Et såret tysk hold kan være et farligt tysk hold

Verdensmestrene mod europamestrene i eftermiddag med Danmark som svage favoritter. Det er en af overskrifterne inden dagens brag om en kamp i semifinalen.

hens er en nøglespiller i dag

For de mere revanchistisk indstillede dele af den danske folkesjæl er det altid en fornøjelse i sig selv at slå tyskerne. Vi andre kan se frem til en spændende dag hvor fire hold har chance for semifinale mod enten Frankrig eller Kroatien.

Sandheden er at det tyske hold er langt fra det usympatiske lavpunkt spillere som Martin Schwalb og Jochen Fratz satte i 80′erne. Men det er godt kæmpende hold der med Oliver Roggisch vil kæmpe og give alt i det, der kan blive rodet, fysisk og dramatisk uden mange mål.

Det er imidlertid et såret tysk hold, der løber på banen i dag til den afgørende kamp om en plads i semifinalen. Den store profil fra VM fra for to år siden Michael Kraus er definitivt ude efter at han vred om på anklen mod Norge. Tabet af playmakeren er stort. Men ikke uerstatteligt. For samtidig har den store Holger Glandorf taget ansvar på højre back som en anden Volker Zerbe II.

Det helt store tyske spørgsmål er snarere om HSV’s Pascal ‘Pommes’ Hens bliver klar – eller hvor klar han bliver. Hans engagement er stort så Pommes er sikkert med. Men han er skadet i låret og kunne ikke hoppe ordentligt mod Norge. Hans stil med hop på tværs af forsvaret giver mange knubs og er hårdt for kroppen. Men det er også en stil, der kan være virkelig farlig, og når man f.eks. ser ham i Hamburg kan han være en klar verdensklassespiller. Hens er et af de store spørgsmålstegn.

Den tyske træner Heinar Brand må efter kampen mod tage prisen som “Sjoveste vrede gamle mand med overskæg” nogensinde:

Men mens man nok kan grine af Brand med knyttet næve, skal man aldrig (ALDRIG) nogensinde undervurdere ham eller tyskerne. Brand er Stenzels elev, og han er sammen med kroatiske Cervar en af de mest snu trænere overhovedet.

Derfor kan man også sige, at kampen i dag kl. 17.30 mest af alt handler om at det danske hold skal præstere, som det kan. Det betyder godt forsvar med fokus på Glandorf og gode redninger fra Hvidt. Højrefløjen Schöne vil Wilbek nok lade stå. Ganske nøgternt. Ham skal Hvidt tage sig af. Hans scoringsprocent på 57 er ikke imponerende, og han har senest mod Norge lavet nogle mærkværdige fejl.

Kort og godt: Det bliver spændende og formentlig tæt. Danmark har en 60-40 fordel før kampen, og nøglen er om vores bedre bredde og flere kræfter for alvor slår igennem i anden halvleg. Forvent en tæt første halvleg, hvor Danmark forhåbentlig trækker fra efter ca. 40 minutter.

Leave A Comment