I aften kl. 21.00 sender DR2 programmet “Opråb fra 80′erne – Bolsjedrengene“. Det bliver 50 minutter i selskab med et dansk håndboldhold, der måske nok er overvurderet, men som har holdt fascinationskraften, selvom senere hold har klaret det langt bedre senere hen.

I den anledning er her et kort afsnit fra bogen “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om deres bedste kamp i perioden; VM-kampen mod Jugoslavien i Deutschlandhalle den 24. februar 1982:

Den 23. februar gik VM i gang i Göppingen. Men det gik slet ikke efter den på forhånd lagte plan. Da kampen var slut havde rumænerne vundet 20-18, og Stinga havde ikke overraskende været manden, der skød danskerne i sænk med hele 11 mål. Rumæneren blev i øvrigt den helt store spiller ved det VM med 65 mål i hele turneringen.

Helt nede i kulkælderen kunne det danske hold så forberede sig til en nu næsten afgørende kamp i Berlin mod et jugoslavisk drømmehold, der talte spillere som Isakovic, Basic og legenden Radjenovic, der har lagt navn til en af de mest berømte finter i spillet. Den 24. februar lagde Deutschlandhalle gulv til det, der skulle blive et af det unge holds fineste stunder.

Forberedelsen til den kamp var dog gået i gang et halvt år forinden. Ved en turnering i Jugoslavien op mod VM havde danskerne fået smagt på ’juggernes’ styrke. I løbet af 2. halvleg forsøgte Leif Mikkelsen sig med jugoslavernes egen medicin via en offensiv opdækning. Det virkede, og danskerne indhentede Jugoslavien og kom foran med et par mål. Da Mikkelsen så, at dette middel virkede mod jugoslaverne gik han tilbage i en flad opdækning, hvorefter Danmark tabte kampen helt planmæssigt.

Efter kampen blev Mikkelsen konfronteret af måbende danske journalister, der ville have en forklaring på den tabte kamp. Overfor journalisterne kunne Mikkelsen ikke sige andet end at ”Nå ja, der må jeg have sovet”. Men i omklædningsrummet var beskeden en helt anden: ”I holder jeres kæft. Der er ikke nogen, der skal vide, at vi måske har et våben til at knække juggerne”. Den offensive opdækning var lagt i værktøjskassen til VM-kampen mod Jugoslavien.

Inden kampen i Berlin var stemningen anspændt. Da spillerne fløj ind til Berlin om morgenen begyndte landstræneren den psykologiske opladning: ”I skal huske at slå et kryds i kalenderen i dag, drenge, for i dag der knalder vi juggerne”. Da spillerne gik til det sidste taktikmøde fortsatte Mikkelsen stilen: ”Når der mangler cirka et kvarter, så går vi op og spiller offensivt. Vi skal bare ikke være bagud med mere end en 3-4-5 stykker, så smadrer vi dem.”

Stemningen og spændingen i holdet var helt optimal, og lige før indmarchen blev den forløst på en meget typisk måde for netop dette danske landshold. Holdets anfører Morten Stig Christensen fandt i gangene ved omklædningsrummet et stort rygning-forbudt skilt, som han og Per Skaarup behændigt hev ned fra væggen og klappede fast på ryggen af Mogens Jeppesen med et venligt: ”Kom så Mogens”. Jeppesen løb intetanende på banen og hele holdet gennemførte nationalsangen med stort smil på læben. Den forløsning af det høje spændingsniveau op til kampen blev den helt rigtige optakt til mødet med jugoslaverne. En kamp der viste håndbold fra sin allermest dramatiske og fascinerende side.

På trods af en god indsats, gik Danmark til pausen bagud med et par mål. Men det tog Mikkelsen ikke så tungt. Det var indtil da gået efter planen. Da landstræneren sendte holdet ud til 2. halvleg skete det med ordene: ”Og husk så: Vi har før været bagud og tabt”. 2. halvleg gik i gang, og Danmark halsede stadig efter. Men midtvejs i halvlegen fik Niels Møller sin tredje udvisning, så han kunne ikke længere være med i forsvaret. Det var signalet. Erik Veje Rasmussen blev sendt frem i det offensive forsvar. Nu skulle det hemmelige våben sættes ind.

Jugoslaverne var rystede. Deutschlandhalle dirrede. Danmark begyndte at hale ind. Pludselig stillede en jugoslavisk fotograf sig op foran den danske bænk og begyndte at skyde løs. Leif Mikkelsen råbte efter ham i klare vendinger. Han skulle væk. Men i stedet for at blive sur tog han Mikkelsen om skulderen og sagde: ”Leif, jeg kan ikke flytte mig. Jeg er nødt til at fotografere det her. Det er håndboldhistorie”. Han var ikke den eneste, der havde den fornemmelse. Undervejs kom Haurum ud forbi bænken med ordene: ”Det er uhyggeligt det her”, hvortil Per Skaarup svarede: ”Hold kæft. Det er da pissesjovt”.

Mange håndboldkampe kan godt være kedelige at deltage i og overvære. Hvis det ene hold hurtigt opbygger et forspring, kan intensiteten og koncentrationen fra begge hold hurtigt falde. Men så er der også de kampe, hvor der kæmpes om hvert eneste mål, hvor de to hold følges ad hele vejen, og hvor der trænerne imellem hele tiden kører en kamp om hvem, der har det taktiske overskud. Et taktisk udspil mødes af et modtræk, der mødes med et nyt modtræk. Morten Stig Christensen fortæller om kampen i Deutschlandhalle:

”Det er en kamp med fysik og intellekt i hvert eneste sekund. Man er hyperkoncentreret og mister helt fornemmelsen for tid. Kampen varer 2 x 30 minutter, som alle andre kampe. Men i visse perioder flyver tiden bare af sted. Man er i en helt anden verden. Pludselig er der gået 25 min. af en halvleg, og tiden står helt stille. Det er det, jeg kalder den psykologiske tid.”

Morten Stig Christensen er her helt henne i afslutningen på den dramatiske kamp. Carsten Haurum har med et spektakulært løbeskud bragt Danmark på uafgjort 18-18. Haurums mål blev sat ind på et løbeskud fra fløjen. En specialitet han havde dyrket i den hjemlige turnering for sin klub Holte, men som landstræner Mikkelsen havde forbudt ham at bruge ved VM. Kort efter scorede venstre fløj Hans Henrik Hattesen fra en uhyre spids vinkel til 19-18. Nu var der bare to minutter igen, og jugoslaverne havde bolden. Det blev et nervepirrende og endeløst angreb, der endte med et straffekast til Jugoslavien. Den fantastiske venstrefløj Mile Isakovic trådte frem for at kaste. Med en skudfinte bragte han elegant Mogens Jeppesen ud af balance, men lige som Isakovic kunne se frem til at følge sin skruede bold gå mod målet, stak Jeppesen højre fod ud af ingenting og reddede straffet og Danmark. Sensationen var en kendsgerning. Danmark havde i Berlin vist, at det unge hold og en smågenial træner havde, hvad der skulle til for at slå de allerbedste. Et uforglemmeligt VM var for alvor i gang.

Print PDF