So What? Metallicas “Death Magnetic” er på gaden
I den store rockkanon er Metallica sædvanligvis ikke blandt de oplagte sværvægtere. Det har nok heller aldrig været målet for disse “four horsemen”. Til gengæld har de altid ramt en særlig nerve med en ærlig og direkte approach uden for mange af de sædvanlige manerer. Man har altid kunnet mærke, at der hos James Hetfield er og altid har været noget på spil.
Metallica har to to mesterværker bag sig. “Master of Puppets” fra 1986 og det sorte “Metallica” album fra 1991. Begge skiver der har dannet skole. I disse dage hvor Sweet Silence studiet lukker, er det særlig værd at sende en tanke til Flemming Rasmussen, der sad bag knapperne, da “Master og Puppets” blev indspillet i slutningen af 1985 i København. Resultatet var originalt midt i en tid med lyserød pop alle vegne:
Skal man være brutalt ærlig, har Metallica ikke nået de samme højder siden 1991. Men mindre kan også gøre det. Gruppen har gjort det, den altid har gjort, nemlig at kæmpe ufortrødent. Dokumentarfilmen “Some Kind of Monster” viste med stor præcision et orkester, der kæmper mod sin egen skygge og fortidens monstre, samtidig med at der mellem de to kernemedlemmer James Hetfield og Lars Ulrich er et bånd og en kemi, der er værd at holde fast i. Metallica er ikke altid det mest cool orkester, men de har gennem alle årene formået at være tro mod deres udgangspunkt og sig selv, og den indstilling har båret dem igennem svære perioder med misbrug og pludselig død.
Man kan stadig høre deres tidlige inspiration fra ‘New Wave Of British Heavy Metal‘ fra starten af 80′erne med bands som Diamond Head, Saxon og Kim fra Hvidovre og hans Merciful Fate. Men også punkens råhed og nerve er en del af det, der gør Metallica til et stort orkester. Og som med de største bands er også Metallica et fremragende coverband. Nogle af deres bedste ting skal næsten findes på B-sider og i liveversioner. Bl.a. er deres fortolkning af “So What” fra Anti-Nowhere League uforlignelig:
I denne uge er de her med deres seneste album “Death Magnetic“. Det er produceret af Rick Rubin, der som gammel fan har fået bandet til at ramme en knapt så anstrengt arbejdsmetode og en lyd, der giver påmindelser om tiden omkring “Master of Puppets“. Lyden på albummet er således anderledes, og de første meldinger går på, at Metallica har begået deres bedste udgivelse i mange, mange år. Læs f.eks. Ekstra Bladets anmeldelse her.
I dag kan Metallica høres hos “De Sorte Spejdere“.
Relaterede poster:
Leave your response!