“Flammen og Citronen” leverer nye billeder af de få

>Flammen og Citronen blev efter krigen gjort til martyrer i den store danske frihedskamp. Det havde landet måske brug for i 1945. Nu har vi brug for andre og mere nuancerede billeder. Ole Christian Madsens film “Flammen og Citronen” leverer en hel del af dem.

Få personer fra modstandskampen har været omgærdet af mere mystik end Jørgen Haagen Schmith og Bent Faurschou-Hviid. Efter krigen broderede husmødre deres navne ind i sofapuder. De blev de helte, nationen havde brug for at fortælle om for at fortrænge mere ubehagelige og selvransagende spørgsmål.

Ole Christian Madsens film “Flammen og Citronen” fortæller historien om to undtagelser. Modstandskampen blev kæmpet af de få, og Flammen og Citronen var absolutte undtagelser i en nation, der tilpassede sig situationen løbende i takt med at krigslykken udenfor Danmark ændrede sig.

Derfor er det også kun på overfladen, at filmen leverer skyts til en glorificering af den danske modstand. Ved at fortælle de absolutte undtagelsers historie, fortæller filmen samtidig historien om omkostningerne ved at træde udenfor mængden og gå i den modsatte retning.

Det er derfor unødigt parodisk, når Georg Metz i Information hævdede, at filmen er et “neonationalistisk panoptikon af overvejende papfigurer, der vil egne sig til aftenunderholdning ved Dansk Folkepartis og Venstres landsmøder”. Heldigvis blev den ældre høresvage mands indvendinger gendrevet fint af folkene bag filmen. Med god grund.

“Flammen og Citronen” fungerer nemlig fint som det mere nuancerede billede, vi har haft brug for i den mere populære historiefortælling. Godt nok er de to helte noir-cool med maskinpistol og filterløs smøg. Men de skildres også i den følelsesmæssige og politiske gråzone, der var mere virkeligheden end det, de populære beskrivelser fra besættelsen, vil have os til at tro.

I en central scene fra Stockholm kommer filmen med en sylespids kommentar til den måde, eftertiden har brugt de få fra modstandskampen. Flammen og Citronen var fanatiske enspændere, som det var bedst for alle parter at begrave i Dyrehaven. De kunne bedst bruges som døde helte.

Vel er der flere ting i filmen, man kan rejse spørgsmålstegn ved. Den filmiske dramaturgi foreskriver jo en særlig måde at fortælle historier på, og derfor skal meget passes ind i de kasser, så vi f.eks. får det meget personlige opgør mellem Flammen og Gestapo-Hoffmann. Ligeledes blev der nok drukket mere snaps end rødvin af Holger Danske folkene – og kørt mere cykel end bil.

Det fjerner dog ikke indtrykket af, at Ole Christian Madsens “Flammen og Citronen” lykkes med at fortælle en vigtig historie i et flot billedsprog.

Citronen Jørgen Haagen Schmith Flammen Bent Faurschou-Hviid
Comments
One Response to ““Flammen og Citronen” leverer nye billeder af de få”
  1. tlade says:

    Genlæste lige “Efter drabet” for at læse efter. Blev ærlig talt en smule overrasket over, hvor tæt filmen egentlig er på den beskrivelse. Startende med rødvinen, som Flammen tilsyneladende altid kunne få fat i, til Ketty Selmer og begivenhederne på Flammes sidste dag.

    Læs også gennemgangen på http://avisen.dk/historikere-advarer-om-tro-flammen-citronenfilm-080408.aspx

Leave A Comment

%d bloggers like this: