Og det er en skam.
Relaterede poster:
Leave your response!