Ondt i blindtarmen – men ingen grund til katastrofestemning

Fra www.ihf.info

Kampen mod Egypten var så sandelig ingen fornøjelse. Men dårlige åbningskampe er intet særsyn. Ved de seneste to slutrunder har Danmark tabt åbningskampen efter forfærdende spil og nerver. Så en uafgjort er jo nærmest en sensationel fremgang.

Dog er Egypten som modstander en nation vi burde slå. Og det danske angrebsspil var i flere perioder en trist forestilling uden det nødvendige tempo. Ligeledes havde det danske forsvar problemer med de hurtige egyptiske fodskifter, og det lover virkelig skidt for i morgen, når holdet møder nogle endnu hurtigere koreanere.

Men var det bare en skidt åbningskamp, var der ingen grund til panik. Det virkelige problem kom i forbindelse med kampen, da verdens næstbedste håndboldspiller Michael V. Knudsen blev indlagt med blindtarmsbetændelse. Den nyhed har i den grad rystet Håndbolddanmark, og Wilbek var lynhurtig til at nedtone alle forventninger.

Efterfølgende har de danske spillere tilsyneladende virket næsten nedtrykte og berørte over stregspillerens ulykkelige exit fra OL-drømmen. Faktisk i en sådan grad at man kunne have landstræneren mistænkt for at spekulere i situationen. Han udtalelse lige efter kampen om, at holdet havde haft 14 dårlige dage, var måske nok ærlig snak, men husk at ingen af Wilbeks udtalelser nogensinde er uigennemtænkte.

Vi kan i hvert fald konstatere, at det ligger Ulrik Wilbek og hans spillere meget fjernt at slå op i banen. Og hvorfor skulle de da også det? Godt nok er Michael V. Knudsen en meget vigtig spiller og tæt på uundværlig med sin verdensklasse i begge ender af banen. Men i sidste ende er ingen uundværlig, og det er altså kun én spiller fra januars EM-guld, vi må undvære. Samtidig får vi så den uprøvede joker Mikkel Hansen med.

Den betændte blindtarm har alvorligt svækket de danske muligheder, og spillet mod Egypten var frygteligt i perioder. Men så er det altså heller ikke værre. Jesper Nøddesbo er altså en vigtig spiller i Barcelona, og der er masse af kvalitet i det danske hold. På den led kommer en kamp mod et stærkt Korea i morgen som en velsignelse. Vinder holdet den, er de helt med igen. Der er ingen grund til katastrofestemning.

Leave A Comment

%d bloggers like this: