TV-værter på MSNBC i åbent opgør under konventet

Den 13. august havde jeg en klumme på 180grader.dk med titlen ‘Amerikanske tilstande, ja tak’. Pointen i klummen var bl.a., at det var befriende at opleve, hvordan de amerikanske medier har smidt enhver skåltale om objektivitet på historiens mødding og i stedet kører på med meget åbne kort. I denne uge blev det imidlertid for meget på MSNBC, et netværk der i særlig grad er blevet beskyldt for at have venstresnoet slagside. The Daily Show har et hurtigt overblik her:

Stridens kerne synes i særlig grad at være Keith Olbermann, som altid har været underholdende, men som i det sidste års tid er røget fuldstændig ud af en tangent, hvor Michael Moore næsten er objektiviteten selv. Hans opgør med Bill O’Reilly har været fantastisk underholdende, men man bekæmper ikke Fox News’ republikanske propaganda ved at drive lige så slem demokratisk propaganda. Olbermann var på skærmen som studievært på konventet, og han var fuldstændig uhæmmet i sin næsegrus beundring for Obama og Hillary. Og det i en sådan grad at det i sidste ende bliver aldeles uinteressant. Det er aldrig sjovt at høre på den slags helt ukritiske partsindlæg.

Derfor er det selvfølgelig et sundhedstegn, at der internt på tv-stationen er stor uro over den partiske dækning. Og i forlængelse af klummen kan jeg selvsagt holde fast i, at vi dermed får en mere ærlig og direkte debat, som faktisk handler om politik.Huffington Post har det store overblik og alle eksemplerne her.

Comments
One Response to “TV-værter på MSNBC i åbent opgør under konventet”
Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. [...] uge udspillede der sig forunderlige scener på kabelstationen MSNBC, da flere af stationens værter gik efter hinanden for åben skærm. Skærmydslerne [...]



Leave A Comment