Fin dansk start – i aften kommer første fingerpeg om de danske kvaliteter mod Serbien

Man kan sige meget om Brasilien, men deres nye hold har bestemt rettet sigtekornet ind mod OL i 2012. Der var ikke den helt store kvalitet i dem, og dermed fik de danske herrer en optimal indledning på VM-slutrunden med alle mand i kamp og fine præstationer af bl.a. slutrundebutanten Mads Nielsen.

Det er altid et godt tegn for slutrunden, når Lars Christiansen starter med at score på det første straffe og Kasper Hvidt starter med tre redninger. Så er vi i gang. Man sidder jo altid med hjertet oppe i halsen og tænker på andre dage og andre slutrunder, når han går til pletten første gang. Men de tider er forbi og Danmark er i fuld sving.

Nøglekamp i aften mod Serbien

I aften venter så Serbien i det, der må betegnes som en nøglekamp. Serberne virker stærke og har en meget bred trup med store kvaliteter på alle pladser. Åbenbart med så stor bredde, at de ikke så grund til at indlemme BSV’s ellers suverænt stærke stregspiller Milutin Dragicevic i den endelige trup. Det valg er de glade for i den danske lejr.

“Serbien kan blive en af overraskelserne ved dette VM”, sagde Wilbek ved pressemødet inden slutrunden. Det er muligvis rigtigt. Men at dømme efter deres kamp mod Egypten er det ikke et serbisk hold, der pludselig kommer med en masse nye ting. Det er aldeles velkendt. Tungt og effetivt og med stor vilje og aggressivitet. Der er sagt meget om, at serberne spiller hårdt og brutalt. Det er som regel overdrevet. Men danskerne skal ikke ind og slås med dem. De skal spille forbi dem i højt tempo. Lykkes det for det danske hold i aften, og lykkes det at etablere godt forsvar og flydende angrebsspil, er vi allerede godt med i turneringen. På den måde er det en nøglekamp mod Serbien i aften. Lykkes det ikke er der masser af muligheder tilbage. F.eks. en tiltrængt revanche mod Norge.

VM på alle kanaler

Med nøglekampen i aften kan vi roligt konstatere, at VM for alvor og på alle måder er i gang. Dansk TV2 og TV2 Sport sender fra den danske pulje, mens norsk TV2 og svensk TV4 følger deres hold. Så der er rig mulighed for at komme i lidt bedre humør her i det kolde og mørke januar.

Fra www.ihf.info

Leave A Comment

%d bloggers like this: