Han kom dårligt fra start i går i Vega. Lyden var dårlig, og Black Francis måtte stoppe midt i det første nummer. Og i løbet af aftenen blev det ikke rigtig hentet ind igen, selvom han ironisk foreslog at spille et Pixies-nummer for at gøre det godt igen.

Charles Thompson IV har mildest talt en stor produktion bag sig. Men hans forhold til det imponerende bagkatalog virker lettere anstrengt. Hans navneændring tilbage til Pixies-dagenes Black Francis synes at være et brud med hele figuren Frank Black. Det er forståeligt, at han ikke vil udnytte Pixies-fortiden. Men han må da gerne glæde sig over et fint solo-bagkatalog. Det var han heller ikke meget for i går.

Så til koncerten i går bestod setlisten stort set udelukkende af nye numre – ikke mindst fra sidste års “Bluefinger” album. Det blev en blandet fornøjelse. Numre som “Threshold Apprehension” viser i sandhed Black Francis, når han er bedst. Men der er også flere ujævne og ordinære sange imellem. Når det er tydeligt, at han har hørt for meget “Exile on Main St.”, bliver det for ordinært. Hans styrke og genialitet ligger et helt andet sted. Dog glimrende at se ham med kun bas, trommer og guitar. Helt nøgent og med huggende plektor-bas. Det er det rette element.

- Se Thomas Treos positive anmeldelse her
- Se Kim Skottes lidt mere lunkne anmeldelse her
- Læs den fine biografi på Wikipedia

Print PDF