Vi lever i en tid med terror, hvor truslen måske nok er overdrevet men ikke desto mindre meget nærværende. Sådan var det også, da jeg voksede op. I det mindste var terroren nærværende på bilferien ned igennem Tyskland i form af de berømte plakater med de efterlyste terrorister fra Rote Armee Fraktion og det ikoniserede foto af den tilfangetagne arbejdsgiverformand Hanns Martin Schleyer.

To danske bøger har taget den venstreekstreme terror fra 70′erne op til kritisk refleksion. En om de danske æbler fra Blekingegade og en om de mange generationer af tyske venstreekstreme terrorister.

Æblerne

Peter Øvig Knudsen har helt fortjent høstet meget stor ros for hans to bøger om Blekingegadebanden. Øvig har metodisk gennemtrawlet arkiverne. Resultatet er fængslende.

Den flotte modtagelse af de to bøger er på alle måder fortjent. Ikke mindst er det imponerende, at Øvig formår at fortælle både den lille historie om gruppen og den store historie om tiden – og samtidig lancere en række nye afsløringer.

F.eks. er det noget af en oplysning, at Per Larsen og Hanne Bech Hansen stod med ansvaret hos PET, der havde gruppen under overvågning i årevis. Det er interessant, da PET måske kan siges at have nølet alt for meget overfor kriminalpolitiet. De to meget kendte topfolk kan dermed stå med et ansvar for, at man ikke fik sat en stopper for gruppen, før det kostede en ung politimand livet.

Mere generelt får bogen selvfølgelig læseren til at reflektere over den knivskarpe linie mellem at arbejde for en god sag og at tage loven i egne kriminelle og blodige hænder. Der er selvfølgelig noget indlysende selvmodsigende over det, når insideren “Stemmen” på side 339 i Bind 1 tager afstand fra aggressive voldelige aktioner, og så samtidig kanaliserer sin støtte til en organisation, der har organiseret drab på helt uskyldige mennesker. Mange mennesker vil vel instinktivt synes om den blanding af Olsen-banden og Robin Hood, som er en del af gruppens selvforståelse. Der er simpelthen en verden til forskel mellem et velgennemtænkt bedrageri på københavnske postkontorer, og at knalde en ældre kvinde ned for øjnene af hendes barnebarn ved en voldelig kidnapning i Glostrup – eller skyde en politimand på åben gade i København.

Ligeledes rejser Øvig og bogen et andet meget interessant perspektiv: Skal man se gruppen som en del af venstrefløjen, der bare tog konsekvensen af de mange ord? Eller skal man betragte dem som en helt isoleret gruppe mennesker, der samlede sig om sig selv og sin egen selvforståelse? I medieomtalen er det fremgået, at Øvig ikke deler den traditionelle venstrefløjs ‘undskyldning’ om, at ‘Æblerne’ slet ikke var en del af venstrefløjen men nogle sekteriske freaks, der havde misforstået det hele. Den type argument som f.eks. Preben Wilhjem fredjdigt fører til torvs. Øvig har med rette fremhævet, at den voldsromantiske del af venstrefløjen bestemt trænger til en dybere efterforskning.

Det er særlig det første bind, der giver det bedste billede af det løbende skred fra politisk aktivisme til kriminalitet i undergrunden. Det andet bind bliver lidt mere til en klassisk fortælling om en forbryderbande. Det politiske forsvinder lige så stille i baggrunden, og Blekingegadebanden bliver til simple kriminelle, der er pokkers gode til at lave røverier – og måske til sidst bliver afhængige af det? Den store idealistiske sag forsvinder lige så stille. Tilbage står dygtige og forhærdede forbrydere. I sidste ende en trist fortælling om idealistiske unge der ender i en kriminel og ideologisk blindgyde. En menneskelig tragedie for både ofre og gerningsmænd.

Ikonerne

Midt i hele dette hjemlige postyr fra Øvig, udsendte Peter Wivel i efteråret bogen “Baader Meinhof – 30 års kamp mod terror i Tyskland“. Og det er interessant at læse Wivels bog i forlængelse af Øvigs. Ikke mindst er det slående hvor meget mere blodigt og vanvittigt, de tyske terrorister tog fat. Meget kan man sige om vore hjemlige terrorister, men de havde dog en idé som de forfulgte konsekvent, og de tog altid meget professionelt fat på en opgave.

Det kan man ikke sige om tyskerne, der helt fra starten forfaldt til den mest ukontrollable vold uden mål og mening. Det var fra starten selvforherligende og voldsromatisk mere end egentlig politisk kamp. Og det er den historie Peter Wivel har sat sig for at fortælle. Det sker via portrætter af bl.a. grundlæggerne Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin, Horst Mahler og Andreas Baader.

Igennem 28 år hærgede Rote Armee Fraktion i Tyskland. Det skete i flere bølger og generationer, og det skete med en stigende intensitet og voldelighed kulminerende i 1977, da ledelsen af den selvudnævnte tyske byguerillagruppe begik selvmord i deres celler i Stammheimfængslet ved Stuttgart.

Som hos Peter Øvig får vi også her en fremragende introduktion til baggrunden og forhistorien. Men hvor der med de danske “æbler” kan ses en langsom glidning mod volden og illegaliteten, er det straks mere dramatisk fra starten i Tyskland. Det koldblodge mord af den fredelige demonstrant Benno Ohnesorg i Berlin spiller her en central rolle, som Wivel afdækker glimrende. Ohnesorg deltog i en fredelig demonstration mod shahen af Iran, og blev brutalt skudt ned af en betjent. Det mord skabte en følelse af, at en radikalisering var helt nødvendig.

På den rå baggrund stødte Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin, Horst Mahler og Andreas Baader sammen i en byguerilla. Denne allerførste generation af RAF havde ikke meget held med sig. De blev hurtigt fængslet efter amatøragtige aktioner, og endte for de flestes vedkommende som døde ikoner fra Stammheim. Horst Mahler har imidlertid taget skridtet fuldt ud og bekender nu heilende kulør som fuldbåren nazist.

I det hele taget er anti-semitismen hos RAF et af de elementer i Wivels bog, som er mest isnende læsning. Det samme er oplysningerne, som kom frem efter Murens fald om, at DDR spillede en meget stor rolle med aktiv støtte til RAF’s forskellige generationer.

Man sidder tilbage med en meget trist stemning efter at have læst bogen. RAF’s historie er i endnu højere grad en tragedie end vores danske historie. En tragedie for de mange ofre og efterladte. Men også en personlig tragedie for alle de involverede og ikke mindst deres familier.

Wivels bog er måske ikke helt så medrivende i sin krimiopbygning, og den kunne efter min mening godt have været 100 sider længere og struktureret en anelse mere kronologisk. Men hvad den mangler i så henseende henter den ind på mange måder ved at fortælle et vanvittigt og blodigt kapitel af vores nære historie.

- Anmeldelse i Politiken
- Anmeldelse i Jyllands-Posten
- Anmeldelse i Berlingske
- Interview med Peter Wivel i P2

Print PDF