Dramaet fortsætter ufortrødent efter endnu en uafgjort mod Island

Man kan da ikke klage over spændingen i Danmarks OL-gruppe. En uhyre tæt gruppe udløser det ene drama efter det andet. Danmark har nu været involveret i fire kampe i træk, hvor kampen er blevet afgjort i de sidste sekunder af kampen. Det er usædvanligt – selv på det her niveau.
Man kan dog ikke krybe uden om det faktum, at kampen mod Island burde have resulteret i dansk sejr efter et dansk spil, der i momenter var fremragende. Midtvejs i første halvleg spillede Danmark endelig det spil, som vi ved, at de formår som ingen andre. Fine opspil, hurtige kontraer og flotte redninger hos Kasper Hvidt.
Desværre var det stort set kun Hvidt i målet, som holdet det høje niveau. Det danske hold kunne aldrig støde Island afgørende fra sig, og op til pausen var den danske firemåls-føring en saga blot. Derefter var det ren fight for alle pengene. En egentlig ganske fin håndboldkamp med mange gode detaljer og masser af drama, der åbenbart kulminerede efter kampen med den tidligere trespringer Ulrik Wilbek på vej i slagsmål med et par islandske spillere.
Der var mange opløftende momenter i det danske spil og for allerførste gang så man noget af det gennemspillede håndbold, der gjorde holdet til Europas bedste for et halvt år siden. Potentialet er med andre ord til stede. Det skal der bygges videre på, og det er bestemt ikke for sent.
Fordi gruppen er så tæt, har Danmark nemlig fine muligheder i det videre forløb. Nøglen synes dog at være en sejr over Tyskland mandag. Det vil nemlig sikre to afgørende ting:
1. Så er vi helt sikre på kvartfinale, selv hvis Rusland slår Korea i revanchen for OL-finalen i 1988
2. Så undgår vi efter alt at dømme Frankrig i en kvartfinale
DHF.dk har en rigtig god oversigt over mandagens mulige udfald. Men lad nu bare Danmark vinde. Så er OL nemlig for alvor i gang!
