Jeg har i meget lang tid ment, at de danske herrer spillede flottere under Torben Winther. Til gengæld vinder de flere tætte kampe nu. Kampen i går var en opvisning i vindende dansk adfærd. Spillet er ikke altid flydende, og det danske forsvar har slet ikke ramt samme niveau som i Norge for et år siden. Alligevel står Danmark nu i semifinalen, og når det for alvor spidser til, så vinder det her hold altså.

Det er egentlig blevet den omvendte verden i forhold til den lange ørkenvandring de danske herrer tidligere var ude på. De spiller ikke altid flot. Men de vinder. Fordi de vil vinde, og fordi de er vindere. Allermest personificeret i Kasper Hvidt, der nærmest udstråler viljen til sejr.

I går skulle der dog en hel del marginaler og held til. Og vi var altså heldige med den afgørende situation ved 25-25, hvor Lindbergs skud bliver ramt af Johannes Bitter.

I sidste ende må man igen rose Ulrik Wilbek for at holde hovedet koldt, for at holde sig til strategien og spillestilen – og ikke mindst for at have gjort lovende spillere til vindere. Som Erik Veje en gang har sagt det, er det nemmere at opbygge en vinderkultur, når man vinder. Kunsten er at præstere hver gang, og Wilbek har hver gang levet op til hans oprindelige målsætning om altid at være mellem de otte bedste.

Nu er vi mellem de fire bedste og et brag af en kamp mod de forsvarende olympiske mestre venter på fredag. Franskmændene er virkelig gode. Men det er ikke umuligt at slå dem. Slet ikke. Det kræver dog, at spillet skal løftes. Mod Frankrig er viljen ikke nok. Der skal spillet løftes i begge ender.

Det vanvittige norske drama
Danmarks kamp var spændende. Men det var for intet at regne mod Norges kamp. Og virkelig synd. Måske ser man der den vinderkultur (eller mangel på samme), danskerne lige nu har til overmål:

Print PDF