Skotske Glasvegas genopfinder skønheden med helt fantastisk udgivelse, der mere end lever op til de store forventninger. Glasvegas er et moderne Shangri-Las med romantisk pop fra vrangsiden af det klassedelte britiske samfund. Det er rocken som udtryksform, når den er mest direkte og allersmukkest.

Den engelske musikpresse har det som bekendt med at blæse ethvert talentfuldt band helt ud i stratosfæren efter den første single. Det er mildest talt også overgået Glasvegas fra Glasgow.

Først tog bysbarnet Alan McGee dem under sine vinger og udråbte dem til det næste store britiske navn. Det var McGee, der bl.a. introducerede verden for My Bloody Valentine, Oasis og Primal Scream, og på sin musikblog hos The Guardian skrev han: ”The 80s belonged to the Smiths; the 90s to Oasis and now the 00s has given us Glasvegas.” Store ord.

Men da anmelderne på NME og The Guardian så fulgte trop i september med overstrømmende anmeldelser, strøg Glasvegas helt op på andenpladsen på den engelske albumhitliste – kun overgået af Metallicas ‘Death Magnetic’.

Det er derfor på en bølge af succes, Glasvegas nu kommer til Danmark. Men at lytte til det selvbetitlede debutalbum er en nydelse fra start til slut. Glem alt om hypen og oplev et band, der skriver sange fra steder, hvor det gør ondt, og får det til at lyde som små eventyr fra livets yderkanter: ”Here we fuckin’ go”, som det hedder så præcist i sangen ”Go Square Go”.

Stilen ligger ikke langt fra det univers som f.eks. The Raveonettes har dyrket. Her er også en stående kvindelig Moe Tucker på trommer, inspiration fra Jesus and Mary Chain og den umulige drøm om at forfølge den enkle melodi og kreere deres egen udgave af Phil Spectors ’Wall of sound’. Måske rockhistoriens smukkeste ambition. Hos Glasvegas får denne drøm vinger.

Men for at få det til at lykkes, skal man have sangene til det. Det har Glasvegas som et moderne Shangri-Las med romantisk pop fra vrangsiden af det klassedelte britiske samfund. Sange fra de steder hvor det gør ondt, og hvor der ikke er plads til ironisk genrebevidsthed. I den fødte single ”Geraldine” fortælles om opofrelse, så man næsten tror vi har fat i den helt store kærlighed – indtil afslutningen hvor sangens kvindelige hovedperson introducerer sig som ”My name is Geraldine, I’m your social worker”.

Sådan fortælles der fra kvarteret Dalmarnock i Glasgow. Og det er den slags historier, der hiver de smukke toner helt hjem. Det sker ikke mindst i den helt formidabelt hudløse sang ”Daddy’s gone”. En romantisk guitarbåren og helt fortvivlet fortælling nedefra, der skærer helt ind til benet. Her møder Phil Spector skotsk socialrealisme og tyk lokal dialekt. Resultatet er kort og godt fantastisk.

Glasvegas fortjener alle de roser, bandet er blevet båret frem på. Om de ligefrem er årtiets band, skal vi nok lidt længere end dette efterår for at afgøre. Men potentialet er der.

Se også anmeldelsen på Diskant.dk

Print PDF