Battleground states: Obama mod McCain kan blive sjældent spændende

Efter at det nu endelig er helt klart, at efterårets præsidentkamp kommer til at stå mellem Barack Obama og John McCain, kan vi langsomt begynde at rette fokus på mod det spændende opgør.
For nok er det vigtigt med momentum. Og nok kommer det til at handle om forandring og fornyelse. Men i sidste ende handler det altid om nogle få afgørende stater. Og det er dem, alting kommer til at handle om i de kommende måneder.
Men det afgørende nye er, at dette valg måske vil åbne for de meget lukkede opgør, vi så i 2000 og 2004. Opgør hvor USA blev delt midover i blå og røde stater, og hvor Florida i 2000 og Ohio i 2004 afgjorde det hele. Denne gang kan kortet blive meget mere åbent, og begge kandidater har åbent annonceret, at de vil tage kampen op i stater, der tidligere blev betragtet som både spild af tid og penge.
Washington Post har i dag en analyse af de perspektiver med en spændende gennemgang af de såkaldte “battleground states”. De stater som lige nu er i spil.
Websitet 270towin.com har i øvrigt en suveræn lille applikation, hvor man selv kan udregne de mange scenarier og se, hvordan de seneste meningsmålinger får kortet til at se ud.
Med Obama og McCain får vi en meget mere uforudsigelig valgkamp, end vi har været vant til. Der er mange flere ubekendte, end vanligt og Obama kan ende som en anden McGovern – eller han kan stå som sejrherre i et helt igennem historisk valg.
