Farvel til min barndoms stemme – Thomas Winding er død
Han var der altid. Dengang i 70′erne hvor tingene kunne være så umanerligt farveløse. Han kunne fortælle historierne med farver på. Han fik pludselig dansuenza. Han fortalte om børn i Sverige, og han er stemmen bag Alfons og hans far. Alvidende. Indlevende. Altid.
Han ville sikkert hævde, at han bare forsøgte at fortælle en god historie. Men han gjorde meget mere end det. Han gjorde fortællinger mulige i en halv børnetime, som er ikke glemt. Det er nemt at slå fast, at mine børn ikke vil huske noget som helst af fantasivennerne på Cartoon Network. Men de vil nok huske andre gode historier, som stadig bliver fortalt. Heldigvis. Hos Thomas Winding kunne man imidlertid altid mærke engagementet. Det var ægte.
Min barndoms stemme er blevet tavs i dag. Det fortæller selvfølgelig noget om ens egne fremskredne alder. Det havde måske kun betydning der. Men det havde stor betydning, og den stemme vil altid være der. Så har man da gjort noget. Det gjorde han.
Jeg så ham sidste efterår til oplæsning sammen med mine egne børn. Han var blevet ældre. Men stemmen var den samme. Intens. Tryg. Selv de små børn spidsede deres ører og hørte om Mester.
I disse år er der kulturkamp. Den består mestendels i at visse borgerlige sjæle skruer tiden tredive år tilbage og tager et slag, de allerede har tabt. Men det er rigtigt: I 70′erne var der på monopolfjersyn noget andet og sjældent, der ville sætte fantastien til magten og hylde noget andet end beregningens logik. Her var man pludselig i Omvendslev, og har man først været der, vender man ikke tilbage. Det var helt sikkert undergravende. Heldigvis. Bare en lille smule indlevelse og fantasi.
Tak for historierne. De lever videre.
Relaterede poster:
Leave your response!