Tolv hold er klar til OL og Danmark undgår Frankrig
Efter weekendens dramatiske OL-kvalifikation, er de tolv hold nu klar. Selvom der ikke var de store overraskelser undervejs, blev det alligevel en dramatisk weekend med ligefrem godt spil i de varme arenaer. IHF viste sig fra sin mest brilliante side med live streaming fra alle kampe, og det gav god mulighed for at trodse sommervejret og klistre sig til OL-skærmen i stedet!
Det mest intense opgør stod i går mellem Island og Sverige. Islændingene har efterhånden for vane at knuse de svenske drømme, og det skete også i går efter nervøst svensk angrebsspil, hvor Kim Andersson var helt ved siden af sig selv.
Herefter kan vi se frem til lodtrækningen til den olympiske håndboldturnering den 16. juni. Danmark er i det andet seedningslag sammen med Frankrig, og det giver mange interessante muligheder i puljesammensætningen. Seedningslagene er:
1. Tyskland og Polen
2. Danmark og Frankrig
3. Kroatien og Rusland
4. Kina og Korea
5. Island og Spanien
6. Egypten og Brasilien
Ekstra Bladet har i dag haft en afstemning om, hvilke hold der er at foretrække i de enkelte lag, og resultatet er gengivet her på siden. Man kan med andre ord forestille sig både en drømmelodtrækning og en rigtig farlig en med Tyskland, Kroatien og Spanien.
Interessant er det også, at Danmark undgår Frankrig – den eneste af favoritterne, som Danmark ikke slog frem mod EM-guldet. Et forsigtigt bud må lyde på, at vi får en gentagelse fra EM og dermed semifinaler mellem Danmark, Tyskland, Frankrig og Kroatien.
