Den umulige drømt blev virkeliggjort
Efter en sådan forløsning som i går, kommer jeg altid til at tænke på alt det, vi skulle igennem først. Først kom jeg til at tænke på kampen i mellemrunden ved VM i 1986 mod Island. Den kamp, der satte 16 års nedtur i gang. Den kamp tænker jeg måske lidt for tit på.
Men derefter kommer tre begivenheder frem, som for altid har prentet sig ind i hukommelsen:
1. VM på Island i 1995, hvor man i åbningskampen tabte til Algeriet, der var midt under ramadan og fastende
2. EM i Spanien i 1996, hvor holdet tabte fem kampe i træk ude at være i nærheden af noget
3. VM i Egypten 1999, hvor holdet red på kameler og kollapsede mod Cuba
Mere end noget andet står de kampe og begivenheder hugget i granit i hukommelsen – ved siden af en vis kamp mod Tunesien for ikke at glemme den gang Kim Andersson scorede fra midten ved VM i Portugal.
Alt det forsvinder ikke. Men det gør en triumf som i går så meget større, at den bygger på årtiers stræben efter succes for de danske herrer.
Det at følge de danske håndboldherrer har været en passion, man med lethed kunne have lidt for sig selv. Ingen har troet rigtig på dem, og mange var generelt lidt sure på dem, fordi de har svigtet de store forventninger så tit.
Men nu bryder galskaben ud i lys lue. For bag den tilsyneladende skeptiske indstilling til håndboldherrerne har altid ligget en umulig drøm og luret. Drømmen om at herrerne bare en eneste gang overrumpler hele verden og realiserer vores inderste håndbolddrømme. Det er endelig sket.
Selvfølgelig er der altid knyttet store drømme og forventninger til danske idrætsudøvere. Men de danske håndboldherrer synes at være noget specielt. Dem er der altid knyttet så store forventninger til, at de ofte ender med at skuffe. Hvor mange gange er det ikke blevet ved en lige ved og næsten afslutning på en forrygende slutrunde? Herrerne har henrykket adskillige gange, og jeg tror at de mange store oplevelser fra f.eks. 1978 og 1982 har gjort et varigt indtryk på mange håndboldelskere. Man har fået fornemmelsen af, at det kan lade sig gøre. Men også at der altid er et par uoverstigelige forhindringer på vejen.
Med det nye hold har det heller ikke været anderledes. Vi har hele tiden vidst, at de kan. Det har de vist ved tre EM’er i træk og sidste års VM i Tyskland. Alle spillere optræder på nogle af verdens bedste klubhold. Men vi ved også, at det er skrøbeligt, og at korthuset til enhver tid kan falde ned om ørene på os. De har været skrøbelige, og historien og forventningerne har siddet som en klam kappe omkring dem.
Men denne skrøbelighed er så sandelig en væsentlig del af fascinationskraften ved dette hold. Selvfølgelig har det været forrygende at følge kvindernes ridt på verdenstoppen med tre gange OL-guld i træk. Men det er altid mere følelsesladet at følge et hold, der er skrøbeligt, og hvor man godt ved, at det faktisk ikke kan lade sig gøre. Alligevel har den umulige drøm levet på trods af alle disse odds. Det er simpelthen mere passioneret at holde med et hold, der er skrøbeligt, som kan fejle, og som alligevel bærer potentialet i sig.
Alt dette har de danske herrer, og derfor er vi også så mange, der sidder klar hver eneste gang, når det går løs, og beder om at den umulige drøm bare en gang vil gå i opfyldelse. Ved dette EM blev vores bønner hørt. Bare denne ene gang. Måske sker det aldrig igen, og måske skal vi igennem mange flere prøvelser. Men denne ene gang skete det.
Relaterede poster:
Leave your response!