Mikkel Hansens store gennembrud mod Norge

Mikkel Hansen fra www.tv2.dk

Han spillede næsten 60 minutter. Og han udgjorde en afgørende forskel i den danske sejr over Norge. Vel er der udfald, men at han kan præstere så godt og dække op i det meste af kampen, er imponerende og et varsel om en forhåbentlig lang periode, hvor Mikkel Hansen er den person vi og de andre nationer taler om.

Alle ved, at Mikkel Hansen har en fantastisk arm. Men hans værdi for holdet i alle spillets facetter var dagens helt store oplevelse. Vel er der fejl. Og en gang imellem går det for stærkt. Men man tager gerne det hele med. For Mikkel Hansen har det der ekstra, man meget sjældent ser.

Der var på et tidspunkt et nærbillede fra et straffekast, hvor man kan se, hvor meget han egentlig skruer bolden. Fascinerende. Det har jeg ikke rigtig set siden en kamp med Jørgen Petersen. Gør han det på alle skud?

Men bortset fra Mikkel Hansen viste kampen mod Norge, at der stille og roligt begynder at vise sig et vinderhold. Forsvaret er stadig ikke helt optimalt. Men det her er et hold, der vil vinde, og der er så mange spillere, der vil bidrage til sejren. Wilbeks mentale arbejde viser sig igen, og er som altid personificeret i Kasper Hvidts enkle men utrydsfulde ageren i målet. Det her hold vil noget i VM.

Skal man være unødvendigt kritisk, kan man sige at det danske hold måske ikke rigtig er blevet udfordret endnu. Men der lægges hele tiden på, og én ting er sikkert: Blandt favoritterne er Danmark det hold, der formentlig har brugt færrest kræfter – og som samtidig har den klart bredeste trup. Det er der bestemt perspektiver i.

Programmet ser nu ud som følger:

Lørdag klokken 20.15 Polen-Danmark
Søndag klokken 20.15 Makedonien-Danmark
Tirsdag klokken 17.30 Tyskland-Danmark

Vi følger med løbende her på stedet.

Leave A Comment

%d bloggers like this: