Lørdag aften spillede Sex Pistols på på den engelske Isle Of Wight Festival. Bandet har ikke lavet så meget nyt, siden de fra 1976 var med til at ændre musikken for altid. Så setlisten var gamle travere, og pengene blev spillet hjem.

Visse mavesure purister vil selvsagt være sure over den slags. Set herfra er det imidertid præcis den slags, der gør Sex Pistols så elskelige. I en verden hvor grådighed forklædt som inderlighed er normen, siger Sex Pistols bare sandheden. De er stadig punk, hvis punk da handler om at give pænheden fingeren og lade ærligheden råde i stedet.

Sex Pistols har altid været kalkuleret kaos, og man kan ikke andet end elske Sex Pistols, når de f.eks. helt barnligt afslår optagelsen i Hall of Fame med disse ord:

> Next to the Sex Pistols, rock and roll and that hall of fame is a piss stain. Your museum. Urine in wine. We’re not coming. We’re not your monkeys. If you voted for us, hope you noted your reasons. Your anonymous as judges but your still music industry people. We’re not coming. Your not paying attention. Outside the shit-stream is a real Sex Pistol.

Mange rangerer The Clash som “The Only Band That Matters”. Men for mig har Sex Pistols altid haft noget særligt, noget meget mere direkte over sig. Det er rigtig nok på ingen måde kønt, smukt eller elegant. Men Sex Pistols overrasker med den friske enkelthed, der tredive år efter fortsat er velgørende, og som stadig kan skære igennem alt opstyltet vrøvl.

Denne måneds udgave af magasinet Mojo har interviews med hver enkelt af de fire Pistols. Interviews der er dejligt befriet for omsvøb. F.eks. affyrer John Lydon denne bredside mod The Clash:

> Sten Guns in Knightsbridge, what the fuck are you saying to me? That’s a dreadful concept. Too worked-out. Too student union. It’s back to making radical posters. (Middle-class accent) “Oh when we put these up all over Soho there’ll be riots in the street”. No! Honesty is its own reward. But it’s also painful. And you lose a lot of what you would have hoped were dear friends and can’t live in that life.

Når alle disse one-liners er affyret, står musikken tilbage. Sex Pistols nåede aldrig at levere meget. Reelt er der kun tale om et album. Men hvilket et. “Never mind the Bollocks” kom i oktober 1977 og er og bliver en milepæl. I 1977 indvarslede den revolution. Nu lyder den mere som en fremragende punk-rock plade med overraskende gode sange i en fin produktion. Det er faktisk en plade, der kan tåle genhør, selvom den i 1977 udgjorde selve tidsånden til hest. Se blot her:

Update: Se også dialogen om Sex Pistols på www.jensunmack.dk

Print PDF