Grådighedens pris

Den igangværende finanskrise sætter et velgørende punktum for et årti, hvor økonomien har drønet derudaf på et lånefinansieret og firehjulstrukket opsving. Krisen er trist i al sin forudsigelighed. Var det virkelig overraskende, at Island pludselig ville få problemer, eller at ejendomspriserne måske var skruet en smule i vejret?

Her i Danmark har vi haft en række år, hvor en lav rente og nye låneformer forvandlede almindelige menneskers bolig til et spekulationsobjekt. Med et blev man indlagt til endeløse samtaler om boligmarkedets udvikling og nye låneformer fra mennesker, der pludselig så dollartegn, hvor der førhen havde været mursten og tag over hovedet. Det er lykkeligvis overstået nu.

Nu kradser krisen, og boligejere der har nydt godt af flex og afdragsfrihed hænger nu med mulen og kræver statslig indgriben frem mod renteberegningen i december. Det er simpelthen forargeligt, at folk der har nydt godt af historisk gunstige tider og lånemuligheder nu vil have staten til at gribe ind og hjælpe dem.

Og helt utroligt er dette råb om hjælp fra flex-lånenes overdrev blevet hørt af den nye vice-statsminister. Godt nok afviser hun, at hun er kommet boligejerne til undsætning. Imidlertid har hun spændt et statsligt net ud under folk, der ikke behøver hjælp, og som burde tage en renteændring i stiv arm og betale grådighedens pris.

I toppen af boligmarkedet har vi de seneste år set en ryggesløs grådighed, hvor ejendomme er blevet handlet op i en kunstig prisspiral med adskillige banker som velvillige partnere. For hvorfor skulle markedet da pludselig gå ned?

Det har i flere år været en offentlig hemmelighed, at nogle af de regionale banker har haft en alt for høj gearing i deres engagementer. At det pludselig skulle gå galt, og at ejendomsmarkedet generelt skulle gå nedad, er vist det vi roligt kan kalde en forudsigelig nyhed.

Det er kun 15 år siden vi oplevede en lignende krise. Men ingen har åbenbart lært noget som helst. Og nu skal grådighedens pris betales igen. Og her er det altså ikke en statslig opgave at redde aktionærer og investorer, der er gået efter hurtige gevinster, og som nu sidder med håret i rudekuverten.

Den aktuelle krise er endnu en huskekage om, at et finansielt marked ikke handler om at score en hurtig profit. Det handler om at skabe den bedst mulige adgang til kapital, så virksomheder får mulighed for at investere i forskning og i nye produktionsmidler og arbejdspladser. Som altid handler det om, at man er i stand til at skabe varige og solide løsninger for kunderne og varige og solide arbejdspladser for medarbejderne. Virksomheder der er i stand til det, vil altid overleve og klare sig godt.

Gordon Gekkos berømte mantra om at ”grådighed er godt” er stadig noget vrøvl. Grådighed er ikke godt, og der er altid en pris at betale.

Vildfarne sjæle har hævdet, at dette blot beviser, at kapitalismen er syg, og at Karl Marx igen er aktuel. Snart kommer vi til at høre om profitratens tendentielle fald igen. Men det er næsten helt synd for Marx at blive kørt igennem et sådant intellektuelt hængedynd. Den aktuelle finanskrise viser såmænd blot, at markedet faktisk fungerer. Sådan går det også denne gang. Usunde projekter og virksomheder falder i finansstormen, mens det levedygtige består. Og det er vi alle godt tjente med.

Leave A Comment

%d bloggers like this: